Det Store Trek var en udvandringsbølge fra Kapkolonien til Sydafrikas indre højslette 1835-1843.

Faktaboks

Etymologi
Ordet trek kommer af afrikaans trek 'udvandring'.

Efter den britiske erobring af Kapkolonien i 1806 og de følgende årtiers indvandring af britiske nybyggere forlod ca. 12.000 afrikaanere deres hjem for at slå sig ned uden for koloniens jurisdiktion nord for Oranjefloden, hvor de indfødte afrikanske samfund var svækkede. Utilfredsheden med det britiske styre bundede især i afrikaanernes reducerede magt og status: De britiske nybyggere havde sikret sig skøder på græsgange, som afrikaanere mente at have vundet hævd på; den britiske hær ønskede ikke at lade andre foretage plyndrings- og erobringstogter i grænselandet mod øst, og dertil kom de britiske indgreb i forholdet mellem husstandens i reglen hvide overhoved og hans tyende eller slaver.

Det Store Trek blev grundlaget for de hvide statsdannelser Natalia (se Natalkolonien), Oranje Fristaten og Transvaal og blev i 1900-tallets afrikaaner-nationalisme tillagt central betydning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig