Sydafrikas historie

Befolkningsmønstret og jordfordelingen i Sydafrika før koloniseringen var resultatet af flere århundreders samspil mellem san-folkets jægere og samlere, khoi-folkets kvæghyrder (se khoisan) og bantu-stammerne, som var agerbrugere. Omkring 1600 var khoi og san, som af de hvide senere blev kaldt henhholdsvist hottentotter og buskmænd, bosat i den sydvestlige del af landet, mens bantuer havde bredt sig over den nordøstlige halvdel af det nuværende Sydafrika. På samme tid brugte blandt andet hollandske og engelske skibe den naturlige opankringsplads under Taffelbjerget ved Kap det Gode Håb til proviantering, og i 1652 etablerede det hollandske Forenede Ostindiske Kompagni (VOC) en fast handelsstation, som hurtigt voksede. I 1717 var der 2000 hvide indbyggere i Kapkolonien, i 1780 var der 10 000.

De første ofre for den europæiske kolonisering var khoifolket, der allerede var forsvundet omkring 1800, men også sanfolket blev fordrevet og næsten udryddet af de hvide boeres militsgrupper. Til gengæld blev der importeret slaver fra andre dele af Afrika; deres antal svarede igennem 1700-tallet nogenlunde til den voksende hvide befolkningsgruppes. Ved blandingen af hvide, slaver og khoisan opstod en såkaldt farvet befolkningsgruppe. De hvides ekspansion førte fra 1770'erne til en lang række krige med bantufolkene; alene med xhosaerne udkæmpedes otte grænsekrige mellem 1779 og 1853. Zulurigets opståen og ekspansion i første halvdel af 1800-tallet, Mfecane, medførte fordrivelse og folkevandringer for andre indfødte folkeslag.

Premierministre og præsidenter

Storbritannien annekterede Kapkolonien i 1795, gav den tilbage til Holland i 1803, men overtog den atter i 1806. Herefter tog koloniseringen fart med øget handel, mission og import af flere tusinde britiske nybyggere. Briternes afskaffelse af slaveri i 1834 var en medvirkende årsag til Det Store Trek, hvor tusindvis af afrikaanere udvandrede fra Kapkolonien til det sydafrikanske indland. Udvandringen førte til oprettelsen af boerrepublikkerne Oranje Fristaten, Transvaal og Natalia; den sidste blev i 1843 indlemmet i den britiske Kapkoloni, hvoraf Natalkolonien udskiltes i 1856. Fra 1860'erne blev arbejdskraft importeret fra Indien til sukkerplantagerne i Natal.

Udvinding af diamanter begyndte i 1870'erne ved hjælp af lavt betalte sorte migrantarbejdere, og i 1880'erne indledtes også guldudvinding. De rige mineralforekomster førte sammen med strategiske overvejelser til, at Storbritannien forsøgte at sikre sig kontrol over hele det sydafrikanske område, hvilket lykkedes med Boerkrigen i 1899-1902. Boerrepublikkerne blev britiske kronkolonier; i 1910 samledes de med Natal- og Kapkolonien i Den Sydafrikanske Union, der blev en selvstændig dominion inden for Det Britiske Imperium.

Sydafrikas kolonihistorie svarer på mange punkter til det øvrige Afrikas, men den store hvide befolkning og opdagelsen af diamanter og guld medvirkede kraftigt til en særudvikling i Sydafrika; dels blev de indfødte afrikanere fordrevet fra store dele af landet (se bantustans), dels blev der skabt grundlag for en mere gennemgribende industrialisering end i noget andet afrikansk land. Både politisk og økonomisk udvikling blev præget af mere udtalt racemæssig ulighed. Ved oprettelsen af Den Sydafrikanske Union stadfæstedes et racediskriminerende system, hvori de sorte kun fik yderst begrænset parlamentarisk indflydelse. Det vigtigste politiske parti i det hvide parlamentariske system var i begyndelsen South African Party, som forsøgte at forene afrikaanere og engelsktalende. Partiets ledende skikkelser var Louis Botha, Sydafrikas første premierminister, og Jan Smuts; de var begge tilhængere af sydafrikansk deltagelse i 1. Verdenskrig, hvilket i 1914 førte til, at J.B.M. Hertzog, som var imod krigsdeltagelse, oprettede det afrikaanerdominerede National Party of South Africa (NP). NP fik stadig mere indflydelse og dannede fra 1924 regering med Labour Party. Ved Westminsterstatutten af 1931 underbyggedes Sydafrikas uafhængighed af Storbritannien yderligere.

