Faktaboks

Søby Kirke
Sogn
Søby Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Søby Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret inventar fra middelalderen og renæssancen.

Kirken ligger i den østlige ende af Søby omtrent otte kilometer øst for Assens.

Kirkebygningen

Kirken kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den har i kernen den romanske kirkes skib. I den gotiske periode opførte man langhuskoret, våbenhuset mod nord og et tværstillet tårn mod vest.

I dag er kirken hvidkalket, og den har skifertage. Dog har tårnet rødt tegltag.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Søby er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens syddøren ligesom de romanske vinduer er forsvundet bag det tykke pudslag.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Om- og tilbygningerne er opført i granit og brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode rev man i Søby Kirke den romanske kirkes kor ned og opførte det nuværende langhuskor. Murene er hårdt pudset op, så det ældre murværk er svært at skelne. Det har på korets taggavl dekorationer af savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, blændinger og kamtakker.

Desuden opførte man i den sengotiske periode våbenhuset på nordsiden, der kun er dekoreret med kamtakker.

Tårnet står vinkelret på skibets længderetning, og det har i gavlene blændinger efter glamhuller til klokkernes lyd, da man har flyttet klokkerne op i taggavlene. Disse er smykket med dekorative blændinger samt tinder på kammenes top, bund og midte.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Søby Kirke

I Søby Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen er fint repræsenteret.

Middelalderens inventar

I koret står der en romansk døbefont af granit. Den er af den såkaldte Lillebæltstype. Kummen har en høj, firkantet rand med relieffer ar rankeslyng og mandshoveder på hjørnerne.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode omkring år 1500-1520. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssances inventar

Altertavlen fra omkring år 1600 har en arkitektonisk opbygning med store hel- og halvsøjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. Over søjlerne er der et såkaldt topstykke delt i to arkader. Begge etager er flankeret af dekorativt udskårne vinger. Flere af felterne har tekststykker, og i det store, midterste er der et nyere maleri, som afbilder julenat.

Prædikestolen fra 1600-1625 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med malerier af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Kirkens bænkgavle samt præste- og degnestol er ligeledes fra begyndelsen af 1600-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig