amfipoder

Amfipoder, Amphipoda, tanglopper, hører sammen med de øvrige rugeposekrebs (Peracarida) til storkrebsene (Malacostraca), se krebsdyr. Størrelsen varierer fra få mm til 34 cm (dybhavsform).

Faktaboks

etymologi:
Ordet amfipoder kommer af græsk amfi- og podes 'fødder'.

Amfipoder mangler et skjold. Hovedet bærer et par ustilkede, nyreformede øjne, to par følehorn og fire par munddele. Kroppen består af syv ringe, og nogle store sideplader ved grunden af benene giver dyrene en sammentrykt legemsform. De har forskellige slags ben (sml. navnet): Forrest to par gribeben, derpå to par ligeledes fremadrettede ben, der medvirker ved næringoptagelsen, og bagest tre par ben til at kravle med. De trådformede gæller sidder ved grunden af kropbenene på disses inderside; her er også de plader, der udgør hunnernes rugepose, fæstnet. Rugeposen beskytter æggene og de spæde unger. Bagkroppen har seks ringled og en haleplade; de tre forreste par ben er børstebærende svømmeben, de tre bageste par er stylteformede og bruges til spring. Ved grunden af to par kropben findes hos nogle amfipoder kirtler, hvis slim størkner til rør, der tjener som bolig.

Fossilt er amfipoder kun kendt tilbage til Sen Eocæn; den ældste er fra rav fundet i Danmark. Der er beskrevet 840 slægter og knap 6300 arter; heraf lever 82% i havet, 15% i ferskvand og 3% på land (strandbredder og skovbund i troperne). De godt 220 danske arter udgør mere end to femtedele af de hjemlige storkrebs. Den største artsrigdom af amfipoder findes i Bajkalsøen i Sibirien, hvis 240 arter udelukkende forekommer i denne sø.

I kraft af deres store reproduktionsevne og ofte enorme individantal spiller amfipoder en vigtig rolle i naturens husholdning. Lavtvandsarterne er altædende og tjener som føde for bl.a. ål og småtorsk. Mange af dybhavets repræsentanter er hurtigtsvømmende rovdyr og ådselædere.

De almindeligste af de egentlige tanglopper tilhører slægten Gammarus; de forekommer både i fersk- og saltvand og er 15-20 mm lange. Strandbreddens tanglopper, sandhopperne, orienterer sig efter solen for at kunne holde sig nær havet. Slikkrebsen er et af de talrigeste dyr i Vadehavet (op til 40.000 pr. m2). Under ebbe sidder den i sit lodrette, u-formede rør; under højvande samler den organiske smådele ved hjælp af de meget store følehorn. Goplelusene findes i øregoplen og den røde brandmand, hvis kønsorganer de lever af. Skeletkrebsenes krop er nåletynd, og bagkroppen er reduceret til en tap. Hvallusene er flade og kompakte og lever af hvalernes hud og spæk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig