Vejlø Kirke

I den romanske kirke fra ca. 1250-1300 har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. De er begge muret til, men kan ses i murværket. Ingen af skibets vinduer kan længere spores, men i koret har der været et vindue mod nord og mod øst er der en gruppe af tre tætsiddende, spidsbuede vinduer, der er blændet. I skibets vestlige gavl er der en indbygget trappe til den øvre etage.

Tårnets nedre rum tjener som våbenhus, som efter 1850 har fået en meget stor dør mod vest. I rummet har der været et spidsbuet vindue mod syd. Under taget er der tvillinge-glamhuller til klokkernes lyd, og taggavlene har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher. Den vestlige kan dog være muret om.

Denne tilbygning er fra starten af 1500-tallet. Den har bevaret sine gotiske dekorationer i gavltrekanten med de varierede blændinger.

i 1870-1872 blev kirken istandsat, og den har herefter stået med rensede og nyfugede murflader, pudsede blændingsfelter og teglhængte tage. Der blev desuden indsat spidsbuede vinduer, ligesom gesimserne blev ommuret.

I det indre står kirken hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter. Koret har angiveligt hvælv fra dets opførelse i anden halvdel af 1200-tallet, mens skibet fik hvælv omkring år 1500. Tårnet og sakristiet har begge hvælv fra deres respektive opførelse.

Mellem skibet og koret er der en spids korbue, som muligvis er oprindelig, men den spidse tårnbue er muret om.

I Vejlø Kirke hænger der på korets nordvæg en sengotisk altertavle, der har Sankt Andreas som sin centrale figur omgivet af fire scener fra hans liv, legende og martyrium. Den er særdeles bevaringsværdig på grund af sin kunstneriske kvalitet, både når det gælder billedskærerarbejdet og bemalingen, som er forholdsvis velbevaret.

Bemalingen viser, hvordan altertavlen har fremstået i middelalderen. I Danmark har vi kun få altertavler, hvor apostlen Andreas er den centrale figur. I de mindre felter ses blandt andet korsfæstelsesscenen og Andreas, der advarer en biskop mod djævlen i en smuk kvindekrop.

Prædikestolen menes at være fra 1668 og er udført af Abel Schrøder. I de fire fags felter har der oprindelig været reliefskårne adelsvåben, men de er skåret bort og erstattet med evangelistfigurer, som er udført senere og er af en mindre god kunstnerisk kvalitet. Bevaret er den oprindelige ornamentik og hjørnernes hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, der forestiller tro, håb, kærlighed, retfærdighed og klogskab. Stolens fantasifulde bærefigur er en allusion til trolleslægtens våbenmærke, som er formet som et kvindeligt uhyre med dyrefjæs og kohale.

Kirkens bænke er også fra 1668. Herskabsstolene østligst i rækkerne er sikkert udført af Abel Schrøder, og de har dekorationer i bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter samt topstykker med våbenskjolde.

Altertavlen fra 1669 er ligeledes et snitværk af Abel Schrøder. Årstallet er indskåret i bundgesimsens ornamentik. I fodstykket ses fodvaskningen, og i storfeltet nadveren. Her har billedskæreren mod sædvane prøvet at afbilde en del af apostlene som liggende til bords. I de etagedelte sidefelter, hvis hermer forestiller evangelisterne, findes relieffer af hyrdernes tilbedelse, Kristi dåb, bønnen i Gethsemane og korsdragningen. Foran topstykkets arkadefelt står der en krucifiksgruppe og som topfigur den opstandne frelser.