Der er stor forskel på koncentrationen af forurening og udledningen af forurening. Sammenblanding af de to begreber kan derfor føre til væsentlige misforståelser, og det er misforståelser, som man indimellem møder i den offentlige debat. Hvor koncentrationen er den forurening, som er i luften, så er udledningen den mængde, som tilføres luften.

Den lokale udledning af forurening dominerer ikke nødvendigvis koncentrationen af forurening på et givet sted. Det skyldes, at forurening kan tilføres fra kilder uden for nærområdet; i nogle tilfælde kan der tilmed være tale om transport af forurening over meget store afstande, fx over 1.000 km (se også artiklerne om by-land, lokal og langtransport, samt meteorologi, spredning og transport).

Eksempel fra debatten omkring brænderøg

I den offentlige debat kan man møde udsagn som: ”Brænderøg udgør op mod 80 % af dansk partikelforurening.” Udsagnet er korrekt, men det fører til tider til misforståelser. Disse misforståelser skyldes, at udledning og koncentration er to meget forskellige ting.

I mange lande, bl.a. i Danmark, er afbrænding af træ i hovedsagelig private husholdninger den største kilde til udledninger af fine partikler. Det betyder imidlertid ikke, at disse udledninger giver det største bidrag til koncentrationen af fine partikler i luften. I et område med mange brændeovne kan 10-15 % af koncentrationen af fine partikler i by-baggrundsluften skyldes lokale udledninger fra afbrænding af træ, mens det største bidrag til fine partikler i luften i reglen kommer fra langtransporteret forurening.

Langtransporteret forurening udgør generelt det største bidrag til koncentrationen af fine partikler ud over hele landet, uanset om man befinder sig i landområder med regional baggrund, i byområdet i by-baggrund eller nede i den trafikerede gade.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig