Artikelstart
D.F. Malan var en sydafrikansk politiker. Malan var uddannet teolog, og i 1924 blev han indenrigsminister i J.B.M. Hertzogs regering, hvor han bl.a. var med til at indføre afrikaans som officielt sprog ved siden af engelsk.
I 1934 dannede Malan sit eget parti i opposition til Hertzog, men pga. et fælles ønske om neutralitet i 2. Verdenskrig slog de sig i 1939 sammen i et nyt National Party. Malan overtog i 1940 ledelsen af partiet, og ved bl.a. at slå på racespørgsmål lykkedes det ham i 1948 at danne den første regering, der udelukkende bestod af afrikaanere.
Som premierminister og udenrigsminister 1948-1954 skærpede Malan, der er blevet kaldt apartheidpolitikkens fader, den allerede førte raceadskillelse ved bl.a. at gennemføre, at befolkningen i 1950 inddeltes efter race.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.