Vigtige skrifter inden for de følgende års teoridannelser leveredes af bl.a. François d'Aubignac, Corneille og Nicolas Boileau. I centrum stod det ophøjet-heroiske drama, tragedien, hvis fremmeste repræsentanter blev Corneille og Jean Racine. Inden for komedien var hovednavnet Molière, som i praksis prioriterede den sceniske virkning over teorien. Dramaet skulle overholde de tre enheder: tidens, stedets og handlingens, i en logisk komprimering uden fortællemæssige svinkeærinder. Det skulle komponeres i fem akter fordelt på en præsenterende eksposition, en knude, hvor konflikten fremlægges, en krise, hvor den spidses til, et omslag og en opløsning af konflikten. Dertil kom anvisninger på antal scener pr. akt og antal personer pr. scene, bundet sammen i umærkelige, velmotiverede overgange og under iagttagelse af krav om sandsynlighed og velanstændighed.
Det var strukturens klarhed og udformningen i velklingende aleksandrinervers, der var skønhedskriteriet, og ikke virkelighedsgengivelse i senere tiders betydning. Tematisk var klassicismen fokuseret på en disciplinering af passionerne. I reglen var det antikke helte og herskere, der gennemlevede konflikterne på scenen; de fremstod i en storslået blanding af "romersk" og barokt udstyr med fjerbusk og allongeparyk. Genrerne var hierarkisk opdelt: øverst tragedien (og epos’et), herunder den høje komedie — på vers, men i samtidskostume — og allernederst farcen.
Mod 1600-tallets slutning udspandt sig en strid mellem les anciens og les modernes, i en tid hvor også regimet neddæmpede den antikke symbolik. Fra Frankrig bredte diskussionen sig ud over Europa.
Også i England var klassicismen i sidste tredjedel af 1600-tallet toneangivende med digteren John Dryden og restaurationsdramaet, især den saftige komedie (William Wycherley mfl.). I begyndelsen af 1700-t. stod versdigteren Alexander Pope og den satiriske prosaist Jonathan Swift for klassicismens normer, som på mange måder fortsatte gennem fornuftstiden. De blev endnu kraftigt hævdet af kritikeren Samuel Johnson omkring 1775.
Formkravene var længe toneangivende, selv hvor man ikke spejlede sig i antikkens storhed. For Ludvig Holberg, der gik ind for en borgerlig samtidsrealisme, var "reglerne" lig med fornuft og natur. Noget tilsvarende gjaldt reformatorer i bl.a. Tyskland og Italien.
Den tragiske genre fortsattes i Frankrig af bl.a. François Voltaire og ligger bag Johann Wolfgang Goethes Weimarklassik. Det heroiske drama i Danmark fik sit parodiske dødsstød med Peter Wessels Kierlighed uden Strømper (1773). Samtidig svor de gustavianske digtere i Sverige til klassicismen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.