John Vorster, egl. Balthazar Johannes Vorster, 13.12.1915-10.9.1983, sydafrikansk jurist og politiker, premierminister 1966-78 og præsident 1978-79. Under 2. Verdenskrig blev Vorster interneret pga. sin ledende position i den militante, pronazistiske afrikaanerorganisation Ossewabrandwag. I 1953 blev han valgt til parlamentet for National Party, og som justitsminister fra 1961 var han ansvarlig for fængslingen af mange apartheidmodstandere efter Sharpevillemassakren. Som premierminister forsøgte han at opbløde den hårde udenrigspolitiske kurs, men endte med at føre apartheidstyret ind i isolation, efter at Soweto-oprøret 1976 havde mobiliseret den folkelige modstand og udløst international fordømmelse. I 1978 trådte Vorster tilbage som premierminister og indtog i stedet det ceremonielle præsidentembede. Året efter gik han af efter afsløring af hans rolle i en korruptionsskandale.