gopler

Goplearternes evne til at optræde i store antal (masseforekomster) hænger sammen med, at de kan formere sig både kønnet og ukønnet. De svømmende gopler formerer sig seksuelt; de er ofte meget frugtbare, og deres larver slår sig ned på bunden som polypper, der afsnører flere polypper. Senere vil mange små svømmende meduser blive afsnøret fra den enkelte polyp. Storgoplerne har en fastsiddende enkeltpolyp i deres livscyklus, mens smågoplerne oftest har en koloni med mange polypper. Ribbegoplerne, som ikke er nært beslægtede med de ægte gopler, har ikke et polypstadium, og de er hermafroditter med et meget stort potentiale for at formere sig, hvis der er føde nok.

Masseforekomst af gopler kan kædes sammen med overfiskning og eutrofiering. Goplernes antal holdes normalt i skak af sildefisk, der æder de små gopler og konkurrerer med de større gopler om føden (zooplankton). Overfiskning forskyder balancen, og mængden af gopler stiger, hvilket yderligere kan reducere mængden af fisk, når goplerne æder fiskenes æg og larver.

Hvis der desuden tilføres store mængder plantenæringsstoffer i form af kvælstof og fosfor, kan der forekomme masseopblomstringer af planktonalger, som kan give iltsvindsproblemer (bundvendinger), når de senere falder til bunds og forrådner under forbrug af ilt. I sådanne iltsvindsplagede havområder kan goplerne, men ikke fiskene, overleve. Goplerne kan nemlig i modsætning til fisk tåle lave iltkoncentrationer, og goplerne har ikke som fisk behov for at kunne se - de klarer sig fint i grønt og grumset vand.

Masseforekomst af gopler forekommer hyppigt i overfiskede områder som Sortehavet, Gulf of Alaska, Middelhavet og den Mexicanske Golf.

Det ser ud til, at mængden af gopler er forøget i mange havområder, typisk hvor der er sket overfiskning; mangel på langtidsobservationer gør det imidlertid vanskeligt at afgøre, om antallet af gopler i havet faktisk er i stigning. Den mest sikre indikation for hyppigere masseforekomst er et stigende antal rapporter om problemer skabt af gopler. I de seneste år har der været en markant stigning i hyppighed og omfang af problemer med alt for mange gopler i form af gople-brændte fiskere og badegæster, nedgang i fiskeriet forårsaget af konkurrerende gopler (som æder fiskenes æg og larver), tilstopning af kraftværkers kølevandsindtag, blokering af fisketrawl, ødelæggelse af fiskenet og drab af fisk i akvakulturanlæg.

Omkring 1970 begyndte dybvandsgoplen Periphylla periphylla at optræde i enkelte norske fjorde. Efterhånden øgedes antallet, og i dag dominerer den planktonet i flere fjorde i en sådan grad, at fiskeriet har lidt skade. Siden 1990'erne har der været masseforekomst af gopler langs de spanske og franske Middelhavskyster til skade for turismen. Det er uvist, om mængden af gopler varierer med klimaet, men hvis global opvarmning af havet er en væsentlig medvirkende årsag til de seneste års øgning i antal og udbredelse af gopler, står vi over for et vedvarende problem.

Man har en del eksempler på, at masseforekomst af gopler kan dræbe fisk. En meget markant hændelse forekom i efteråret 2007, hvor der blev registreret drab på 100.000 laks til en værdi af omkring 10 mio. kr. i skotske og irske havbrug. Det skyldtes en enorm forekomst af goplen Pelagia noctiluca, som umiddelbart ligner en brandmand. Goplen kan blive op til 30 cm i diameter, men masseforekomsten bestod af små (baby-) eksemplarer, der ikke er særligt iøjnefaldende. Den største sværm, man observerede, fandtes over et område på 26 km², og den var 10 m dyb. Pelagia noctiluca har stikkende og brændende nældeceller, som den almindelige røde brandmand, så fiskene blev dræbt ved skader på gællerne og efterfølgende kvælning. Arten er vidt udbredt i alle Jordens varme og tempererede have, som regel fjernt fra kysterne, så masseforekomsten i de irske og skotske farvande var usædvanlig.

Pelagia er ikke fundet i danske farvande (2010), men som følge af global opvarmning er der risiko for, at den i større antal transporteres ind i Nordsøen og videre til Skagerrak og Kattegat i de kommende år. En generel øgning i antallet af gopler på grund af eutrofiering og overfiskning kan medføre alvorlige negative effekter på fiskeriet. I eksempelvis Limfjorden kan goplerne æde æggene af de fiskearter (skrubbe, rødspætte, torsk), hvis æg findes i de frie vandmasser, således at sammensætningen af den oprindelige fiskebestand ændres og bestandens størrelse mindskes. Ikke alle fiskearter rammes dog lige hårdt. Det har betydning om det er standfisk (ålekvabbe, ulk, sortkutling) eller vandrefisk (torsk, ål, rødspætte), og om deres æg er fastsiddende ved bunden eller fritsvævende i vandet. Silden er en fritsvømmende (pelagisk) fisk, hvis æg synker ned på bunden og bliver fastsiddende, så sildens æg ædes ikke af gopler. Sildens larver kan i den første tid blive ædt; men senere, når sildelarverne er blevet større, byttes rollerne om, idet sildelarverne nu æder smågoplerne (mindre end 0,5 mm).

Pelagia noctiluca optræder nu i masseforekomster ved franske og spanske Middelhavsstrande og er til gene for turismen, dels på grund af mængden, dels fordi goplerne giver en mild, men generende forbrænding. Fra vore egne strande er det velkendt, at både den røde og den blå brandmand giver smertefulde forbrændinger.

Nogle af de rigtigt farlige gopler har dog endnu ikke vist sig i danske farvande. Længere sydpå langs Vesteuropas kyster kan man af og til efter en storm møde den portugisiske orlogsmand, rørgoplen Physalia, der ellers findes fjernt fra kysterne; den kan give meget alvorlige forbrændinger.

Japanske fiskere kan også blive alvorligt forbrændt af kæmpe-nomuragoplen, Nemopilema nomurai. I troperne er der mange gopler, som kan brænde; men de værste er uden sammenligning hvepsemeduserne (cubomeduserne), hvis forbrændinger er så alvorlige, at de hvert år forårsager flere dødsfald og talrige tilfælde med langvarige eftervirkninger. Den knytnævestore Chironex fleckeri har længe været kendt som en svøbe for visse australske badestrande. I de senere år er man blevet opmærksom på en endnu værre cubomeduse, den kun 2 cm store Carukia barnesi, også kaldet Irukandji-gople.

Mange gopler og ribbegopler har en parasit, som kaldes goplelus, der især lever af at æde kønsorganerne i værtsdyret. Det drejer sig om et lille krebsdyr i en afvigende undergruppe af tanglopper (amfipoder), Hyperia, der kan blive op til 2 cm lang med kraftig rund krop og store nyreformede øjne, som fylder næsten hele hovedet. Den kan findes svømmende på jagt efter en vært.