herredsting

Herredsting, indtil 1919 de almindelige domstole i herrederne. Oprindelig var herredstinget den forsamling, som herredets beboere udgjorde, når de mødte op for at træffe beslutninger om fælles anliggender og for at afsige dom i retssager.

Tingstedet bestemtes af kongen med herredsmændenes samtykke, således som det udtrykkeligt ses foreskrevet i Eriks Sjællandske Lov. I løbet af middelalderen blev herredstinget først og fremmest domstol, især efter at herredsfogeden som kongens repræsentant omkring 1400 blev tingets leder og senere i 1500-t. enedommer.

Befolkningens deltagelse i retsplejen blev som følge af denne udvikling indskrænket til, at otte af herredets beboere som tinghørere, tingmænd eller stokkemænd skulle overvære retsmøderne for i givet fald at kunne bevidne, hvad der var foregået på tinge, se tingsvidne. Ordet stokkemænd havde forbindelse med tingstedets indretning, idet der over nogle store sten, der var placeret i firkant, blev lagt planker eller bjælker, de såkaldte fire stokke. Her sad bl.a. herredsfogeden, herredsskriveren og stokkemændene. Stokkemændene blev i 1847 afløst af lønnede retsvidner.

I ældre tid blev herredsting ligesom de øvrige ting afholdt under åben himmel, men i løbet af 1600-t. blev tinghuse opført de fleste steder. Da det siden slutningen af 1600-t. blev almindeligt at lægge byfogedembeder sammen med herredsfogedembeder, blev herredstingene afholdt i de samme lokaliteter som bytingene.

Betegnelsen herredsting ophævedes ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919, og tingene blev herefter benævnt by- og herredsretter eller underretter, fra 1972 byretter.

Om forholdet mellem herredsting og landsting se domstol.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig