Dinitrogenpentoxid (N2O5) er en luftforurenende gas, som hører til kvælstofoxiderne. Den er især en vigtig reservoirkomponent for nitratradikalet om natten i den forurenede atmosfære tæt ved forbrændingskilder; det kunne fx være i et byområde med lave kilder som trafik, lokal boligopvarmning og lave industri- og kraftværksskorstene.

Dinitrogenpentoxid er lokalt irriterende for slimhinder i fx øjne og åndedrætssystemet. Koncentrationen af dinitrogenpentoxid er dog normalt så lille, at de helbredsmæssige effekter i befolkningen er uden eller af meget lille betydning.

Koncentration i atmosfæren

Dinitrogenpentoxid forekommer i koncentrationer af få pptv (parts per trillion by volume/andele per trillion (1018) voluminer) i ren atmosfære langt fra kilder, og op til 50-100 pptv i forurenet atmosfære som i et bymiljø om natten. Forbindelsen er stort set ikke forekommende i dagtimerne. Ved stor fugtighed optages dinitrogenpentoxid hurtigt på våde overflader, hvorfra den ikke frigives igen.

I den nederste del af atmosfæren (troposfæren) er der typisk ca. 2,5 x 1019 molekyler per kubikcentimeter. Det betyder, at en koncentration på 1 pptv svarer til ca. 1,25 milliarder molekyler per kubikcentimeter.

Dannelse i atmosfæren

Dinitrogenpentoxid
Dinitrogenpentoxid (N2O5)er en vigtig reservoirkomponent for nitratradikalet (NO3) i natkemien. 1. Det dannes ved en reaktion mellem kvælstofdioxid (NO2) og nitratradikal (NO3). 2. Det kan gå i stykker ved stigende temperatur, og (3) det kan reagere på våde overflader og danne salpetersyre (HNO3).
Dinitrogenpentoxid
Af .
Licens: CC BY NC ND 4.0

Dinitrogenpentoxid dannes i den nederste del af atmosfæren (troposfæren) i nattetimerne ved reaktionen mellem nitratradikal (NO3) og kvælstofdioxid (NO2). Der er ikke nogen direkte kilder til udledning af dinitrogenpentoxid, så denne kemiske reaktion er eneste kilde til forbindelsen i atmosfæren.

Fjernelse fra atmosfæren

Både dinitrogenpentoxid og nitratradikalet spaltes hurtigt af sollys, og de to forbindelser fjernes derfor snart fra atmosfæren i dagtimerne. Desuden fjernes dinitrogenpentoxid, som allerede nævnt, hurtigt ved optag på fugtige overflader, hvorfra den ikke frigives igen, men ender som nitrat (NO3-) eller nitratholdige forbindelser som ammoniumnitrat på partikelform.

Reservoirkomponent for nitratradikalet

Dinitrogenpentoxid fungerer som reservoirkomponent for nitratradikalet. Derved spiller dinitrogenpentoxid en rolle for nitratradikalets koncentration og levetid i den nederste del af atmosfæren.

Om natten indstiller der sig en form for ligevægt mellem dannelse og termisk spaltning af forbindelsen. Den termiske spaltning betyder, at komponenten går fra hinanden og gendanner nitratradikal og kvælstofdioxid. Denne tilnærmede ligevægt forskydes mod dinitrogenpentoxid ved lave temperaturer, mens komponenten har større tendens til at gå i stykker ved stigende temperaturer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig