Sankt Peders Kirke (Slagelse)

Kirken er opført i 1100-tallet, dvs. i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275. De romanske kirker blev bygget af natur- og teglsten, og Sankt Peders Kirke i Slagelse er opført i rå og kløvede kampesten i forskellige størrelser.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er delvist omsat og fremstår i dag som en firkantet tilmuring. Syddøren er helt omdannet i nyere tid. I skibets langmure har der i hver side været tre vinduer. Af disse er der bevaret spor af de to vestlige på sydsiden samt af det østlige på nordsiden. Af korets oprindelige vinduer findes der i dag ingen spor.

I løbet af middelalderen begyndte man at producere teglsten, hvilket gav nye muligheder for bygning og arkitektur. De middelalderlige tilbygninger er derfor opført i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidens mursten. Disse tegl var lettere end de hidtil anvendte stenmaterialer, og dette gav mulighed for at bygge hurtigere og i den gotiske stil, som bl.a. er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og blændinger, dvs. murnicher, samt høje spidsbuer.

Også ved Sankt Peders Kirke gjorde man brug af de nye materialer og teknikker. Allerede omkring år 1300 påbegyndtes de første større udvidelser og ændringer, hvilket rimeligvis skal ses i lyset af det købstedsprivilegium, som Slagelse blev givet i 1280.

Korforlængelsen mod øst er antagelig den første af de gotiske tilføjelser. Bygningsdelen er opført af munkesten over en syld, dvs. den nedre del, af granit, som rimeligvis er genbrug fra den nedrevne østgavl. Østendens gavl er opført i gotisk stil med kamtakker (dog ombygget i nyere tid) og spidsbuede blændinger som dekoration.

Hvælvingerne i skib og kor er opført i forbindelse med udvidelsen mod øst. Således har man også omkring år 1300 opført de tre hvælv i skibet og de to hvælv i koret. Dette betød en forhøjelse af de romanske dele med munkesten. Skibets vestligste hvælv er yngre end de øvrige, da dette blev ødelagt ved tårnets nedstyrtning i 1660.

Nordkapellet stammer fra tiden umiddelbart efter opførelsen af korforlængelsen, altså i perioden 1300-1350. Det er opført af munkesten på nordsiden af det gamle kor. Indvendigt dækkes kapellet af en samtidig hvælving og rummet forbindes med skibet via en spidsbuet arkade, dvs. åbning.

Sydkapellet er en smule yngre end kapellet mod nord. Det er antagelig opført omkring år 1375 og er placeret symmetrisk med nordkapellet og er af nogenlunde samme dimensioner. Ved opførelsen af sydkapellet realiseredes den korskirke, som står i dag.

Sakristi og våbenhus er begge sengotiske tilføjelser, opført af munkesten. Våbenhuset er fra sidste halvdel af 1400-tallet og har en gavl i gotisk stil med kamtakker og blændingsdekoration. Sakristiet er en anelse yngre end våbenhuset, opført omkring år 1500. I murværket er der bevaret en del sten med rester af grønlig glasur. Også sakristiets gavl er udført i gotisk stil. Indvendigt er sakristiet dækket af en samtidig hvælving.

Kirkens yngste tilbygning er tårnet i vest. Det er dateret med jernankre på den vestvendte gavl ved årstallet 1664 samt monogram for Frederik 3. Tårnets øverste del er opført af røde mursten, mens den nederste del er opført af rå og kløvet kampesten med tilhuggede kvadersten i hjørnerne. Denne nederste del er altså af middelalderlig karakter og kan være resterne af et ældre tårn, hvis præcise datering ikke kendes, og som styrtede ned i 1660.

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont. Den er udført i granit og har dekorationer i fladt relief på kummen.

Alterbordet, som i dag er skjult af et vævet antependium, dvs. et alterbordsforhæng, er muret af munkesten.

Resterne af en sidealtertavle fra 1300 er endnu bevaret i kirken. Det er en figur af Sankt Dionysius, som er indsat i et skab med udskåret gitterværk foroven. Sidealtertavler var ganske almindelige i katolsk tid, hvor der var opstillet adskillige alter i kirkerummet foruden det store alter i koret.

Korstole fra ca. 1475 er opsat ved sydvæggen i koret. De består af to sæder med armstøtter og ryglæn og er udført i egetræ.

Prædikestolen er udført i 1630 i senrenæssancestil. Kurven er, typisk for perioden, inddelt i flere fag, dvs. sider, og den er udsmykket med rundbuede fyldninger, nicher og udskårne figurer.

To englefigurer og en Kristusfigur er opsat i kirkens nordkapel. Det er tre løse figurer, hvis oprindelige proveniens ikke kendes. Figurernes antages dog alle at være fra 1600-tallet og at have tilhørt det samme stykke inventar.

To figurer, også fra 1600-tallet, er opsat ved kirkens orgel. Disse har tidligere tilhørt en større, ikke nærmere kendt, sammenhæng.

Altertavlen er fra 1872. Det er en fløjaltertavle, dvs. den har et midterfelt og to sidefelter, udført i nygotisk stil. I altertavlen er der tre malerier, som er malet af A. J. Jerndorff (1806-1847). Altertavlen bærer sin oprindelige forgyldning.

Stoleværket, dvs. kirkebænkene, er fra 1880. Bænkene har profilgavle i begge sider og på ryglænene er der fyldninger.

I Sankt Peders Kirke er der bevaret adskillige gravminder, herunder bl.a. tre gravsten fra 1300-tallet og en figursten, dvs. en gravsten med fremstilling af afdøde, fra 1630.

Et epitafium, dvs. en mindetavle, over Rasmus Bruun, er udført efter 1771. Den består af et tekstfelt indsat i en spinkel rokokoramme af sten. Epitafiet er opsat på korets sydvæg.