det retoriske pentagram

Det retoriske pentagram illustrerer, at der er mange samtidige elementer i en kommunikationssituation. At kommunikere kan ikke forsimples til en enkel afsender-modtager-model: en afsender, fx en taler, kan ikke uden videre sende sit budskab afsted mod sine tilhørere. Man kan ikke injicere et budskab i et andet menneskes hjerne, som antaget i den såkaldte kanyleteori. Der er mange ting, der skal gå op, før tilhørerne forstår en talers hensigt.

Det retoriske pentagram består af disse fem elementer:

• Taler: Taleren må analysere situationens behov, sine egne evner til og erfaring med at holde en bestemt slags tale.
• Emne: Taleren må vurdere emnets karakter og publikums indstilling til det.
• Tilhørere: Taleren må argumentere ud fra en vurdering af publikums indstilling til emnet, hende selv, situationen og deres sprogbrug.
• Sprog: Taleren må vælge en sprogbrug og et stilleje, der passer til publikum og situationen.
• Omstændigheder: De fysiske omgivelser og anledningen er med til at bestemme, hvad en taler kan sige, og hvilken genre der kan benyttes. Der er bestemte forventninger til en gravtale, en festtale, en politisk tale eller en kronik.

Den retoriske kommunikationsmodel optræder i mange danske lærebøger og online undervisningsmateriale, hvor de fem dele benævnes lidt forskelligt. Modellen optræder fx i retoriker og ph.d. Anne Katrine Lunds bog, Mundtlig formidling, fra 1997.

Selv om modellen ofte omtales som 'Ciceros pentagram', har Marcus Tullius Cicero aldrig beskrevet denne model. De antikke retorikere og forfattere tegnede ikke visuelle modeller. Ciceros betragtninger over ’det passende’, aptum, i tredje bog af værket Om taleren, De oratore (fra ca. 55.f.v.t.), har inspireret til pentagram-modellen. Pointen er, at en tale kun er passende til situationen, hvis alle fem dele løbende vurderes. Således siger Cicero i De oratore:

"Siden derfor alle aspekter af spørgsmålet om talens kunstneriske udformning er, om ikke fuldstændigt klarlagt, så dog i det mindste påpeget, så lad os nu se lidt nærmere på begrebet ’det behørige’ [aptum], dvs. spørgsmålet om hvad der passer bedst i en tale. Det er jo på forhånd klart, at der ikke findes én og kun én tale-stil [genus-orationis], som passer til enhver sag [causae] eller ethvert publikum [auditori], eller klæder enhver taler [personae] ved enhver lejlighed [tempori]."

(De oratore, 3. bog, 210-12; dansk oversættelse ved Thure Hastrup 1980; mine fremhævelser).

• retorik
• kommunikationsmodel
• Marcus Tullius Cicero