Heterodoks økonomi er fællesbetegnelsen for en række forskellige økonomiske tankegange, der hver især er alternativer til og i modsætning til den mainstreamøkonomiske videnskab, der forskes og undervises i på de fleste universiteter. De enkelte heterodokse økonomiske retninger har ikke nødvendigvis fælles karaktertræk udover deres opposition til de økonomiske hovedstrømninger og er ofte indbyrdes uenige.

Faktaboks

Etymologi

heterodoks kommer af de græske ord heteros 'anden, anderledes' og doxa 'mening', tilsammen 'anden mening', mens økonomi kommer af de græske ord oikos 'hus, husholdning, leveområde' og nomos 'lov, regel'. Heterodoks er modsætning til ortodoks, som betyder 'i overensstemmelse med traditionen'.

Begrebet heterodoks om synspunkter, der stod i modsætning til den dominerende tankegang, er blevet anvendt siden 1930’erne indenfor økonomi, og fra slutningen af 1900-tallet er heterodoks økonomi blevet almindeligt anvendt som kollektivt begreb for alternativerne til mainstreamøkonomi. I 1998 blev således grundlagt den internationale Association for Heterodox Economics.

Skillelinjen mellem mainstream- og heterodoks økonomi er ikke altid skarp. Evolutionær og institutionel økonomi, som undersøger udviklingen i den økonomiske adfærd og økonomiens institutioner ud fra evolutionære biologiske principper og udviklingen af sociale normer, kan således både beskrives som heterodokse tankegange og som del af mainstreamøkonomien. Ligeledes ændrer det mainstreamøkonomiske indhold sig over tid. Adfærdsøkonomien, der inspireret af den psykologiske forskning blandt andet sætter spørgsmålstegn ved, hvor rationelt økonomiske aktører opfører sig, blev oprindelig udviklet udenfor mainstream, men er efterhånden blevet integreret i standardøkonomiske tankegange.

Enkelte teorier

Blandt de heterodokse økonomiske teorier findes

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig