Ringkøbing Kirke

Kirken, der formentlig er opført i 1400-tallets første halvdel, består af et langhus med tresidet østafslutning samt et vesttårn, der er påbegyndt på samme tidspunkt, men først fuldført i tiden omkring Reformationen i 1500- tallet. Den nordre korsarm er fra 1592-1593, mens korsarmen i syd daterer sig til 1934-1935.

Byggematerialet er hovedsagelig munkesten, men en større mængde genanvendte romanske granitkvadre, sokkelsten m.m. i murværket samt i kirkens omgivelser og på den nye kirkegård vidner om, at der formentlig har stået en ældre bygning på stedet.

Murværket er ved kirkens store restaurering i 1934-1935 helt muret om, således at alt synligt munkestensmurværk ikke er oprindeligt. Af samme årsag er af vinduer og døre kun få detaljer bevaret. Det gælder tårnets vestvindue, der nu fremstår som ud- og indvendig niche, samt korets ligeledes blændede østvindue med spidsbuet form. Kirkens oprindelige dør eller døre har sandsynligvis været at finde i skibets langmure.

Tårnet er ligesom langhuset stærkt restaureret i 1930’erne, hvor også et trappehus på nordsiden blev rekonstrueret efter ældre spor. Den øvre afslutning med fire trekantgavle under et pyramidetag – et tårn af såkaldt tørninglensk type – er dog i sin grundform oprindelig.

Kirkens hovedindgang er henlagt til vestenden, hvor tårnrummet, der har rundbuede vægnicher og dækkes af et krydshvælv, fungerer som våbenhus. Langhuset overdækkes af samtidige hvælv, der er seksdelt over østenden og krydshvælvet over de to vestlige fag. De to korsarme har fladt loft.

I 2015 blev der i tårnbuen afdækket en hest med dobbelthoved samt en kvaderimitation. Malerierne er fra sengotisk tid.

Kirkens ældste inventarstykke er et mindre krucifiks fra omkring år 1500 til alter- og processionsbrug. Krucifikset har en nær parallel i Føvling Kirke mellem Esbjerg og Vejen.

Interiøret domineres af veludførte inventarstykker fra Christian 4’s tid, herunder lektorieprædikestolen fra 1592-1596, der var en gave fra borgmester Frederik Busk. Pulpituret i nordre korsarm er opsat i årene 1611-1612, mens vestpulpituret, med malerier af Kristus og apostlene, daterer sig til 1635-1636. Vestpulpituret har siden 1841 båret et orgel, hvis pragtfacade er fra 1633-1636.

Alterpartiet udgøres siden 1996 af et stort Arne Haugen Sørensen-maleri i stærke farver, Opstandelsen.

Kirkens indre har i tidens løb dannet ramme om talrige begravelser, der nu næsten kun er repræsenteret ved to prægtige epitafier (dvs. mindesmærker) fra henholdsvis omkring 1614 og 1652. Førstnævnte, der er sat over sognepræst Jens Iversen Bork og hustruen Anna Nielsdatter, er arkitektonisk af opbygning og med et stort midtfelt, hvor hovedpersonernes guldindfattede portrætbilleder er indsat under tekststykker på latin og dansk.

Det andet, i bruskbarok og formentlig fremstillet i et værksted i Viborg, er sat over præsten Hans Hansen Kier og hustruen Karen Jensdatter. Det har, i en tresidet og rigt udsmykket ramme, et ottekantet maleri. Materiet viser den knælende præstefamilie, der omfatter ægteparret omgivet af ni levende børn og to tidligt afdøde drengebørn, sidstnævnte i hvide klæder.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Kirkens hjemmeside
• Ringkøbing Kirke på Sogn.dk