Samfundsmoralen i det kommunistiske Polen nåede i 1988 et lavpunkt. Gælden til et nu fjendtligt Vesten tyngede. En ny strejkebølge i 1988 førte til, at regimet atter anerkendte fagforeningen Solidaritet som en af flere samtalepartnere, og aftaler i april 1989 med oppositionen førte til et delvist frit valg til Sejmen og og et frit valg til Senatet i juni. Overraskende for alle fik Polen i august 1989 Østeuropas første ikke-kommunistiske statsminister, Tadeusz Mazowiecki, hvilket blev indledningen til en hurtig afvikling af kommunistpartiet PZPR's magtmonopol.
Polens historie efter 1988
Medlemmer af Solidaritet jubler uden for retten i Warszawa den 17. april 1989, efter at fagforeningen er blevet lovliggjort. Solidaritet fik med lovliggørelsen mulighed for at opstille kandidater ved de delvis frie valg i juni. Tadeusz Mazowiecki (tv. i gråt tøj) blev til hans og Solidaritets egen overraskelse premierminister efter valget.
Solidaritet i Polen lovliggøres, 1989.
Af
Druszcz Wojteic/AFP/Ritzau Scanpix.
Licens:
Begrænset anvendelse
Den Tredje Republik fødes
Hanna Suchocka (f. 1946) blev den 8. juli 1992 en af det demokratiske Polens første premierministre og den blot femte kvindelige europæiske regeringsleder. Der var ingen andre kvindelige ministre i hendes regering. Her modtager hun den 19. april 1993 med æresgarde den israelske premierminister Yitzhak Rabin ved en mindehøjtidelighed i anledning af 50-året for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa.
Hanna Suchocka og Yitzhak Rabin i 1993.
Af
Alik Keplicz/AP/Ritzau/Scanpix.
Licens:
Begrænset anvendelse
I december 1989 vedtog det nye parlament en række love, der gjorde Polen til et parlamentarisk demokrati og åbnede vejen for overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi, og januar 1990 opløste PZPR sig selv. De russiske tropper blev trukket ud af Polen, de sidste i 1993. Tre valg i 1990-1991 ændrede helt Polens politiske liv. Ved lokalvalg i 1990 blev Solidaritet vinderen, og ved præsidentvalget i 1990 vandt Wałęsa, og Jaruzelski gik fredeligt af.
Polens situation blev efter 1989 bedre, end den havde været på noget andet tidspunkt i 1900-tallet. Fra 1992 oplevede Polen en stadig økonomisk vækst, og man satte gang i en omfattende privatisering.
Landets katolske kirke fik mellem 1989 og 1993 megen indflydelse på lovgivningen; fx blev en antiabortlov vedtaget i 1993, mens et konkordat af 1993 med Vatikanet først blev ratificeret i 1998.
Efter valget i 1993 dannede venstrefløjen, SLD, regering med bondepartiet PSL, og præsidentvalget i 1995 blev et nederlag til Wałęsa og en sejr til den tidligere kommunist Aleksander Kwaśniewski. Men alle regeringer i 1990'erne uanset partifarve ønskede, at Polen både politisk og økonomisk skulle nærme sig Vesteuropa. Landets orientering mod vest resulterede i optagelse i Europarådet i 1991, i OECD i 1996, i NATO i 1999 og endelig i EU i maj 2004.
Ny forfatning og økonomisk omstilling
ASW-UW-regeringen, der styrede Polen fra 1997 til 2001, var genstand for mange protester fra grupper, som følte sig ramt af den nye udvikling. Demonstrationer og strejker bredte sig til mange samfundslag. Snart var det narkoselæger og sygeplejersker, snart minearbejdere eller som her 4.2.1999 militante bønder, der lavede ulovlige vejblokader ved landsbyen Polaki på hovedvejen fra Warszawa til Moskva. Hundredevis af veje blev blokeret over hele landet den dag. Polsk landbrug stod især i 1990'erne over for mange problemer; brugsstørrelsen var meget lille og landbruget meget gammeldags.
Polske bønder blokerer veje, 1999.
Af
Pawel Kopczynski/Reuters/Ritzau/Scanpix.
Licens:
Begrænset anvendelse
Valget til parlamentet i september 1997 gav sejren til en ny koalition, Solidaritets Valgaktion (AWS), der bestod af Solidaritet og en række katolske og nationale partier og grupper. Protestanten Jerzy Buzek blev statsminister i en regering baseret på AWS og Frihedsunionen (UW), et parti, der også havde rod i Solidaritet. UW blev ledet af økonomen Leszek Balcerowicz (f. 1947), der fra 1989 havde stået i spidsen for Polens overgang til markedsøkonomi; han blev nu finansminister.
En ny forfatning blev først vedtaget i 1997; især havde der været megen strid om kirkens stilling i staten. I 1998 fik Polen en ny administrativ inddeling med bl.a. større og dermed færre (16) amter, såkaldte vojvodier, ud fra ideen om at sikre en decentralisering efter kommunismens mangeårige centralisme.
Perioden efter 1999 prægedes af en mindsket økonomisk vækst (1-2 %) og voksende problemer med statsbudgettet.
2000-tallet
Den regerende højrekoalition AWS-UW tabte i 2001 valget til Sejmen; den kom end ikke over spærregræsen på 6 % og mistede alle sine pladser. Det postkommunistiske parti SLD blev valgets store vinder med 41 % af stemmerne. De nye protestpartier, det venstrenationalistiske Samoobrona (Selvforsvar), det højrekonservative PiS og det katolske LPR, Polske Familiers Liga, fik tilsammen ca. 30 % af stemmerne. Det eneste oppositionsparti med rødder i Solidaritet, Borgerplatformen (PO) fik 12,7 %. Regeringspartiet SLD med Leszek Miller som premierminister fulgte dog i hovedtræk op på den reformpolitik, som tidligere regeringer havde påbegyndt, og fortsatte forhandlingerne med EU om medlemskab. Ca. 65 % af befolkningen var på det tidspunkt tilhængere af EU-medlemskab.
Polen indtog som nyt NATO-medlem siden 1999, og især efter terrorangrebet den 1terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, en udenrigspolitisk mere aktiv rolle. I foråret 2003 bidrog Polen med flere tusind soldater til USA's krig i Irak. Det vakte betydelig vrede i Rusland, da Polens præsident Aleksander Kwaśniewski og tidligere præsident Lech Wałęsa i slutningen af 2004 hjalp politikerne i Ukraine med en fredelig udgang på deres overgang til mere demokrati og dermed mindre afhængighed af Rusland.
SLD-regeringen, der kom til magten 2001, oplevede sin største succes med forhandlingerne om Polens vilkår for en tilslutning til EU, hvis rammer blev formuleret ved topmødet i København i 2002. Efter optagelsen i 2004 trådte Leszek Miller tilbage som statsminister. Som det var sket med AWS-regeringen 1997-2001, gik regeringen langsomt i opløsning med splittelse og dannelse af nye partier til følge; voksende anklager om elitens korruption og forbindelser til russisk efterretningsvæsen underminerede tilliden til SLD. Den anerkendte Marek Belka blev udnævnt til ny statsminister, men han havde primært støtte fra præsidenten, hvorimod opbakningen fra Sejmen eller SLD var svingende.
Parlamentsvalget 2005 betød, at de to nye partier, PiS (Lov og Retfærdighed) og PO (Borgerplatformen), der begge havde rødder i Solidaritet, sejrede. Mod forventning dannede PiS og PO ikke regering sammen, men en mindretalsregering med PiS opstod. Partiet fik mange stemmer fra det sydøstlige, mere tilbagestående Polen, hvor også katolske og nationale værdier er dybt rodfæstede. Dette vakte ængstelse hos den tidligere politiske elite. Den politisk ukendte Kazimierz Marcinkiewicz blev statsminister, mens den egentlige magthaver var PiS' formand, Jarosław Kaczyński. Det efterfølgende præsidentvalg i to runder endte i et opgør mellem Lech Kaczyński (PiS), overborgmester i Warsawa – og Kaczyńskis tvillingebror – og rivalen Donald Tusk (PO, f. 1957). Lech Kaczyński sejrede og blev i december indsat som ny præsident. Statsminister Marcinkiewicz blev en populær leder, men gik af allerede året efter, hvorpå Jarosław Kaczyński overtog posten som statsminister.
Brødrene Kaczyński førte sammen en politik, der gik ud på, at staten skal sørge for borgernes tryghed, selvom den økonomiske politik ikke har været helt klar. Kaczyński-brødrene kom snart under kritik, både internt i Polen og udefra. Deres politik havde stærke nationalistiske undertoner, var kritisk overfor EU og stod for traditionelle, katolske værdier, bl.a. med hensyn til spørgsmål vedrørende abort og homoseksuelle. I 2007 kunne regeringen ikke få flertal, og ved et valg i 2007 tabte Jarosław Kaczyński posten som statsminister, som gik til Donald Tusk.
Polen ramtes i april 2010 af en national tragedie, da præsident Lech Kaczyński og hans hustru omkom ved ved et flystyrt sammen med en række andre topfolk fra det polske samfundsliv, bl.a. hærens stabschef, Sejmens viceformand, nationalbankdirektøren og en efterretningschef. De var på vej til Smolensk til en mindehøjtidelig for ofrene for Katynmassakren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.