I 1933 brød NP med Labour og dannede i stedet regering med South African Party; året efter smeltede de to partier sammen i United Party. I de følgende 15 år, især under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig, gennemgik Sydafrika en hurtig industrialiserings- og urbaniseringsproces, hvorunder segregationslovgivningen udbyggedes og opretholdt de hvides privilegier både på arbejdspladserne og i boligområderne.

Beslutningen om at deltage i 2. Verdenskrig på allieret side samt en efter omstændighederne relativt liberal racepolitik førte i 1939 til gendannelsen af et hvidt nationalistparti, Reunited National Party. Partiet vandt regeringsmagten i 1948 og gennemførte en mere rigid racediskrimination under betegnelsen apartheid.

Mens næsten hele det øvrige Afrika i de følgende årtier blev afkoloniseret, kom apartheidsystemet til at stå stadig mere alene tilbage som eksempel på institutionaliseret hvidt overherredømme. Under National Partys ledelse fungerede Sydafrika frem til 1990 med en privilegeret parlamentarisme for de hvide, men som en undertrykkende politistat over for de sorte.

De indfødtes væbnede kamp mod koloniseringen i 1800-tallet blev fra begyndelsen af 1900-tallet afløst af mere moderne politiske frihedsbevægelser, vendt mod det hvide herredømme. Kampen var i nogle perioder ledet af de sorte fagbevægelser, i andre perioder blev utilfredsheden samlet i brede politiske bevægelser som All African Convention, ANC og UDF. Kampen var ikke-voldelig indtil efter Sharpevillemassakren i 1960, da ANC og PAC sammen med andre organisationer blev forbudt og herefter indledte væbnet kamp mod styret.

Massakren førte også til international kritik af Sydafrika, som nødtvungent meldte sig ud af Commonwealth of Nations og i 1961 skiftede navn og status til Den Sydafrikanske Republik. Fra midten af 1970'erne blev apartheidsystemet gradvis svækket på grund af økonomisk stagnation, international isolation og voldsom modstand fra det sorte befolkningsflertal, især efter Soweto-oprøret i 1976. Apartheidstyret forsvarede sig gennem forstærket undertrykkelse, halvhjertede reformer og krig mod nabolandene helt frem til 1990, da apartheid officielt blev afskaffet, og åbne forhandlinger blev indledt med ANC om en magtdeling. De ledende kræfter i denne udvikling var Frederik de Klerk, præsident fra 1989, og Nelson Mandela, ANC's leder, der sad fængslet i 1962-1990. Ved landets første demokratiske valg vandt ANC i 1994 parlamentarisk kontrol, og Mandela blev præsident. Samme år genindtrådte Sydafrika i Commonwealth. ANC har som regeringsparti tilstræbt at kombinere økonomisk vækst med en mere social og racemæssig retfærdig fordelingspolitik. Med nedsættelsen af Sandhedskommissionen i 1995 indledtes en kortlægning af menneskerettighedskrænkelserne under apartheidstyret med henblik på befolkningsgruppernes forsoning. ANC vandt også valget i 1999, og Thabo Mbeki afløste Nelson Mandela som præsident.

Udenrigspolitisk forsøgte Sydafrika i årene efter 2000 at styrke sin regionale position ved at virke som konfliktløser for flere afrikanske konflikter, blandt andet i Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo, dog uden meget held.

Ved parlamentsvalget i 2003 fik ANC over ²/₃ af stemmerne og over ²/₃ af pladserne i parlamentet. Det betyder at ANC selv kan udarbejde ændringer til forfatningen og sende dem til afstemning. For første gang fik ANC flertal i alle ni regioner, dog i alliance med andre partier i Kwazulu-Natal.

I 2008 blev præsident Mbeki tvunget væk fra posten af ANC; i stedet overtog Kgalema Motlanthe midlertidigt præsidentembede indtil valget i 2009. Her vandt Jacob Zuma, der siden 2007 har været været leder af ANC og vicepræsident under Mbeki.

Sydafrika har en stor indvandrerbefolkning samt mange flygtninge fra mange af Afrikas uroområder; mange var flygtet fra den katastrofale økonomiske krise i Zimbabwe. Det har flere gange udløst uroligheder, som f.eks. da omkring 100.000 blev drevet fra deres hjem i 2008.