Smågopler, hydromeduser, klasse af polypdyr, som tæller ca. 2600 arter; de fleste er marine, mens enkelte lever i ferskvand. Smågopler er som andre polypdyr radiærsymmetriske (ofte firestrålesymmetriske) og som regel mindre end 3 cm i diameter. De er rovdyr, som fanger deres bytte vha. særlige, lammende nældeceller.
smågopler
Livscyklus
De kønsmodne smågoplers æg danner en planulalarve, som udvikler sig til en fastsiddende polyp (hydroide), der ved knopskydning danner nye gopler (hydromeduser).
Hos nogle arter er polyppen eller den fritsvømmende gople reduceret væk i livscyklen. De oceaniske trachymeduser, herunder den i danske farvande almindelige fingerbølgople, Aglantha digitale, har således en direkte udvikling fra æg over planulalarve til gople. Langt almindeligere er det, at goplerne sidder på polyppen, blot reduceret til knopper (gonoforer), hvori æg- eller sædceller udvikles.
Pga. polyppernes og goplernes forskelligartede udseende var det først i midten af 1800-tallet, man blev klar over, at de tilhører samme dyregruppe, blot som forskellige stadier i en livscyklus. Manglende kendskab til en lang række arters livscyklus har gjort, at man indtil for nylig klassificerede hydroiderne og meduserne hver for sig i to forskellige systemer med hver sit sæt navne.
Hovedgrupper
I. Ferskvandsmeduserne, Limnomedusae, er en lille orden, hvis arter lever i både salt-, brak- og ferskvand. Ferskvandsarten Craspedacusta sowerbyi optræder sporadisk overalt i verden og er bl.a. fundet i Lyngby Sø ved København.
II. Arterne af ordenen Leptomedusae (Thecata) er alle marine. Hydroiderne danner kolonier, hvis stilke er dækket af et kitinagtigt rør, der fortsætter som en beskyttende kop om de enkelte polypper. Meduserne er urglasformede med radiære kanaler, som leder ud til en ringkanal langs skivens rand. Kønsorganerne (gonaderne) dannes langs radiærkanalerne. På klokkeranden mellem tentaklerne sidder ligevægtsorganer (statocyster) og lysfølsomme celler (ocelli).
På lavt vand i det nordatlantiske område danner klokkepolypperne, slægten Laomedea (Obelia), kolonier på muslingeskaller og tangplanter. Nogle arter har få mm store, frie meduser, mens andre har fastsiddende forplantningsindivider (gonoforer). Smågoplen Leuckartiara octona er velkendt fra Kattegat og lejlighedsvis ned i bælterne, særlig om efteråret. Mindre kendt er den store meduse Tima bairdii, hvis diameter er op til 6,5 cm, og som forekommer i Skagerrak og tilgrænsende Nordsø, hvorfra den af og til føres ind i Kattegat og bælterne. På større dybder kan de høje fjerpolypper, Plumularia, og den stærkt grenede sømos, Sertularia cupressina, danne tætte bevoksninger.
III. Ordenen Anthomedusae (Athecata) er overvejende marin med enkelte arter i ferskvand. Polypperne sidder frit, men stilken er oftest omgivet af et kitinagtigt rør. Deres størrelse varierer meget fra art til art; den største enkeltpolyp, Branchiocerianthus imperator fra Stillehavet, kan blive 2 m lang. Meduserne er klokkeformede og mangler ligevægtsorganer, og kønsorganerne dannes på mavevæggen. En almindelig art i danske farvande er køllepolyppen, Clava squamata, hvis 5-10 mm store, lyserøde, ugrenede kolonier sidder på skulpetang på lavt vand.Sarsia tubulosaoptræder ofte i store mængder om foråret.
De omkring 1 cm lange ferskvandspolypper Hydra sidder hver for sig på vandplanter m.m. Medusestadiet er helt bortreduceret, så kønsorganerne dannes direkte på polyppens kropsvæg.
Den oceaniske bidevindsejler, Velella, og den nærtbeslægtede Porpita udgør en egen familie af flydende hydroidekolonier, som af nogle forskere betragtes som enkeltindivider.
IV. Blæregoplerne, ordenen Siphonophora, er marine, fritsvømmende kolonier. Den bedst kendte blæregople er den portugisiske orlogsmand, Physalia physalis.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.