Faktaboks

Sejerslev Kirke
Sogn
Sejerslev Sogn
Provsti
Morsø Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Morsø Kommune
Sejerslev Kirke

Sejerslev Kirke.

Sejerslev Kirke
Af .

Sejerslev Kirke er en sognekirke beliggende relativt centralt i byen SejerslevMors i et svagt faldende terræn.

Kirkegård

Kirkegården, som er udvidet mod nord, er omgivet af et højt dige af kampesten. Der er indgang gennem låger fra både nord, vest og syd, hvoraf kørelågen vender ud mod parkeringspladsen.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor med apsis og skib, opført i granitkvadre med skråkantsokkel, samt sengotisk våbenhus og tårn. Tårnet har rå granitkvadre på nederste halvdel, men er hvidkalket øverst. Også det sydvendte våbenhus er sammen med enkelte kvadre og andre partier rundt om skibets vinduer hvidtet. Våbenhuset er opført i granitkvadre med skråkantsokkel og suppleret med enkelte mark- og munkesten. Kirkens tårn er ombygget og har muligvis oprindeligt været højere og mere rigt udsmykket.

I skibet er der kun ét oprindeligt romansk vindue øst for nordre langmur, som er bevaret. Ligeledes er korets oprindelige nordvindue stadigvæk på sin plads. Et lille, lavtsiddende, retkantet vindue vestligst i skibets nordmur skiller sig ud, og er muligvis etableret samtidig med kirkens herskabsstol fra 1700-tallet. Den tidligere norddør er tilmuret og kun markeret i kraft af dens tidligere hjørnesokkelsten. To glatte, romanske vinduesoverliggere er indsat side om side over våbenhusets vestsokkel, og en tredje, som nogenlunde svarer til nordvinduet i koret, er genanvendt i tårnets sydvindue.

Af stenhuggerudsmykning ses udvendigt i tårnets sydmur et reliefhugget mandshoved, mens et mindre hoved kan iagttages på skibets nordside.

I kirkerummet er alle vægge glatpudsede. Murværket i korbuen med skråkantsokkel er bygget stærkt om i 1850’erne og har forskelligt profilerede, omløbende kragsten, dvs. sten med en fremspringende profil. I korbuen ses en bølgeranke, som sandsynligvis ikke er middelalderlig, men snarere hugget samtidig med at korbuens murværk blev muret om.

Apsissen, som fortsat har et østvindue i sin runding, er i den sene middelalder blevet udskilt til sakristi. I skillemuren mellem kor og apsis er der indsat en ældre, fladbuet, falset dør, der i sin indgraverede kasselås bærer dateringen 1651.

Kirkens romanske bygningsafsnit har blytag, mens våbenhuset og tårnet har tegltag. Indvendigt har koret, skibet og våbenhuset bjælkelofter.

I 1905 blev rester af kalkmalerier fundet bag altertavlen fra tre forskellige perioder malet ovenpå hinanden på skillemuren mellem kor og apsis. Kalkmalerierne kan have tjent som altertavle, men er nu overkalkede. I forbindelse med opstilling af et nyt stoleværk blev der i 1933 fundet et lille parti af en barokdekoration øst for herskabsstolens vindue. Denne er ligeledes overdækket igen, men en tegning kan ses i Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseet.

Inventar og gravminder

Den ganske store kirke rummer meget fint historisk inventar fra flere perioder, og farvesætningen er nøje afstemt. Alterbordet består af romanske granitkvadre, og granitdøbefonten er ligeledes romansk udsmykket med bølgeranke og rundbuefrise. Altertavlen fra 1601 er af lutheransk fløjtype. Under en istandsættelse i 1904 blev de oprindelige farver fremdraget, og et motiv fremkom på storfeltsmaleriet, der forestiller Kristus på korset flankeret af Maria og Johannes og med Maria Magdalene knælende ved korsets fod. I baggrunden ses Jerusalem. I de tre buefelter fra 1698 ses tre langskæggede mænd, muligvis profeter, mens der i toptrekanterne ses tre kerubhoveder.

Stolestaderne er fra 1933 udført i renæssancestil, men dele fra det tidligere stoleværk er bevaret, primært i de østligste stolestader. En bort af æggestavsudskæringer udsmykker gavlene, hvilket er karakteristisk for de snedkerarbejder, som ses i flere kirker på egnen (fx Ejerslev Kirke). I koret står to brudestole, som er engelske barokarbejder fra 1660’erne.

En prægtig herskabsstol i rokoko, fra omkring 1750, kan ses i skibets nordvesthjørne, og den minder om en lignende i Ljørslev Kirke. På nordvæggen tæt ved herskabsstolen, hvor der engang fandtes spor efter en kalkmaleridekoration, hænger et korbuekrucifiks fra omkring 1700 udført efter middelalderligt forbillede.

Prædikestolen af Mester Niels (Salling) er fra renæssancen, omkring 1640.

Et epitafium, dvs. et mindesmærke, med et præsteportræt fra 1685 hænger på skibets nordvæg sammen med en tilhørende, indrammet kalksten indeholdende mindeord.

Klokken er udført af Rolf Borchardt, 1608. Den hænger nu i tårnet, men har tidligere hængt i en stabel på kirkegården.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig