antiamerikanisme

Historisk kan antiamerikanisme føres tilbage til de britiske nordamerikanske koloniers oprør mod Storbritannien og deres etablering af en republik i årene 1775-1787. Afvisningen af monarkiet og indførelse af et styre baseret på demokratiske principper blev kritiseret af europæiske konservative intellektuelle.

Den politiske kritik blev ofte knyttet til en kritik af, at det amerikanske samfund var materialistisk. Kritikerne mente, at kvantitet blev sat over kvalitet, og at amerikansk kultur var åndløs, umoden og vulgær. Denne opfattelse hentede nye argumenter i takt med, at USA i anden halvdel af 1800-tallet blev industrialiseret og amerikansk industri udviklede nye metoder for masseproduktion. Nu blev USA forbundet med standardisering og konformisme (modsat mangfoldighed). Det gjaldt ifølge kritikerne ikke blot i produktionen, men også den blomstrende amerikanske populærkultur. Denne kritik blev især formuleret af europæiske intellektuelle, men fandtes også i Latinamerika.

Mens kritikken oprindelig blev formuleret af konservative, blev store dele af den efterhånden delt af venstreorienterede intellektuelle, der så USA som arketypen på et kapitalistisk samfund. Et bærende mønster i antiamerikanismen var frygten for, at ”amerikanske tilstande” ville brede sig til andre lande og føre til kulturel og politisk forfladigelse og til, at politiske, kulturelle og måske også økonomiske eliter ville miste deres magt. Antiamerikanismen vandt for alvor frem i Europa efter 1. verdenskrig, hvor amerikanske varer, produktionsmetoder og populærkultur vandt stadig mere terræn, og strømningen spillede en stor rolle for så forskellige politiske strømninger som kommunismen og nazismen.

USA’s centrale rolle som sejrherre i 2. verdenskrig og som centrum i den vestlige verden under den kolde krig forstærkede antiamerikanismen, især på venstrefløjen. For kommunistiske styrer og partier blev USA og den amerikanske samfundsform det vigtigste fjendebillede, men USA's stærke politiske, økonomiske og kulturelle magt skabte også grobund for antiamerikanisme i demokratiske lande i Vesteuropa. Kritikken af USA fulgte de spor, der allerede var blevet tydelige før 2. verdenskrig, men de blev suppleret med en kritik af USA's globale rolle økonomisk, politisk og militært. Denne kritik var især knyttet til kritik af USA’s krig i Vietnam fra midten af 1960’erne.

Antiamerikanisme i denne betydning – hvad USA gør – vandt først frem i Latinamerika i kølvandet på amerikanske interventioner i Mexico og Cuba i slutningen af 1800-tallet, men blev mere markant efter 1945 – i kølvandet på amerikansk intervention i de politiske forhold i bl.a. Guatemala (1954), Den Dominikanske Republik (1965), Chile (1973) og Nicaragua (fra 1981). Efter 1945 blev denne form for antiamerikanisme efterhånden udbredt i store del af det globale syd, hvor fænomenet tit spillede en vigtig rolle for oppositionskræfter i lande, hvis (ofte ikke-demokratiske) styrer blev støttet af USA (som man også så det i de dele af den vesteuropæiske venstrefløj, der under Den kolde Krig var modstandere af deres landes medlemskab af NATO).

Antiamerikanismen har stået særlig stærkt i store dele af Mellemøsten, dels på grund af den stærke amerikanske støtte til Israel, dels på grund af amerikansk indblanding i regionens indre forhold – fx støtten til det iranske shahstyre frem til 1979 og invasionen i Irak i 2003.

En fundamentalistisk antiamerikanisme, der rettede sig både mod USA som samfundsmodel og USA som politisk-militær supermagt, var (og er) en central del af ideologien i kommunistiske regimer, især tydeligt frem til 1960'erne, og islamistiske stater som det iranske præstestyre fra 1979, men også islamistiske terrorbevægelser som al-Qaeda fra 1990’erne. Anti-amerikanismen har her ofte haft karakter af en mobiliseringsstrategi, der har sine rødder i lokale politiske modsætninger og derfor ikke nødvendigvis kun kan forklares med afstandtagen til, hvad USA er og gør.

• amerikanisering
• USA's historie