Hamas-tilhængere brænder Dannebrog under en demonstration på Vestbredden 3.2.2006.
Muhammed-tegningerne var årsagen til en diplomatisk krise i Danmark i begyndelsen af 2006, forårsaget af 12 satiriske bladtegninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten havde bestilt hos 12 forskellige tegnere.
Anledningen var angiveligt, at flere unavngivne danske illustratorer ikke havde turdet risikere at tegne billeder af den muslimske profet Muhammed til en planlagt børnebog om islam. I islam hersker et forbud mod at afbilde Allah og hans profet, Muhammed.
Blandt debattens aktører var Ahmad Abu Laban, imam i Islamisk Trossamfund; han rejste gentagne gange kritik af såvel den danske regering som moderate muslimer. Omvendt blev Abu Laban beskyldt for at misinformere arabiske lande om den danske holdning til muslimer. Fotografiet er fra fredagsbønnen i København 3.2.2006.
De 12 karikaturer blev offentliggjort i Jyllands-Posten den 30. september 2005 i forbindelse med en artikel om ytringsfrihed og selvcensur, hvor det bl.a. blev fremhævet, at "Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen."
Tre af de 12 tegnere vendte i stedet satiren mod bl.a. Pia Kjærsgaard og Jyllands-Posten selv. Disse tre forsøg på at imødegå en satirisering af et religiøst mindretal og dets profet blev ignoreret i de senere organiserede og spontane kampagner i muslimske lande, ligesom man her ofte stødte på den misforståelse, at det var den samme person, der havde tegnet alle 12 karikaturer. De 12 tegninger blev på den måde fordømt under ét, vel nok også fordi det ikke var tilladt muslimske fundamentalister at beskæftige sig mere indgående med dem.
Muhammed-tegningerne. Regeringen blev under krisen kritiseret for sin håndtering af muslimske landes reaktion på de 12 bladtegninger. Her må udenrigsminister Per Stig Møller (K) (tv.) og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forklare sig til pressen i forbindelse med et møde i Udenrigspolitisk Nævn 14.2.2006.
I oktober 2005 anmodede ambassadørerne fra 11 muslimske lande om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen, idet de i et brev henledte opmærksomheden på, hvad de opfattede som en "igangværende smædekampagne i den danske offentlighed og i danske medier rettet imod islam og muslimer", heriblandt Morgenavisen Jyllands-Postens invitation til at tegne karikaturer af profeten Muhammed, og opfordrede statsministeren til at drage ophavsmændene til ansvar over for loven.
Statsministeren svarede med henvisning til den grundlovssikrede ytringsfrihed, at den danske regering ikke kan blande sig i, hvad dansk presse og danske medier offentliggør, og han mødtes ikke med ambassadørerne. Den Arabiske Liga kritiserede kort før nytår den danske regerings afvisning af at forholde sig til problemet.
Samtidig fandt demonstrationer sted i Pakistan imod tegningerne i Jyllands-Posten, og i løbet af januar 2006 voksede protesterne i udbredelse og intensitet. Saudi-Arabien og Libyen hjemkaldte deres ambassadører i Danmark, og danske varer blev boykottet først i Saudi-Arabien, siden i en lang række andre muslimske lande.
Der blev offentliggjort dødstrusler imod tegnerne eller tegneren i Danmark, hvis antal og identitet længe forblev uklar i den muslimske verden, selvom ingen af dem oprindeligt havde optrådt anonymt.
Først gradvis koncentrerede truslerne sig om tegneren Kurt Westergaard, selv om hans tegning af en mand med en antændt bombe i turbanen ifølge hans eget udsagn ikke forestillede Muhammed. I begyndelsen af februar blev de danske ambassader i Damaskus og Teheran samt det danske konsulat i Beirut sat i brand af vrede demonstranter.
Voldsomme demonstrationer i Afghanistan og i Pakistan imod tegningerne kostede de følgende dage i alt 16 mennesker livet; yderligere uroligheder i ugerne efter, bl.a. nedbrændingen af det italienske konsulat i Libyen og en kristen kirke i Nigeria, kostede også menneskeliv. Fra Algeriet i vest til Indonesien i øst blev Dannebrogsflag afbrændt samt flere andre vestlige landes flag – overalt med henvisning til karikaturtegningerne af profeten i den danske avis.
I begyndelsen af 2008 blev Kurt Westergaards tegning som den eneste af de 12 karikaturer genoptrykt – denne gang i en bred vifte af danske aviser og stadig på trods af, at hans tegning ikke forestiller profeten Muhammed.
