Salpetersyrling (HONO, men til tider også skrevet som HNO2) er en syre på gasform. Den hører til kvælstofoxiderne.

En række fysiske og kemiske egenskaber ved salpetersyrling er beskrevet andre steder i dette leksikon (se artiklen salpetersyrling). I denne artikel ligger fokus på salpetersyrling som luftforurening. Det er bl.a. gassens effekt på mennesker og natur, men også dens rolle i kemien i atmosfæren.

Kilder til salpetersyrling

Salpetersyrling dannes, ved at kvælstofdioxid (NO2) reagerer på fugtige overflader af fx partikler i ude-miljøet eller på vægge og møbler i inde-miljøet. Denne type reaktioner kalder man også for heterogene reaktioner, da de kun finder sted på netop de fugtige overflader og ikke i luften i øvrigt. Der er ingen betydende kilder til direkte udledning af salpetersyrling, som derfor alene dannes ved kemiske reaktioner i atmosfæren.

Høje koncentrationer i sydeuropæiske boliger

Salpetersyrling kan således dannes i betydelige koncentrationer ikke bare udendørs, men også i inde-miljøet. Studier i Italien har påvist høje koncentrationer af salpetersyrling (på ppbv-niveau) indendørs i lejligheder i Rom i dagtimerne på dage med høj luftfugtighed i sommerhalvåret.

Koncentrationer i udemiljøet

Grøn frø i Lille Hareskov 27 maj 2023

Salpetersyrling hører til kvælstofoxiderne og kan hurtigt afsættes på alle overflader. Dermed kan salpetersyrling bidrage til kvælstofbelastning af følsomme naturområder og påvirke biodiversiteten negativt. Billedet viser en Grøn frø i en sø i Lille Hareskov i parringssæsonen 2023.

Grøn frø i Lille Hareskov 27 maj 2023

I den rene atmosfære langt fra antropogene kilder vil koncentrationen af salpetersyrling være tæt på nul, hvorimod den kan forekomme i koncentrationer op til nogle hundrede pptv eller tilmed få ppbv i den forurenede atmosfære. Salpetersyrling spaltes af sollys (ved lys med bølgelængde under 400 nanometer).

Helbredseffekter

Salpetersyrling er en lokalt irriterende forbindelse for slimhinderne i bl.a. øjne og åndedrætssystemet. De lave koncentrationer i atmosfæren betyder dog, at salpetersyrling normalt ikke regnes for at have væsentlige helbredseffekter i befolkningen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig