USA’s præsident omtales ofte som den, der besidder verdens mest magtfulde embede. Præsidenten står i spidsen for den føderale regering i Washington, D.C., og er på én gang regeringsleder, partileder, statsoverhoved og øverstkommanderende for USA’s væbnede styrker. Desuden omtales USA’s præsident ofte også som ”den frie verdens leder”.
At USA skulle have en præsident, var ikke nogen selvfølge ved nationens grundlæggelse. Den første forfatning for de tretten amerikanske kolonier, som i Uafhængighedskrigen løsrev sig fra Storbritannien og blev til Amerikas Forenede Stater – Konføderationsartiklerne – havde ikke nogen udøvende magt, men kun en lovgivende forsamling med repræsentanter for de enkelte stater. Da denne forfatnings mangler blev åbenbare, mødtes repræsentanter fra de fleste stater i 1787 i Philadelphia for a revidere den. Hurtigt tog de imidlertid et drastisk skridt ved i stedet at skrive en helt ny forfatning. Mange argumenterede for nødvendigheden af en udøvende magt, men der var ikke enighed om, at denne skulle samles i én person. Et forslag gik på et udvalg af tre personer, men argumenterne for én person, som borgere i samtlige stater stemte (snarere end de lovgivende forsamlinger) stemte på, vandt til sidst flertal. Man enedes også om titlen ”præsident”, og om, at denne skulle vælges ved valg hvert fjerde år. Den person, som fik næstflest stemmer, ville samtidig blive taget i ed som vicepræsident. Disse to embeder – præsident og vicepræsident – er fortsat de eneste politiske embeder ud af tusinder, som besættes ved en national afstemning, og selv her er der formelt set et såkaldt valgmandskollegium, med repræsentanter udpeget i hver af de 50 delstater involveret.
USA's forfatning er relativt kortfattet, hvad angår de krav, som skal opfyldes for at kunne opstille som præsident: Personen skal være født i USA, have boet 14 år i landet og være fyldt 35 år. Ved sin indsættelse aflægger præsidenten ed på at ville overholde og forsvare USA’s forfatning, og en gang om året skal vedkommende aflægge rapport for Kongressen om nationens tilstand (State of the Union).
I den oprindelige Forfatning var der ingen begrænsning på, hvor mange gange en præsident kunne genvælges, men alle præsidenter indtil Franklin Delano Roosevelt (1933-1945) valgte alligevel kun at beklæde embedet i en eller to perioder. Roosevelt valgte som den eneste at stille op og blive valgt fire gange. Muligheden for at gøre dette blev efterfølgende udelukket med vedtagelsen af den 22. Forfatningstilføjelse i 1951. Her blev det fastslået, at en amerikansk præsident kun kan sidde i to hele embedsperioder.
Forfatningen beskriver hvordan præsidenten vælges, men beskrivelsen af embedets beføjelser er relativt kortfattet. En del af forklaringen på dette er, at Forfatningsfædrene ikke havde erfaringer med et embede af denne slags, og at der var bred enighed om, at USA’s første præsident skulle være helten fra Uafhængighedskrigen general George Washington. Eftersom alle havde tillid til, at han ikke ville misbruge sine magtbeføjelser, var forhåbningen, at han kunne tjene som et forbillede for efterfølgere i embedet og skabe normerne for præsidentiel adfærd.
Blandt præsidentens eksplicitte beføjelser, beskrevet i Forfatningens Artikel II, er retten til at udnævne ministre, embedsmænd, dommere og diplomater (der dog alle kræver godkendelse i Senatet), retten til at indgå traktater med fremmede magter, samt retten til at nedlægge veto mod lovforslag og retten til at benåde. Med tiden er præsidentembedet dog yderligere blevet styrket af en række implicitte, underforståede og uformelle beføjelser, således, at det nu er langt mere magtfuldt end det var ved Forfatningens tilblivelse. En af de måder, hvorpå præsidenter i nyere tid har omgået Kongressens lovgivende rolle på er ved at udstede såkaldte dekreter (executive orders), som i mange tilfælde har samme virkning som lovgivning.
Præsidentembedets betydning voksede især i det 20. århundrede i takt med, at USA blev verdens største økonomi og – efter 1945 – en militær supermagt, hvilket gav nationens præsidenter nye muligheder for at gøre brug af beføjelser, der knytter sig til rollen som øverstkommanderende for de væbnede styrker.
Præsidentens rolle er også vokset i takt med den føderale regerings indenrigspolitiske rolle. Det store skift kom under den Store Depression i 1930’erne, da præsident Franklin D. Roosevelt, efter at have vundet en jordskredssejr ved præsidentvalget i 1932, iværksatte en stribe af initiativer og nye love, der tilsammen blev kendt som ”The New Deal”. For millioner af amerikanere blev Roosevelt en slags personlig garant for, at der var en vej ud af krisen. Denne opfattelse blev blandt andet cementeret af hans radiotaler (fireside chats) direkte til de amerikanske hjem. Præsidentembedets voksende rolle i samfundsøkonomien foranledigede blandt andet i skabelsen af The Executive Office of the President (EOP) i 1939. Antallet af medarbejdere, der arbejdede direkte under præsidenten i Det Hvide Hus steg drastisk.
Er præsidentembedet blevet mere magtfuldt end oprindeligt tænkt, så har Kongressen i flere omgange forsøgt at etablere nye måder at holde præsidentens magt i ave på. Et eksempel er den såkaldte War Powers Act fra 1973, som blev vedtaget for at forhindre en udvikling som den amerikanerne i de foregående ti år havde oplevet med Vietnamkrigen. Loven skulle begrænse præsidenters fremtidige muligheder for at iværksætte og optrappe militære operationer uden godkendelse fra Kongressen.
Forfatningen giver også lovgiverne mere drastiske midler til om nødvendigt at forsøge at få en præsident fjernet fra embedet. Det er den almindelige opfattelse, at en præsident der begår ulovligheder ikke kan stilles for en civil domstol i embedsperioden, men Forfatningen giver Kongressen mulighed for at indlede en rigsretssag (impeachment) med det formål at få præsidenten afsat.
Sådanne rigsretssager er blevet ført tre gange, nemlig mod præsident Andrew Johnson i 1868, mod præsident Bill Clinton i 1998-1999, og mod præsident Donald Trump i 2019-2020. Ingen af de tre præsidenter blev dog afsat. Derimod valgte præsident Richard M. Nixon ved udsigten til en rigsretssag i 1974 selv at træde tilbage – noget ingen anden præsident har gjort. Den 25. forfatningstilføjelse, vedtaget i 1967, giver endnu en mulighed for at afsætte en præsident, hvis han fysisk eller mentalt findes ude af stand til fortsat at varetage embedet. Bestemmelsen har dog endnu aldrig været anvendt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.