Baggrunden var, at Politiets Efterretningstjeneste havde afsløret planer om at myrde Westergaard. Aviserne trykte hans tegning for at understrege, at de opfatter ytringsfriheden som ukrænkelig. Dette medførte igen i Mellemøsten og Pakistan afbrænding af det danske flag samt opfordring til boykot af danske varer.
Indtil den voldelige optrapning af krisen var opbakningen til Danmark afventende. De voldelige overgreb blev skarpt fordømt såvel af de europæiske lande og USA som af EU, NATO og FN, overalt med understregning af ytringsfriheden som ukrænkelig. Samtidig blev nødvendigheden af at vise respekt for religiøse følelser fremhævet fra flere sider. Heller ikke holdningen i den vestlige presse, hvor sagen blev genstand for omfattende omtale, var entydig. Flere, navnlig europæiske, aviser gengav tegningerne, enkelte steder med fortrydelse og interne konflikter til følge. Her blev debattens omdrejningspunkt spørgsmålet, om der i den offentlige debat bør tages hensyn til religiøse forestillinger og tabuer, eller om en sådan (selvpålagt) tilbageholdenhed er udtryk for selvcensur.
Blandt flere forsøg på at flytte fokus i den hjemlige debat stiftedes foreningen Demokratiske Muslimer i foråret 2006 af politikere og debattører. Foreningen ville tydeliggøre indvandreres loyalitet over for danske og vestlige værdier i fornuftig balance med egen kultur. Statsminister Anders Fogh Rasmussen ønskede at indgå en fredelig dialog med de muslimske kredse og modtog foreningen på Marienborg 13.2.2006; her ankommer en af initiativtagerne til foreningen, folketingsmedlem Naser Khader (R) (midt i billedet), til mødet.
Den politiske debat i Danmark under og efter krisen var intens og præget af forskellige opfattelser af konfliktens oprindelse. Regeringen mente, at den opstod i et forsøg på at opstille religiøst betingede grænser for ytringsfriheden. Opfattelsen af at være under angreb i udøvelsen af væsentlige demokratiske rettigheder havde dog ikke stor gennemslagskraft uden for Europa. Regeringens kritikere mente, at regeringen havde udvist en unødig arrogance ved ikke klart at tage afstand fra de pågældende ytringer og ved ikke at have mødtes med de 11 ambassadører, og at denne arrogance i sig selv blev udløsende for krisen. Samtidig blev kritisk fokus rettet mod de imamer, som ved årsskiftet 2005-06 havde besøgt toneangivende islamiske lande og organisationer, og hvis fremstilling af tegningerne og muslimske indvandreres forhold i Danmark af store dele af opinionen blev opfattet som misvisende. Billedet kompliceredes af, at flere parter hævdede at repræsentere danske muslimer, såvel den lille gruppe imamer, der havde besøgt de arabiske lande kort før krisens eskalering, som dansk-muslimske netværk, deriblandt det nystiftede Demokratiske Muslimer, der appelerede til forsoning og gensidig respekt for tro og kerneværdier.
Krisen vakte betydelig international opmærksomhed, både på grund af sin principielle problemstilling, og fordi den blev set som et eksempel på, hvor hurtigt såvel information som misinformation spredes i en globaliseret verden. Således spillede kommunikationsformer som sms-kæder og internetsider en afgørende rolle for protesternes organisering, ligesom harmen over karikaturerne mange steder smeltede sammen med lokale politiske og religiøse problemer uden forbindelse til tegningerne. I visse tilfælde var de folkelige reaktioner tilsyneladende bevidst manipuleret af de stedlige myndigheder.
Det franske satiriske ugeblad Charlie Hebdo offentliggjorde allerede i 2006 Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Der kom mange trusler fra militante islamister mod Charlie Hebdo, der fortsatte med at trykke satiriske tegninger af profeten Muhammed i de følgende år. Den 7. januar 2015 blev bladets redaktionskontor angrebet af to islamister, der dræbte ti ansatte.
Samtidig medvirkede krisen til at sætte fokus på det ofte konfliktfyldte møde i vestlige lande mellem det verdsligt-kristne samfundssyn og visse muslimske indvandrergrupper. Internationalt førte debatten til et ønske fra flere muslimske lande om udviklingen af en international forståelse og gensidig respekt for religiøse følelser. Nogle analytikere har netop tolket krisen som en psykologisk modreaktion i Mellemøsten imod mangeårig vestlig kulturel påvirkning og imod, hvad der opfattes som vestens manglende respekt for islam.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.