Faktaboks

Utterslev Kirke
Sogn
Utterslev-Herredskirke-Løjtofte Sogn
Provsti
Lolland Vestre Provsti
Stift
Lolland-Falsters Stift
Kommune
Lolland Kommune
Utterslev Kirke
Utterslev Kirke er fra romansk tid og består af apsis, kor og skib. Senere er våbenhuset og tårnet bygget til.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Utterslev Kirke er en kirke i Utterslev i det nordvestlige Lolland. Den ligger midt i Utterslevs ret spredte bebyggelse.

Kirkegården

Kirkegården er udvidet senest i 1920. Den er omgivet af et jerngitter på alle sider. Hovedindgangen med kørelåger er i syd.

Kirkebygningen

Kirken består af en romansk apsis, kor og skib. I den gotiske periode er et våbenhus og et tårn bygget til. Hele kirkebygningen er opført i munkesten.

Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage og rundbuede, småsprossede vinduer i empire-stilen fra 1857.

Af den ældste, romanske kirke står stadig apsissen, koret og skibet. I apsis er der tre tilmurede romanske vinduer. Koret har en stor, rundbuet præstedør og to rundbuede vinduer, der bryder den ældre frise øverst på murfladen. I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Den søndre er stadig i brug, mens den nordre er muret til. Skibet har to empirevinduer i hver langmur. Korets taggavl er flad og uden dekorationer, mens skibets gavl har et savskifte, hvor murstenene har hjørnet ud, og en mindre skulptur.

Våbenhuset er opført i den sene middelalder. Dets taggavl har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher.

Tårnet er fra sengotisk tid, og det er lidt bredere end skibet. Det har på vestsiden oprindelige hjørnepiller og et stort, spidsbuet vindueshul.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det pudsede bræddeloft. I apsissen er der halvkuppelhvælv. Mellem koret og skibet er der en bred korbue, mens tårnrummet åbner sig mod skibet med en spidsbuet tårnbue, som måske er udvidet og forhøjet. Tårnets krydshvælv er oprindeligt.

Inventar

Af kirkens middelalderlige inventar er døbefonten bevaret. Den romanske døbefont er af granit. Den har et sydtysk dåbsfad fra omkring år 1575.

Altertavlen er fra højrenæssancen. Den har året 1618 påmalet. Tavlen har en arkitektonisk opbygning, som foroven prydes af hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler. Nedenunder flankerer to par joniske søjler et maleri af opstandelsen, som er signeret Anton Dorph, 1883.

Prædikestolen er af den såkaldte lektorietype. Den er fra første årti af 1600-tallet. Stolen er antagelig udført i Abel Schrøder den Ældres (1583-1602) værksted. Som prædikestolen i Vindeby Kirke har den fire figurer af evangelister i de store felter. På hjørnerne står der hermer. Træværket står i dag afrenset.

Herskabsstolene på hver side af midtergangen er udført i bruskbarok stil med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. De har indskrevne adelsnavne, hvor der står ”De Ruder”, ”Paapenheim”, ”Gyllensterner” og ”Rosenkranser”.

Kirkens bænke er fra midten af 1800-tallet. De har glatte gavle.

Gravminder

På skibets nordvæg er et epitafium, dvs. mindesmærke, fra omkring år 1800.

I korets nordvæg er en gravsten fra år 1630. Den er over Niels Jensen Nykøbing. Øverst på stenen et opstandelsesrelief i arkade med sidevinger, der foroven ender i ørnehoveder. Det ene holder i næbbet to korslagte dødningeben, mens det andet holder to spader.

I korets sydvæg er en gravsten fra år 1632. Den er over sognepræst Troels Nielsen. Foroven er en cirkel med Frelseren, der velsigner jordkuglen. Under skriften er der en oval med et timeglas og et kranium. I hjørnerne er cirkler med skrivende evangelister.

Indmuret i korets nord- og sydvæg er gravsten fra henholdsvis 1683 og 1687.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig