Kulilte er en gas, som dannes ved høj varme i forbindelse med ufuldstændig forbrænding. Det gælder især forbrænding af organiske forbindelser, som fx fossile brændsler.
Kaldes også kulmonooxid eller carbonmonooxid. Tidligere har kulilte desuden været almindeligt betegnet kulos, men denne betegnelse anvendes sjældent i dag.
Kulilte (CO) er en lugt- og farveløs, men samtidig giftig gas, som ved indånding optages hurtigt og effektivt (se også beskrivelsen af fysisk-kemiske egenskaber for kulilte). Det er stærkt sundhedsskadeligt at indånde kulilte, da gassen optages mere effektivt end ilt af blodets hæmoglobin (ca. 250 gange hurtigere). Kulilten optager pladser i blodets hæmoglobin, som dermed ikke kan optage ilt. Ved indånding kan gassen i værste fald medføre død som følge af iltmangel.
Koncentrationen af kulilte kan være høj i kulminder. Kulilteforgiftning forekom således ofte i kulminer, bl.a. fordi man tidligere anvendte levende lys til belysning i minerne.
Tidligere var det derfor almindeligt at anvende medbragte kanariefugle i bur som indikatorer på dårlig luftkvalitet. Hvis kanariefuglen i buret bevimede, var det et tegn på dårlig luftkvalitet – oftest forhøjede koncentrationer af kulilte – og så var det med at komme ud af minen. I dag medbringer man moderne måleudstyr, så man løbende kan følge med i luftkvaliteten i minen.
I efterkrigsårene og frem til 1980'erne har man målt høje koncentrationer (til tider over grænseværdien på 10 mg/m3) af kulilte i mange storbyer verden over. Det skyldtes hovedsagelig udledninger af kulilte fra trafikken, og også i stærkt trafikerede gader i Danmark har man relativt høje koncentrationer af kulilte i denne periode.
Selv i dag er benzindrevne køretøjer fortsat en kilde til kulilte i danske stærkt trafikerede gader, men forbedret motorteknologi og brugen af 3-vejskatalosatorer har reduceret udledningerne betydeligt siden 1990'erne. I katalysatorer i udstødningen fra bilmotorer omdannes kulilte til kuldioxid.
Andre kilder til kulilte er bl.a. tobaksrygning, men også forskellige former for afbrænding af brændsler kan udlede kulilte, hvis luftindtaget er for lille til at give fuldstændig forbrænding; det kan fx være trækulsgrill, brændeovne med utilstrækkeligt luftindtag mm.
Kulilteforgiftninger forekommer fortsat i forbindelse med selvmordsforsøg og ulykker, men kulilte udgør ikke længere et problem i forhold til luftkvaliteten i vores udemiljø. Netop på grund af risikoen for udledning af kulilte, skal en trækulsgrill ikke anvendes indendørs.
Den væsentligste fjernelse af kulilte fra atmosfæren sker i reaktion med hydroxylradikalet (se kemiske reaktioner). Denne reaktion er vigtig for kemien i den nederste del af atmosfæren (den del som betegnes troposfæren), hvor kulilte i kemiske reaktioner medvirker til dannelse af skadelig ozon, samtidig med at gassen oxideres til kuldioxid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.