Faktaboks

Sandager Kirke
Sogn
Sandager Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Sandager Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536, hvor særligt det helstøbte tårn påkalder sig opmærksomhed. Desuden er der i kirken bevaret vigtige kalkmalerier og inventar fra middelalderen og renæssancen.

Kirken ligger i midten af den lille by, der endnu har bevaret sin landsbystruktur. Sandager ligger lidt under 10 kilometer nord for Assens.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode opførte man et våbenhus ud for skibets norddør og et tårn mod vest.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Sandager er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er endnu i brug om, mens syddøren er muret til. Der er stadig bevaret et romansk vindue i korets gavl, mens flere blændede kan spores i murværket i koret og skibet.

De gotiske tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode opførte man våbenhuset ud for skibets norddør. Det er uden dekorationer bortset fra et spidsbuet murfelt omkring indgangsdøren.

I samme periode byggede man det fornemme tårn mod vest. Det har i den vestlige mur en oprindelig indgang med samme type murfelt som våbenhuset. På siderne har det under glamhullerne til klokkernes lyd høje, tvedelte blændinger, som man i gotikken havde særlig forkærlighed for på Fyn. Gavlene har dekorationer af blændinger, og på kammene er der takker med fialer, dvs. små murede spir. Tårnets tag krones af en tagrytter, som er en særlig slags lille spir.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med udførlige, kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kalkmalerier i Sandager Kirke

I Sandager Kirke er der kalkmalerier fra den sengotiske periode omkring 1490-1500. De er udført af det fynske liljemesterværksted. Udsmykningen er særdeles vigtig, da der her ses detaljer, som adskiller værkstedet fra de nært beslægtede jyske værksteder, som anvendte tilsvarende ornamentik.

Kalkmalerierne i Sandager Kirke forestiller vrængefigurer, masker og indskrifter. Derudover indeholder kalkmalerierne topornamenter samt geometriske borter og borter med planteornamentik.

Inventar i Sandager Kirke

I Sandager Kirke gennemgik bygningen og inventaret en omfattende restaurering i 1956-1958. Derudover er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen er fornemt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Foran korbuen står der i skibet en romansk døbefont af granit. Den er af den såkaldte Lillebæltstype. Kummen har en høj, firkantet rand med relieffer og mandshoveder på hjørnerne.

Der er ligeledes bevaret et lille, sengotisk krucifiks fra omkring år 1500. Det hænger over korbuen, hvilket angiveligt er på dets oprindelige plads.

Renæssances inventar

Kirkens tidligere altertavle fra omkring år 1600 hænger endnu i kirken. Den har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. Søjlerne bærer en gesims, hvorover der er et såkaldt topstykke flankeret af dekorative, udskårne vinger. Altertavlen er mestendels hvidmalet, men i midten har den et senere indsat maleri af Kristus velsignende et barn, der er en kopi efter Carl Bloch og signeret Paula J.

Prædikestolen fra 1626 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Nyere tids inventar

Kirkens alterbord er en nyere konstruktion i granit. Som prydelse tjener et lille kors samt det romanske vindue bagved.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig