Kong Frederik har ofte vist tårer ved højtidelige lejligheder, som da hans hustru holdt tale til ham i anledning af hans 50-års fødselsdag. Det gjaldt også, da han blev indsat som konge den 14. januar 2024. Tårer opfattes som et bevis på, at en taler virkelig har rørt sine modtagere. En taler kan dog også fremkalde patos ved næsten underspillede virkemidler, som Dronning Margrethe i sin nytårstale 2023, hvor hun med enkle ord annoncerede sin overraskende afgang som regent: selv en meget neddæmpet stil kan fremkalde store følelser. Læs her den proklamationstale, kronprins Frederik holdt efter dronning Margrethe 2. abdikation.
Patos er et retorisk virkemiddel. Når en taler forsøger at nå sine tilhørere ved at tale til deres følelser, bruger hun en patos-appel.
At tale til modtagerens følelser er en effektiv måde at fange deres opmærksomhed og få dem til at forstå og acceptere et budskab, så de i sidste ende handler, som afsenderen ønsker.
Begrebet stammer fra retorikken. I daglig tale siger man fx at en tale, reklame eller tekst, der i overdreven grad spiller på følelser, er fulde af patos.
Begrebet patos stammer fra Aristoteles’ Retorik (ca. 330 f.v.t.) og hænger tæt sammen med de to andre appelformer, etos (talerens fremstilling af sig selv som troværdig) og logos (talerens måde at få sine argumenter til at fremstå som logiske).
I den antikke retorik er følelser og intellekt uadskillelige: en god tale spiller ofte på publikums følelser.
Den amerikanske forfatter Amanda Gorman reciterer sit digt The Hill We Climb ved indsættelse af Joe Biden som præsident den 20. januar 2021. Gormans lejlighedsdigt var epideiktisk og fungerede på samme måde som en festtale. Dermed passede den stærke patos i teksten og Gormans fremførelse til situationen. Hendes patos og stærkt billeddannende sprog citerede store amerikanske talere som Lincoln og Martin Luther King. At Gorman blev kritiseret for at være for følelsespræget, er typisk for moderne tids mistro til følelser og krav om ’rationalitet’ selv i situationer, hvor det ikke giver mening.
Aristoteles skelner i sin Retorik mellem tre genrer:
Taleren argumenterer ved at bruge gode argumenter (logos), fremstille sig selv så publikum opfatter ham som troværdig (etos) og, sidst men ikke mindst, ved at vække tilhørernes følelser (patos).
Patosappel kan bruges i alle tre genrer, men den er uomgængelig i den epideiktiske tale (som fx en festtale eller en officiel nytårstale).
Aristoteles understreger med tredelingen etos-logos-patos, at retorisk kommunikation inddrager hele mennesket, krop, sjæl, ånd, følelser og intellekt. Han understreger, at taleren kan bruge patos-appeller overalt i hele talen, men at det ofte er godt at bruge patos i slutningen.
Den unge klimaaktivist Greta Thunberg har effektivt brugt patosappeller for at mobilisere til kamp mod klimaændringer og mod en ældre generation af handlingslammede politikere. I en tale afholdt på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med Klimamarchen den 25. maj 2019 slutter Thunberg med at opfordre til, at de unge transformerer deres vrede til handling – og netop appeller til vrede virker særligt handlingsmobiliserende. Læs Greta Thunbergs fulde tale her.
Taleren kan med patos-appeller få sine tilhørere til at ændre indstilling og handle derefter. Et eksempel kunne være en politiker, der ikke blot får overbevist sine tilhørere om, at det er det rigtige at gå i krig, men også får dem til at melde sig under fanerne.
For Aristoteles er følelser og lidenskaber en del af menneskets bevidsthed og dermed mere end rent fysiske impulser (som begær, sult og tørst). I anden bog af Retorikken opstiller Aristoteles 16 følelser i kontrasterende par, hvor vrede og medlidenhed spiller hovedrollerne.
