institutionel økonomi

Thorstein Veblen betragtes som grundlægger af denne ikke klart afgrænsede teoriretning, mens selve begrebet institutionel økonomi blev dannet af den amerikanske juraprofessor Walton Hale Hamilton i 1919.

Institutionelle økonomer fremhæver, at samfundets økonomiske udvikling ikke kan forstås og beskrives uden en eksplicit inddragelse af bl.a. den sociale organisering og magtstrukturerne. Thorstein Veblens hovedværk, The Theory of the Leisure Class fra 1899, indeholder en væsentlig kritik af den daværende fremherskende neoklassiske teoris manglende inddragelse af bl.a. teknologien (produktionsstrukturen) og institutionerne (bl.a. ejendomsrettigheder, finansmarkeder og den politiske kultur) ved beskrivelsen af de eksisterende sociale og økonomiske uligheder.

Den traditionelle institutionelle økonomi betragtes ofte som en heterodoks økonomisk disciplin i modsætning til den økonomiske forsknings ortodokse hovedstrømning.

Senere er den såkaldte "nye institutionelle økonomi" vokset frem. Dette begreb blev dannet af Nobelpris-økonomen Oliver Williamson i 1975 og betegner en retning, der forsøger at udvide den traditionelle, ofte neoklassisk inspirerede mainstream-tankegang ved at inddrage institutionernes rolle.

Ronald Coases vægt på ejendomsrettigheder og transaktionsomkostninger til at forklare økonomiske fænomener er et eksempel herpå. Et andet eksempel er den moderne økonomiske vækstteoris undersøgelse af fænomener som retshåndhævelse og forskellige politiske systemers rolle for den økonomiske vækst. Retsøkonomi og adfærdsøkonomi er andre områder, der studerer forskellige institutioners betydning for den økonomiske adfærd.

Udover Coase og Williamson har Nobelprisvindere som Gunnar Myrdal, Douglass North og Elinor Ostrom beskæftiget sig med institutionelle økonomiske aspekter. Af andre betydningsfulde økonomer på området kan nævnes John Kenneth Galbraith og Daron Acemoglu.

• Thorstein Veblen
• institutionalisme
• ny-institutionalisme
• mainstreamøkonomi
• heterodoks økonomi