Begrebet logos-appel stammer fra Aristoteles’ Retorik (ca. 330 f.v.t.) og skal forstås i sammenhæng med de to andre appelformer, patos og etos.
En logos-appel består i at appellere til tilhørernes evne til at ræsonnere. For Aristoteles er det selve kernen i retorikfaget, og han definerer den som et sidestykke til dialektikken, den filosofiske argumentationsteknik.
Hvor filosofisk logik handler om de bevisførelser, der er gyldige, uanset tid og sted, handler filosofiske drøftelser og retorisk argumentation om sandsynlige argumenter. Det gør det allermest i retorikken, hvor taleren må finde belæg eller præmisser for sine påstande i synspunkter, som er alment anerkendt af publikum, det være sig fakta eller værdier.
Det at appellere med logos vil i retorikken sige at give de belæg for sine påstande, som publikum kan acceptere. Dermed er det også givet, at appellerne ikke behøver at være gyldige i streng logisk forstand. En taler kan virke ’logisk’ uden at være det, fx ved at henvise til videnskabelige fakta, statistikker, opstille punktlister, bruge udelukkelsesmetoden etc.
Aristoteles skelner i sin Retorik mellem tre appelformer. Taleren kan argumentere ved:
Aristoteles understreger med de tre appelformer, at retorisk kommunikation inddrager hele mennesket, krop, følelser og intellekt.
Appelformerne er bevismidler, der hører til i inventio-fasen, den fase hvor taleren forbereder sine argumenter. Taleren må sætte sig ind i publikums værdier, forestillinger og følelser, for det gør det muligt for ham at få tilhørerne til at opfatte ham som troværdig.
Det græske ord logos har et stort spektrum af betydninger, fra sprog generelt til fornuft, sætning, ord og tale. For Aristoteles vil logos i reglen sige et argument, altså en påstand der begrundes. Taleren kan ikke give logisk gyldige beviser, for retorikken udspilles i skiftende sociale rum.
Hvor filosofien forholder sig til et sandhedsbegreb, forholder retorikken sig til det sandsynlige, de gængse opfattelser i offentligheden (doxa). Aristoteles definerer retorikfaget som kunsten at finde de mest overbevisende elementer i en given sag.
Alle tre appelformer er bevismidler, men logos-appellen retter sig primært imod det, som tilhørerne opfatter som fornuftigt. Der findes ikke en ’en sand løsning’ på et politisk problem, så taleren må altid argumentere for, at hun har den bedste løsning.
Dermed tager Aristoteles arven op fra sofisterne, heriblandt Protagoras, der ofte citeres for udsagnet: der er i enhver sag to modsatrettede argumenter.
Aristoteles systematiserer denne tankegang i sin udgave af retorikfaget, hvor den største opgave er at konstruere gode argumenter. Retorikken er et argumentationsfag, der både handler om at udnytte og analysere sprogets magt. Dermed rehabiliterede Aristoteles retorikken fra Platons kritik.
På samme måde må en forsvarer fremføre de bedste argumenter for sin klient og tage højde for, at anklageren vil finde argumenter for det modsatte synspunkt.
Aristoteles har ikke meget tilovers for de tidligere lærebøger i retorik, der mest handlede om juridisk retorik (det største marked for retorik gennem hele antikken), men som han fandt bestod af tilfældige tips og tricks. Taleren skal lære at argumentere systematisk, med eksempler (især den politiske tale), forstørrelse af gode/dårlige egenskaber (den epideiktiske tale) og i den juridiske tale med entymemer.
Alle tre argumentationstyper kan bruges i alle taler, men i den juridiske genre dominerer logos-appellen og dermed entymemet.
At argumentere entymemisk vil sige at fremføre en eller flere præmisser for en påstand. Aristoteles er ikke helt klar i sin definition, måske fordi hans Retorik er stykket sammen af forelæsningsnotater. Han betragter entymemet som et sidestykke til syllogismen, den tredelte slutningsform karakteristisk for logikken.
Aristoteles viede flere af sine værker om logik (som han kalder analytik) til den logiske slutningsform, syllogismen (ligesom entymemet formodentlig hans egen opfindelse). Den består af to præmisser, der korrekt stillet op fører til en gyldig konklusion. Han siger, at entymemet er det retoriske sidestykke, hvor der ikke nødvendigvis er to præmisser.
Senere retorikere som Cicero forstår entymemet som en slags forkortet syllogisme, en pædagogisk men forenklet udgave, som man stadig finder i mange lærebøger.
Aristoteles understreger, at taleren må argumentere ud fra publikums værdier og ideer om sandhed. Taleren kan hente sine præmisser fra bestemte steder, topoi, som erfaringen har vist er grundlaget for en virkningsfuld argumentation.
Dermed opfandt Aristoteles topikken, den systematiske metode til at finde argumenter. Topik er en meget vigtig del af den antikke argumentationsteori. Topos er græsk og betyder sted (topoi i flertal, steder).
Chaïm Perelman måtte som ung retsfilosof (i 1940’erne) indse, at samtidig filosofi ikke kunne fremvise en teori om det at drage slutninger eller fælde domme på det sandsynliges grundlag. Den positivistiske videnskab umuliggjorde en teori om social argumentation og dermed en moralfilosofi, ifølge Perelman.
Hans projekt blev derfor at undersøge, om der findes en form for systematik i værdidomme, som gør det muligt for os at ræsonnere rationelt om godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt.Sammen med litteraten Lucie Olbrecht-Tyteca undersøgte han offentlig argumentation i aviser, taler og litteratur.
De genopdagede Aristoteles’ skrifter om retorik, logik og dialektik (Retorik og Topik) og opdagede, at den i 1930’erne foragtede retorik faktisk bød på en teori om praktisk argumentation og mange erfaringsbaserede observationer om argumentation. Deres opdatering af den aristoteliske retorik og dialektik blev grundlaget for deres nyretorik, der udkom i 1958, Théorie de l’argumentation. La nouvelle rhétorique (engelsk: The New Rhetoric. A treatise on Argumentation, 1969).
Olbrecht-Tyteca og Perelmans grundantagelse er, at al argumentation er kontekstafhængig og baserer sig på værdier, antagelser og fakta. Fakta kan imidlertid forandres, for de er i det offentlige rum sociale konstruktioner, som der hurtigt kan opstå strid om. Derfor er taleren nødt til at gå ud fra en forestilling om publikums værdier; hvis man ikke kender dem eller er imod dem, må man skabe tilslutning til nye værdier.
Den talende kan, for at skabe et fælles udgangspunkt for sin argumentation, bygge sin argumentation op på enten fakta, sandheder eller generelt accepterede antagelser, eller på værdier, hierarkier og de fællessteder (topoi, loci) angående det, der bør foretrækkes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.