Patos er i første omgang ureflekterede følelser, der kan bringe behag eller smerte; vrede er fx en smerte forårsaget af noget, der opfattes som en personlig fornærmelse. Men patos er en baseret på en forestilling (phantasia), der kan ændres. Vrede kan omformes til mildhed, som Aristoteles definerer som fravær af vredens smerte, og det medfører en følelse af behag.
Joseph Goebbels stod for det nazistiske propgandaapparat der i løbet af få år formåede at ensrette officiel tysk sprogbrug efter nazistiske standarder. Hans mest berygtede tale var den, han holdt I Berlins Sportspalast 18. Februar 1943. Over for et nøje indstuderet publikum (der leverede klapsalver som instrueret) talte han længe og med heftige patos-appeller til tyskerne om at fortsætte krigen og indgød dem mod ved at tale om tyskernes uovervindelighed. Talen kulminerer med et tifoldigt retorisk spørgsmål til publikum (Vil I kæmpe mod englænerne, vil I den totale krig, vil I ofre alt?…) – hvilket det ekstatisk bekræfter. Selvom Goebbels var klar over at krigen reelt var tabt efter nederlaget ved Stalingrad kort forinden, opfordrede han kynisk tyskerne til at fortsætte krigen og dermed reelt ofre sig selv. Det er imidlertid ikke de kraftige patos-appeller, der gør talen til manipulerende propaganda, men hans bevidste løgne og den konsekvente syndebuksargumentation: det er jøderne, der alene er skyld i Tysklands ulykker.
Patos indgår som led i talerens argumentation, eftersom viden om publikums følelser giver taleren et forrådskammer af præmisser. For eksempel kan en politiker bruge vælgernes vrede over regeringens nye afgifter til at overbevise dem om, at de skal stemme på hende ved næste valg.
Følelser står ikke i modsætning til saglig argumentation: ligesom antagelser og overbevisninger kan de være fejlagtige eller usande, men de er det ikke qua følelser.
I moderne tid skelner man tit skarpt mellem saglige og emotionelle argumenter, hvor de sidste regnes for irrationelle, hvis ikke ligefrem manipulerende. Siden Sigmund Freuds psykoanalyse er det blevet en udbredt forestilling, at de fleste følelser bunder i det ubevidste, der er ukendt land for det bevidste jeg.
For Aristoteles er følelser derimod noget, taleren kan analysere, fordi følelser bygger på antagelser. Hvis man er vred, kan det skyldes, at man tror sig forbigået; hvis man bliver klar over, at det var forkert, vil vreden forsvinde. Selvom der findes irrationelle følelser, er de fleste kognitive, og mennesker skal lære at analysere dem for at blive bedre borgere og lykkeligere mennesker.
Et eksempel på patos i juridisk retorik er Rudolf Broby-Johansens forsvarstale for hans digtsamling BLOD, afholdt i Københavns Byret den 22. januar 1923. I tidens ekspressionistiske stil udmaler han de uhyrlige sociale forhold, som for ham retfærdiggjorte hans grænseoverskridende digte. Talen kan læses her.
Aristoteles analyserede de følelser, som forekom i det offentlige liv i hans samtid. De vigtigste følelser er smerte og behag. Han definerer behag som en pludselig og mærkbar bevægelse af sjælen, idet den vender tilbage til sin oprindelige tilstand, mens smerte er det modsatte (Retorik, 1.11).
Patos betegner både de følelser af behag eller smerte, der får mennesker til at opføre sig på bestemte måder (fx bryde loven), og talerens appeller til behag og smerte, der kan få tilhørerne til at ændre opfattelse (Retorik, 2.2-12).
Den taler eller dommer, der kan analysere forsvarerens og den anklagedes begrundelser for en handling begået i passion, kan gennemskue forestillingerne bagved. Det gør det muligt for dommeren at forklare, om disse holdninger er forkerte eller passende i den konkrete situation.
Aristoteles diskuterer altid følelserne i deres sociale sammenhæng og med mange eksempler på, hvordan og hvornår sådanne følelser opstår. Aristoteles’ teori om følelsers rationalitet hænger sammen med hans dydsetik: at dyderne, det vil sige de gode sociale og personlige kvaliteter, er noget, man skal øve sig i helt fra barnsben i hjemmet og skolen, og resten af livet.
Talerens brug af følelsesappeller foregår i en etisk ramme, bystatens normer, og dermed er der grænser for brugen af dem. Aristoteles er moderat idealistisk og tror på, at fællesskabets normer virker regulerende på talerens appeller til følelser.
Andre græske retorikere som sofisten Gorgias og Isokrates stolede ikke helt på den sociale selvregulering. Sofister som Gorgias synes ikke at have haft moralske skrupler ved at udnytte publikums følelser til det yderste, grænsende til manipulation, og det gav dem – og retorikken – et dårligt ry hos filosoffer som Platon. Den indflydelsesrige taler og pædagog, Isokrates, insisterede på, at taleren skulle have en grundig humanistisk uddannelse, så han ikke misbrugte sin magt.
Romeren Cicero delte Aristoteles’ syn på følelser som kognitive, men så hører lighederne op. Romersk retorik var gennemsyret af teatralske patosappeller (grædende børn, bloddryppende våben). Skønt Cicero gør nar af disse overdrevne effekter, er patos også noget teatralsk for ham; han sammenligner tit talere og skuespillere.
Hvis taleren skal bevæge sit publikum, så må han dog selv føle det samme, ikke bare være kynisk eller lade sig rive med egne ord.
Etos og patos begynder i senere retorik at flyde sammen, som hos Quintilian: taleren må arbejde på at fremstå troværdig, skabe sig en etos som en følsom mand, før han kan appellere til publikums følelser.
Kirkefaderen Augustin lægger stor vægt på patos-appeller, som han anser for nødvendige for at få folk til at forstå det kristne budskab og handle derefter. Hvis den kristne taler skal omvende hedninge eller frafaldne, skal han ryste dem fra yderst til inderst – kun sådan kan de ændre adfærd (”Om den kristne taler”; fjerde bog af De doctrina christiana).
Den kristne dogmatik udgør det moralske regelsæt, som den kristne taler må rette sig efter.
Cicero, og mange retorikere med ham, anser billedsproget, især metaforer, for at være eminente til at vække følelser. Moderne teorier om visuel kommunikation understøtter, at billeder, også de sproglige, virker direkte på modtagernes følelser. Dermed er talerens største udfordring at finde på gode metaforer.
Augustin understreger, at den kristne taler må anvende den høje stil for at ryste sine tilhørere (men også gerne sammen med det lave og det mellemste stilleje; eksemplet er Paulus’ varierede sprog).
I værker om retorik fra renæssancen og i barokken er det en bærende tankegang, at visse sproglige former og udtryk, troper og figurer, tonefald og rytme kan vække bestemte følelser. Som i antikken er der ikke en dikotomi mellem rationelt og irrationalt eller mellem subjektivt og objektivt.
Moderne filosoffer og retorikere siden Friedrich Nietzsche har arbejdet på at dekonstruere filosofiske dualismer som intellekt og følelse, objektivt og subjektivt. Det har dog ikke svækket dualismernes popularitet i den brede offentlighed. Journalister skelner stadig mellem rationel argumentation og følelsesmanipulation, mellem objektive og subjektive argumenter. Det fører til skæve vurderinger af taler, hvis patosappeller på forhånd dømmes som forkerte. Som allerede Aristoteles pointerede, er det er umuligt at kommunikere uden følelsesappeller: noget usandsynligt der virker sandsynligt, er mere overbevisende end den sandhed, der virker usandsynlig.
Modsætningen mellem rationelt og irrationel, fornuft og følelse, har været altdominerende, siden René Descartes og hans samtidige 1600-tals rationalister afviste retorikken som følelsesmanipulation og skinviden.
De opstillede i stedet filosofisk og naturvidenskabelig erkendelse som det enerådende videns-ideal. Immanuel Kant bandlyste retorikken, som for ham var følelsesmanipulation, mens fornuften burde være ren og upåvirket af lidenskaber.
Opgøret med denne scientisme var en vigtig bevæggrund for de moderne retorikere, der har aktualiseret den retoriske tradition i moderne teorier, fx Chaïm Perelman og Olbrechts-Tyteca (1958).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.