kejser

Den antikke romerske verden skabte prototypen på det europæiske kejserdømme. Romerrigets kraftige ekspansion fremtvang i århundrederne før Kristi fødsel en række alvorlige sociale, økonomiske og politiske problemer, som resulterede i en centralisering af magten i én person.

Gajus Julius Cæsar lod sig i 44 f.Kr. udråbe til diktator på livstid og gav dermed navn til den institution, som senere blev kaldt kejserdømme, dannet af tilnavnet Cæsar, som på latin oprindeligt blev udtalt [ˈkɑjsɑɾ].

Efter mordet på Cæsar blev det Augustus, som lagde grundelementerne til den nye styreform, og det er derfor også ham, som normalt regnes for den første romerske kejser. I perioden 27-23 f.Kr. grundfæstede han sin monarkiske stilling ved at sikre sig fuld kontrol med de romerske politiske institutioner og den romerske hær.

Augustus betragtede sig selv som konstitueret kejser i et i princippet republikansk, demokratisk system, hvor han var blevet valgt til alle poster på grund af personlige egenskaber. Denne akkumulation af beføjelser afspejles i kejserens titulatur, som fra og med Augustus blev imperator Cæsar Augustus med et vedføjet pontifex maximus, øverste leder af den romerske statsreligion, og med tribunicia potestas 'tribunmyndighed'. Romerne havde således intet egentligt navn til denne institution, men kaldte den af og til principatus med vægt på kejseren som leder af Senatet (princeps senatus).

Allerede med Augustus' efterfølger, Tiberius (14-37 e.Kr.), skete en markant ændring, da han lod sig tildele imperium på livstid og dermed fjernede illusionen om, at en romersk kejser i virkeligheden var en embedsmand, som i givet fald kunne afsættes. Dette førte til en mere og mere intensiv kamp om kejsermagten. Frem til slutningen af 100-t. skete overgangen med få undtagelser relativt gnidningsløst, først ved at en af kejserens sønner overtog magten (1. årh.), dernæst ved et adoptivkejsersystem (100-t.). Men især hæren blandede sig oftere og oftere i udråbelsen af nye kejsere, hvilket i 200-t. førte til kaotiske tilstande med op til flere kejsere på én gang, de såkaldte soldaterkejsere.

Diokletian reorganiserede i slutningen af 200-t. kejserdømmet, som efterhånden antog stærkt autokratiske, orientalske former, det såkaldte dominat (latin dominus 'herre', 'ejer'). Kejseren var nu hævet over loven, hans vilje havde lovkraft, og nogle kejsere opfattede sig selv som deus 'gud'; absolutismen var skabt. I den vestlige del af Romerriget brød denne styreform sammen i 476, da germanerhøvdingen Odoaker afsatte den sidste romerske kejser, Romulus Augustulus.

Se også kejserkult.

I Det Byzantinske Rige videreførtes det romerske kejserdømme helt frem til tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453, hvorefter den russiske zar efterhånden gjorde krav på kejserværdigheden (se også imperator).

I Vesteuropa genopstod kejserdømmet med Karl den Stores kejserkroning i Rom år 800. Med den tyske kong Otto 1. den Stores kejserkroning 962 fornyedes kejsertanken, og samtidig opstod Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. Som egentlig statsdannelse ophørte dette rige i 1200-t., men forestillingen om det romerske og kristne verdenskejserdømme levede fremdeles i det habsburgske kejserdømmes idéer om et kristent universalmonarki helt frem til rigets endelige opløsning i 1806. Fælles for de tysk-romerske kejsere var, at de valgtes af et kollegium af kurfyrster og kronedes af paven i Rom.

Andre herskere har af prestigemæssige grunde antaget kejsertitel. Det gælder således huset Bonaparte i Frankrig (1804-14, 1815, 1852-70), hvor Napoleon 1. med titlen "Franskmændenes kejser" ønskede at markere kejserværdigheden som udtryk for folkeviljen. Det gælder endvidere habsburgerne i Østrig (1804-1918), hohenzollerne i Tyskland (1871-1918) samt den britiske monark i egenskab af Indiens statsoverhoved 1876-1947. Også Brasilien, Mexico, Haiti og Den Centralafrikanske Republik har i kortere perioder været kejserdømmer.

De herskertitler, som i tidens løb har været i brug i Etiopien, Iran, Kina, Korea og Japan, oversættes ofte med ordet kejser.