Faktaboks

Turup Kirke
Sogn
Turup Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Turup Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret inventar fra renæssancen.

Kirken ligger enligt blandt markerne i den sydvestlige udkant af byen omtrent 8 kilometer nordøst for Assens.

Kirkebygningen

Den romanske kirke er bevaret i skibets murværk. I den gotiske periode byggede man et nyt kor, og i den sengotiske periode opførte man et tværstillet tårn og tilføjede et våbenhus mod nord.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Turup Kirke afviger orienteringen en del mod syd. I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Turup er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Begge døre kan endnu spores i murværket.

De gotiske tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode rev man i Turup Kirke den romanske kirkes kor og apsis ned og opførte det nuværende langhuskor, hvor skibet og koret går i et.

I den sengotiske periode opførte man våbenhuset mod nord (nu ligkapel) og tårnet mod vest. Våbenhusets indgangsdør sidder i et spidsbuet murfelt, og dets gavl krones af en lille tinde.

Tårnet står vinkelret på skibets længderetning. Det har under taget og i taggavlene spidsbuede og runde blændinger samt bånd af savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Disse dekorative indslag er på nordsiden forstyrret af en senere gennembrydning til glamhuller til klokkerne.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Turup Kirke

I Turup Kirke er inventaret fra i overvejende grad fra renæssancen, om end der også er bevaret et sengotisk korbuekrucifiks fra slutningen af 1400-tallet. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssances inventar

Døbefonten i træ er fra 1592. Den er udformet som et lille bord med fire svungne ben, et cylindrisk skaft og en sekskantet kumme med hul i midten til dåbsfadet.

Prædikestolen fra 1598 er udført i renæssancestil. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Altertavlen fra omkring år 1600 har en arkitektonisk opbygning med halvsøjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter og et såkaldt topstykke delt i to arkader. Begge etager er flankeret af dekorativt udskårne vinger. Toppens felterne har tekststykker, og i det store, midterste felt i bunden er der et maleri fra 2007 af Maja Lisa Engelhardt, som afbilder Jesus ved bredden.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig