Uffe Ellemann-Jensen

Uffe Ellemann-Jensen blev cand.polit. i 1969 og arbejdede fra 1967 som journalist, først ved Berlingske Aftenavis og fra 1970 som økonomisk-politisk medarbejder ved TV-Aktualitetsafdelingen. Fra 1975 til 1976 var han chefredaktør på dagbladet Børsen.

Uffe Ellemann-Jensen blev medlem af Folketinget for Venstre i 1977. Han arbejdede aktivt for regeringssamarbejdet mellem Venstre og Socialdemokratiet 1978-1979 og var sit partis politiske ordfører fra 1978 til 1982. Herefter blev Ellemann-Jensen overraskende udenrigsminister i Poul Schlüters første borgerlige koalitionsregering og forblev på denne post i de følgende tre regeringer frem til 1993.

Som stærk tilhænger af forsvarssamarbejdet i NATO og Danmarks deltagelse i EF/EU-samarbejdet blev Ellemann-Jensen med sin skarpe polemiske stil ofte en torn i øjet på oppositionen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, som i disse sager hyppigt udgjorde et såkaldt alternativt flertal. De væsentligste konflikter vedrørte NATO-politikken, og i en række tilfælde pålagde folketingsflertallet udenrigsministeren at fremføre danske forbehold over for alliancens taktik (den såkaldte fodnotepolitik).

Uenigheden om EU-politikken kulminerede ved folkeafstemningen i 1986, men efter valget i 1988, da De Radikale indgik i det borgerlige regeringssamarbejde, fik Ellemann-Jensen et større råderum for at føre en mere aktiv udenrigspolitik. Det var et alvorligt nederlag, da det ved folkeafstemningen i juni 1992 blev et nej til Maastrichttraktaten om EU-union. Edinburghafgørelsen i december samme år, som indebar fire danske undtagelser, sikrede dog et flertal ved folkeafstemningen i maj 1993.

Som udenrigsminister i en europæisk opbrudstid lagde Ellemann-Jensen grunden til en mere aktiv dansk udenrigspolitik, fx med bidrag til FN's fredsskabende aktioner, med påvirkning af udviklingen i EU og efter 1989 i forhold til de østeuropæiske lande. Ellemann-Jensen var officiel dansk kandidat til posten som NATO's generalsekretær i 1995, men opnåede ikke valg.

Under Ellemann-Jensens ledelse fuldbyrdedes Venstres udvikling fra et interesseparti for landbruget til et liberalt byparti. Hans profilerede og karismatiske stil, der til tider blev kritiseret for at være for kompromisløs, sikrede fra 1987 partiet en stigende vælgertilslutning, hvilket i 1998 var uhyre tæt på at udløse et regeringsskifte. Derefter valgte Ellemann-Jensen at lade sig afløse som Venstres formand af Anders Fogh Rasmussen.

I årene 1995-2000 var Uffe Ellemann-Jensen præsident for Det Europæiske Liberale Parti. Han var desuden medlem af bl.a. bestyrelsen for Royal Greenland 1993-2002, fra 1999 som formand, og næstformand i bestyrelsen for Foss A/S 1998-2006. I 2002 blev han udpeget til at være formand for bestyrelsen for det nyoprettede Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, en post, han beklædte frem til 2006. Han blev i 2011 af regeringen udnævnt til at være eksportambassadør for det indiske marked. Da regeringen Helle Thorning-Schmidt trådte til, blev ordningen nedlagt fra november samme år.

Uffe Ellemann-Jensen kommenterede udenrigspolitik i Berlingske Tidende, hvor han bl.a. markerede sin humanistiske grundholdning under krisen om Muhammed-tegningerne, og havde bestyrelsesposter i udenlandske organisationer og private selskaber.

Uffe Ellemann-Jensen skrev bl.a. erindringsbøgerne Din egen dag er kort (1996), Ude med snøren (2002) samt Fodfejl – Da Danmark svigtede under den kolde krig (2005) og Vejen jeg valgte (2007). Nu gik det lige så godt – Men så gik verden af lave (2010) er et indlæg i debatten om Danmarks placering i den internationale verden i en tid med udfordringer som terrorisme og finanskrise.

• fodnotepolitikken
• udenrigsministre i Danmark
• Venstre