kroning

Kroning. Christian 5.s salvning i Frederiksborg Slotskirke den 7. juni 1671, malet af Michael van Haven. Den højtidelige ceremoni, som var forordnet i Kongelovens art. 16, havde intet statsretligt indhold, idet Christian 5. ifølge samme lov automatisk blev ny enevoldskonge, da Frederik 3. udåndede, men salvningen tjente især til understregning af, at kongemagten var forbundet med Guds almagt. Maleriet findes i dag på Rosenborg.

.

Artikelstart

Kroning er en ceremoni, hvor en monark indvies til regent.

Kroningens elementer

Centrale elementer i kroningen er salvningen og kronens påsættelse. Salvningen har rod i jødisk skik og har altid været en rent kirkelig handling, der giver monarken religiøs indvielse til sit kald. Kroning kendes i Det Østromerske Rige i 400-tallet og har muligvis en verdslig oprindelse, men skikken kom til at betegne, at monarken har sin magt fra Gud, og den fulgte kristendommens indførelse i Europa. Afgørende blev Pippin 1.s kroning i 751 og Karl den Stores kroning til kejser, foretaget af paven i Rom i 800. Derefter bredte ceremonien sig og fik fast indhold, således at salvningen som regel gik forud for kronepåsættelsen, ligesom ritualet blev udvidet til også at omfatte overrækkelsen af andre regalier end kronen. Desuden afgav monarken ofte et højtideligt løfte, som han bekræftede ved edsaflæggelse.

Kroning i Det Tysk-romerske Rige

I middelalderen kronedes den tysk-romerske konge i Aachen, og da han tillige var italiensk konge, kronedes han undertiden også i Monza, Milano eller Pavia. Oprindelig forudsatte den tysk-romerske kejserværdighed en kroning af paven i Rom, men kravet bortfaldt med Reformationen, og fra 1558 foregik kroningen af kejseren i Frankfurt, hvor han også blev valgt, "kåret", af kurfyrsterne. Kejserkroningen bortfaldt med ophævelsen af Det Tysk-Romerske Kejserrige i 1806, idet den ikke blev videreført i det østrigske kejserdømme og heller ikke fandt anvendelse i det tyske kejserrige efter 1871.

Kroning i Frankrig, Rusland og England

De franske konger blev kronet i Reims, mens Napoleon 1. i 1804 henlagde sin kroning til katedralen Notre-Dame i Paris. Her var paven til stede og velsignede kronen, som Napoleon selv satte på sit hoved. Hans nevø, Napoleon 3., lod sig derimod ikke krone. De russiske kejsere blev kronet i Moskva, senest Nikolaj 2. i 1896. De engelske regenter er siden 1066 blevet kronet i Westminster Abbey, senest Elizabeth 2. i 1953. Storbritannien er i dag det eneste europæiske monarki, hvor kroning finder sted; lande som Tonga, Thailand, Bhutan og visse subnationale monarkier i bl.a Afrika og Malaysia findes det stadig.

Kroning i Norge

En tilsvarende udvikling ses i Norden. Den første kroning var Magnus 5. Erlingssons i Bergen 1163-64. Hans efterfølgere blev kronet dels i Bergen, dels i Trondheim og i Oslo, hvor den sidste kroning fandt sted i 1514. Af de svensk-norske unionskonger blev de fleste kronet i Trondheim ligesom Haakon 7. i 1907. Med Olav 5.s tronbestigelse 1957 blev kroningen erstattet med en velsignelse, idet kroningen af kongen, som oprindeligt var grundlovsbestemt, blev skrevet ud af grundloven i 1908, efter et flertal i Stortinget vedtog dette.

Kroning i Sverige

I Sverige nævnes Erik Knutsson som kronet konge 1210. Christoffer 3. af Bayern blev kronet til svensk konge i Uppsala Domkirke, men som regel foregik kroningerne, også af de øvrige skandinaviske unionskonger, i Stockholms storkyrka. I 1697, under den svenske enevælde, blev Karl 12. kun salvet, ikke kronet, hvilket antagelig var efter dansk forbillede. Den sidste svenske kroning var Oscar 2.s i 1873.

Kroning i Danmark

I Danmark var den første kroning Knud 6.s i Ringsted i 1170. Den foretrukne kroningskirke var Lunds Domkirke; dog kronedes Erik 5. Klipping i Viborg, Christoffer 2. i Vordingborg, Erik 7. af Pommern i Kalmar og Christoffer 3. af Bayern i Ribe. Hverken Valdemar 4. Atterdag eller Oluf 2. lod sig krone.

Med oldenborgernes tronbestigelse i 1448 blev kroningen flyttet til Vor Frue Kirke i København. Den blev normalt foretaget af Sjællands biskop og tiltog med tiden i pragt. Fra og med Hans' kroning i 1481 deltog rigsråderne i kronepåsættelsen, hvilket symboliserede adelens ret til at vælge kongen, der ofte tillige aflagde ed på håndfæstningen.

Adelens fremtrædende rolle fik enevælden til at afskaffe kroningen, men beholde salvningen som en rent kirkelig ceremoni, hvor kongen trådte ind i kirken iklædt regalierne, og hvor bispen oplæste Kongeloven. Som ramme valgtes Frederiksborg Slotskirke, hvor salvningerne fandt sted fra Christian 5.s i 1671 til Christian 8.s i 1840, idet Christian 7. dog benyttede Christiansborg Slotskirke. Salvningerne ophørte med Grundloven af 1849. Frederik 7. talte nogle gange om at ride til Slotskirken og lade sig krone, dette skete dog aldrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig