Kapkolonien var en hollandsk, senere britisk koloni i det nuværende Sydafrika. I 1652 grundlagde Det Hollandske Ostindiske Kompagni en permanent forsyningsstation ved Kap det Gode Håb. Fra 1685 indførtes en lokaladministration i de udvidede grænseområder. Hen imod slutningen af 1700-tallet havde udvidelserne af koloniens område ført til konflikter med den indfødte befolkning.

Faktaboks

Også kendt som

Kaplandet

I 1795 erobrede Storbritannien Kapområdet; på det tidspunkt havde ca. 15.000 hvide slået sig ned i kolonien. I 1803 overtog den hollandske regering kolonien, men i 1806 erobrede briterne igen området, og i 1820 blev ca. 5000 britiske nybyggere bosat omkring Port Elizabeth. Under Det Store Trek 1835-1843 udvandrede ca. 12.000 afrikaanere fra Kapkolonien pga. utilfredshed med det britiske herredømme.

Koloniens slaver blev efter en overgangsperiode til free persons of colour i 1838. Den sorte befolkning fik formelt stemmeret, da Kapkolonien i 1853 fik eget regeringsstyre, men i praksis forhindrede indtægtsgrænser, at andre end hvide fik nogen reel indflydelse. I 1872 fik kolonien en højere grad af indre selvbestemmelse med egen premierminister. Kapkolonien havde været den dominerende økonomiske enhed i regionen, men opdagelsen af diamanter og guld i de nordøstlige boerrepublikker Orange og Transvaal i 1870-1880'erne ændrede balancen.

Med Boerkrigen 1899-1902 sikrede Storbritannien sig dominans over hele Sydafrika, og fra 1910 indgik Kapkolonien som én af de fire provinser i Den Sydafrikanske Union.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig