Faktaboks

Vester Egesborg Kirke
Sogn
Vester Egesborg Sogn
Provsti
Næstved Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Næstved Kommune

Vester Egesborg Kirke er en sognekirke, der ligger nordligt i landsbyen omtrent ti kilometer syd for Næstved.

Kirkegården

Kirkegården har angiveligt bevaret sine gamle grænser, men muren omkring den er fra 1861. Den har hovedindgang fra øst.

Kirkebygningen

Kirken består af et senromansk skib, som er opført i munkesten. I sengotisk tid er der bygget et sakristi og et tårn, og i anden halvdel af 1700-tallet er koret bygget helt om. Kirken står i dag rødkalket med hvide detaljer samt røde tegltage.

Skibet

I skibet har der oprindelig været en dør mod syd og en mod nord. Begge døre er muret til og kan spores i murværket. Der er ikke bevaret nogle levn af de romanske vinduer. Skibets gavl er muret om og har en glat kam med en tinde på toppen. Skibet har på ydersiden støttepiller, hvis alder er vanskelig at afgøre.

Sakristiet

Sakristiet stammer fra tiden efter år 1500. Det har under taget en gesims med bloktænder. Den har på taggavlen gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og et særpræget, retkantet blændingssystem med udsmykkende murnicher.

Tårnet

Tårnrummet tjener nu som våbenhus med adgang gennem en senere indsat vestdør i et spidsbuet dørhul. Under taget er der på tre sider tvillinge-glamhuller til klokkernes lyd. De blankmurede taggavle med synlige sten er muret om i midten af 1800-tallet.

Koret

Koret er oprindeligt fra den senromanske periode, men det er så stærkt ombygget, at der næppe er levnet mere af det oprindelige murværk end grundsten. På dets gavl står der i murankre ’1780’, som angiveligt betegner årstallet for korets ommuring med små mursten. ’1854’ angiver en hovedistandsættelse, hvor kirken fik de spidsbuede støbejernsvinduer og indgangen flyttet til tårnet

Det indre

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter. Skibets hvælv er begge sengotiske, men de er ikke helt ens. Tårnets hvælv er fra dets opførelse. Mellem koret og skibet er der en sikkert oprindelig, spidsbuet korbue.

Skibet har et smukt sengotisk tagværk.

Inventar

I Vester Egesborg Kirke er de større inventarstykker fortrinsvis fra barokken.

Prædikestolen

Prædikestolen fra 1632 er således bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Den er udført af Abel Schrøder. I fagenes rigt ornamenterede arkader er der figurer af Sankt Mikael og dragen, Kristus og de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, der forestiller tro, håb, kærlighed, retfærdighed, klogskab og styrke. Klogskaben har et janushoved med ansigt i nakken, og på skaftet ses den kloge fugl, tranen, med kugle i kloen.

Alteret

Altertavlen fra 1650-1660 er også et snitværk af Abel Schrøder. Kompositionen ligner Vejlø-tavlen. I bunden er der en scene af fodvaskningen, som er flankeret af statuetter af Sankt Peter og Paul. I storstykket er der et nadverrelief, hvor bordets kortside er vendt fremad, så det og figurerne har et helt andet perspektiv end det omgivende rum. I forgrunden ses foruden judasdjævelen en hund, som gnaver i et kødben. Sidefelterne, der flankeres af hermer og evangelister, indeholder relieffer af hyrdernes tilbedelse, Kristi dåb, bønnen i Gethsemane og korsdragningen. I storvingerne står Moses og Johannes Døberen. I toppen ses en krucifiksgruppe, og øverst ses den opstandne frelser.

Døbefonten

Døbefonten fra 1670’erne er af smedejern, og den er flyttet til kirken fra Gavnø. To af dens jernbånd danner halvkugler, som forenes ved et skaft med fremspringende blomster. På den brede ring under overkanten er fæstet fire skjolde.

Bænkene

Kirkens bænke blev bygget om i 1857, men de har gavle fra omkring år 1625. De har toskanske pilastre, dvs. halvsøjler, og brede frisefelter under trekantede topstykker.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig