Faktaboks

Vilstrup Kirke
Sogn
Vilstrup Sogn
Provsti
Haderslev Domprovsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Haderslev Kommune
Vilstrup Kirke
Vilstrup Kirke. Tårnet mod vest er forholdsvis lavt, men var oprindeligt en del højere. I 1748 blev tårnet ifølge en beretning fra præsten nemlig gjort godt 12,5 meter lavere. Tårnet krones af et blytækt løgspir, som sikkert har erstattet et ældre spir ved afkortningen i 1748.

Vilstrup Kirke er en sognekirke beliggende ensomt på fladt terræn midt mellem byerne Nørre Vilstrup og Sønder Vilstrup. Kirkegården, som er udvidet i 1870 og 1914, er omgivet af et dige af kløvede kampesten. Mod vest findes en køreport med fodgængerlåger, og i nord, nordøst og sydvest er der fodgængerlåger. På kirkegården findes en kirkestald fra 1915, som erstattede en ældre, der var blevet revet ned i forbindelse med kirkegårdens udvidelse i 1870.

Kirkebygning

Kirken er en korskirke som består af et romansk skib, opført i granitkvadre udvendigt og rå kampesten indvendigt, men i øvrigt så kraftigt ombygget senere hen, at det oprindelige byggemateriale er svært at spore. Dertil består kirken af fire gotiske tilbygninger, nemlig en forlængelse af skibet mod øst, et tårn mod vest og de to korsarme mod nord og syd, og endelig findes et våbenhus vest for tårnet fra 1838. Tidligere fandtes et gotisk våbenhus syd for skibet, som blev nedrevet i 1838.

Fra den oprindelige romanske bygning er kun skibet bevaret. De oprindelige døre og vinduer kan på grund af de store, senere ombygninger ikke spores i murværket, men over sakristidøren er dog bevaret en romansk billedsten, der oprindeligt sad i skibets sydvæg. Den forestiller et skib med høje stavne og en kraftig styreåre på siden.

I begyndelsen af 1400-tallet blev kirken kraftigt ombygget, hvor skibet bl.a. fik sine nuværende hvælvede lofter. Samtidigt blev korsarmen mod syd tilbygget. Den er ligesom de andre gotiske tilbygninger af munkesten med genbrugte sten fra de nedrevne romanske dele.

Den nordre korsarm blev sandsynligvis opført kort efter den søndre i tilsvarende materialer. Mod nord har den oprindeligt haft et stort, spidsbuet vindue.

Omkring 1450-1500 blev det oprindelige romanske kor revet ned og erstattet af den gotiske østforlængelse. Udvendigt er gavlen udsmykket med syv høje blændinger og to cirkelblændinger samt et blændingsbånd under disse. Der ses også de tilmurede rester af et oprindeligt vindue mod øst.

Cirka samtidigt med forlængelsen blev der opført et sakristi nord for forlængelsen. Det er også udsmykket med en båndblænding, hvorover er fire blændinger. Indvendigt ses der mod nord en kamin.

Tårnet mod vest er forholdsvis lavt, men var oprindeligt en del højere. I 1748 blev tårnet ifølge en beretning fra præsten nemlig gjort godt 12,5 meter lavere, og i 1717 blev det ligefrem beskrevet, at tårnet oprindeligt havde været 100 alen højt, altså knap 63 meter. Dette er nok overdrevet, men tårnet er ganske sikkert gjort kortere. Syd for tårnet findes et trappehus som forbinder stueetagen med det første stokværk. Tårnrummets hvælv stammer ret usædvanligt ikke fra opførelsen, men fra en restaurering i 1939-1940. Tårnet krones af et blytækt løgspir, som sikkert har erstattet et ældre spir ved afkortningen i 1748.

Våbenhuset vest for tårnet er opført i 1838 af en snedkermester fra Haderslev. Det er opført af genbrugt materiale fra det gamle gotiske våbenhus syd for skibet. Det havde oprindeligt døre mod nord og syd, men disse er i dag tilmurede således indgang sker i vest.

Kirkens tagværk over korsarmene, østforlængelsen og sakristiet stammer sandsynligvis fra deres opførelse, mens spiret tømmer synes genanvendt fra det gamle spir.

Indvendigt står kirken i dag hvidkalket med hvælvede lofter overalt. Der er ingen kalkmalerier i kirken.

Inventar og gravminder

Kirkens inventar er præget af en hovedrestaurering i 1939-1940, hvor altertavlen og orgelet, som var bygget sammen i empirestil og stod i kirkens østende, blev skilt ad, og de gamle stolestader blev erstattet af nye.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske granitdøbefont. Den svarer til fonten i Bjerning Kirke og er udsmykket med buefelter med enkel plantedekoration.

På nordre korsarms østvæg hænger kirkens korbuekrucifiks, som er fra slutningen af 1400-tallet. Det stammer muligvis fra samme værksted som krucifikset i Egen Kirke på Als.

Kirkens prædikestol er fra 1688 og er skåret af billedskæreren Hans Nielsen Bang i Middelfart. Den er opbygget af fem fag og et opgangsfag og er dekoreret med relieffer af frelseren, evangelisterne og Sankt Andreas, som måske oprindeligt var kirkens værnehelgen. Stolen er overvejende sort og mørkt træfarvet, men med forgyldte detaljer og hvide figurer. Over stolen hænger en tilsvarende himmel.

Altertavlen er skåret som efterligning af barokstil i 1939-1940 af arbejdsløse billedskærere i København. Den er udsmykket med fire evangelister, Kristus med sejrsfanen og søjler. Dertil bærer den fem malerier, som stammer fra den ældre alteropbygning, som var indsat i orgelet. Billederne er sandsynligvis fra 1803 og forestiller en korsfæstelsesscene, opstandelsen, dåben, nadveren og Getsemane. Alterbordet stammer også fra istandsættelsen 1939-1940.

I kirken findes en del gravminder, herunder tre mindetavler fra perioden 1647-1713 samt en gravsten fra 1748. Udenfor kirken findes en gravsten fra 1647, en stele i empirestil mellem sakristiet og den nordre korsarm fra 1816, samt en mindesten fra 1923 over sognets 24 faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig