Faktaboks

Tjæreby Kirke
Sogn
Tjæreby Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Hillerød Kommune
Tjæreby Kirke

Kirken set fra sydøst. I kirken står altertavlen på alterbordet. Altertavlen består af et maleri af Kristi bøn i Getsemane Have indsat i en klassicistisk ramme. Foto: 2015.

Tjæreby Kirke
Af .

Tjæreby Kirke er en sognekirke, der ligger i den østre udkant af Tjæreby ved Hillerød på en lav banke, hvorfra der er udsigt over det kuperede terræn.

Kirkegård

Kirkegården, som er udvidet mod øst og syd, er omgivet af en mur af munkesten og kampesten. Kirkegårdens hovedindgang er en køreport mod vest. På kirkegården findes et ligkapel fra 1968 mod nordvest og et ældre ligkapel, nu materielhus, mod øst fra 1889.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor og skib, opført i rå kampesten med tildannede hjørnekvadre, et våbenhus og et tårn fra senmiddelalderen samt en apsis fra 1864.

Kirkens romanske del er blevet repareret en del gange siden opførelsen, og et urørt murværk ses derfor nu kun bag våbenhuset og i overvæggene. Af de oprindelige vinduer er der derfor også kun svage spor efter korets sydvindue, ligesom den oprindelig norddør er helt forsvundet, mens den søndre stadig er i brug.

Et tympanon, altså en halvrund eller trekantet sten man ofte indsatte over døre, findes dog bevaret på våbenhusets loft fra den gamle norddør. Over skibets sydvindue fra 1867 findes en genbrugt billedkvader med en indhugget skulptur af et menneskehoved. Omkring 1400-1450 blev der indsat hvælv i koret og skibet.

Det meget slanke tårn er sandsynligvis oprindeligt fra 1400-tallet, men blev i 1840 ombygget så voldsomt, at der kun er få oprindelige stykker murværk. Det er opført i hårdtbrændte munkesten og har et meget lille tårnrum, som i syd har en oprindelig dør og mod øst er forbundet med skibet gennem en rundbuet arkade. I 1840 blev det oprindelige saddeltag erstattet af det nuværende, ottekantede spir.

Våbenhuset er ligesom tårnet middelalderligt, men fremstår i dag som en 1700-talsbygning, hvilket sandsynligvis skyldes en større ombygning i 1756. Murværket er indvendigt dekoreret med to spareblændinger mod øst og vest, hvilket er et typisk træk for våbenhuse på egnen.

Kirkens apsis er som nævnt fra 1864, hvor den romanske apsis blev revet ned. Sidstnævnte havde fungeret som sakristi og var adskilt fra koret med grønne gardiner.

Kirkens tagværk er af blandet ælde, over skibet fra 1635 og over koret fra 1761. Spirets tagværk er fra 1840, mens apsissens tagværk er fra 1864.

Indvendigt står kirken med hvidtede vægge og lofter, som i koret, skibet og tårnrummet er hvælvede. Skibets hvælv er udsmykket med kalkmalerier.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Tjæreby Kirke

Kappeflige mod nordvest. Kalkmalerierne forestiller forskellige ornamenter, som primært består af geometriske former, herunder cirkler, firkanter, romber og trekanter samt forskellige plantemotiver, herunder frugt og bær, krabbeblade, stjerne og ranker og blade. De betegnes som bevaringsværdige. Foto: 2015.

Kalkmalerier i Tjæreby Kirke
Af .
Tjæreby Kirke

Kalkmalerier i Tjæreby Kirke. Her ses ornamental udsmykning af kappen. Foto: 2015.

Tjæreby Kirke
Af .
Tjæreby Kirke

Tjæreby Kirkes kalkmalerier forestiller forskellige ornamenter og er malet af et ukendt værksted mellem 1525 og 1550. Foto: 2015.

Tjæreby Kirke
Af .

Tjæreby Kirkes kalkmalerier forestiller forskellige ornamenter og er malet af et ukendt værksted mellem 1525 og 1550. De forestiller forskellige ornamenter, som primært består af geometriske former, herunder cirkler, firkanter, romber og trekanter samt forskellige plantemotiver, herunder frugt og bær, krabbeblade, stjerne og ranker og blade. De betegnes som bevaringsværdige.

Inventar og gravminder

Kirken udmærker sig ved at have bevaret et næsten fuldstændigt, oprindeligt sidealterbord i skibets nordøsthjørne, som er Maria-alterets vanlige plads, samt rester af et tilsvarende sidealterbord i skibets sydøsthjørne.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske granitdøbefont. Den er udsmykket med en tovstav og har tidligere været bemalet med rød oliefarve.

Fra middelalderen stammer som nævnt også et oprindeligt sidealterbord i skibets nordøsthjørne. Det er muret i rå kampesten og har nok været hjemsted for et alter til Jomfru Maria. Senere kom det til at fungere som underlag for en hvælvpille. I skibets sydøsthjørne findes der også rester af et tilsvarende alterbord, som dog i dag mestendels er hugget væk for at gøre plads til prædikestolen.

Prædikestolen er fra 1609 og er nært beslægtet med stolen i Frederikssund Kirke. Den er opbygget af fire fag og opdelt af mandlige og kvindelige hermer, dvs. figurer med en søjle som underkrop. På fagene ses evangelistfigurer i arkader. Til den hører en barokhimmel fra 1652.

Det nuværende alterbord i koret er et skab af fyrretræ fra 1867.

På alterbordet står altertavlen, som er fra 1839. Den består af et maleri af Kristi bøn i Getsemane Have indsat i en klassicistisk ramme.

I kirken findes to epitafier, altså gravminder uden tilhørende grav, fra 1625 og 1730. Hertil findes en mindetavle over faldne i 1864 samt en gravsten fra begyndelsen af 1600-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig