Polens historie 1620-1918

Krigen mellem Polen og Sverige blev i begyndelsen udkæmpet i Livland; i 1621 erobrede svenskerne Riga og fik ved en våbenstilstand 1629 resten af Livland, efter at kong Gustav 2. Adolf fra 1626 havde indtaget de vigtigste handelsbyer i Preussen med undtagelse af Gdańsk. Parallelt med krigen mod Sverige førte Polen også krig mod Rusland, der i årene efter Ivan 4. den Grusommes død 1584 var i opløsning. I 1610 lykkedes det for polakkerne at erobre Moskva og få gennemført, at Sigismunds søn Władysław (4.) Vasa blev valgt til zar, men polakkerne blev snart efter fordrevet.

I 1655 udnyttede den svenske kong Karl 10. Gustav et oprør blandt kosakkerne i Ukraine, der blev støttet af Rusland, til at angribe Polen. Efter store svenske sejre de første år var landet imidlertid slemt hærget og udsultet, og efter den danske krigserklæring af 1.6.1657 mod Sverige blev den svenske hær ført ud af Polen og til Danmark. En polsk hær bidrog derpå til befrielsen af Jylland og Fyn.

Ved Freden i Oliwa 1660 måtte den polske kong Johan 2. Kasimir give afkald på Vasaslægtens krav på Sverige og Livland, ligesom man i 1657 havde måttet anerkende, at kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg blev suveræn hertug af Østpreussen, uafhængig af Polen. Ved Andrusovo-forliget med Rusland 1667 måtte Polen afstå den østlige del af Ukraine. Efter et adelsoprør abdicerede Johan Kasimir i 1668.

Polen var meget ødelagt efter krigene i midten af 1600-tallet. Befolkningstallet var gået mindst 25% tilbage, og det tog lang tid, før tabet blev genvundet. Den internationale kornhandel gik stærkt tilbage, og de polske statsfinanser blev brugt på det utilstrækkelige militær.

Den polske adel valgte i 1697 kurfyrst August 2. Mocny ("den stærke") af Sachsen til konge af Polen, givetvis i håbet om at sikre sig beskyttelse mod naboerne Preussen, Sverige, Rusland og Østrig, samtidig med at man forventede, at de ville respektere adelens "gyldne frihed". Men Polen blev trukket ind i en række af Sachsens krige, og den politiske frihed udviklede sig til anarki. I 1702 blev Polen angrebet af Karl 12. af Sverige. Krigene og en meget voldsom pestepidemi lagde store landområder øde, så det var et totalt ruineret Polen, der efter Slaget ved Poltava 1709 blev givet tilbage til August 2. af zar Peter 1. den Store, der nu var landets reelle hersker. I August 3.s regeringstid (1735-1763) var der en vis økonomisk og kulturel udvikling på trods af hærgninger i forbindelse med Den Preussiske Syvårskrig (1756-1763), hvor store østrigske, preussiske og russiske hære rykkede gennem landet.

Polen var omkring 1770 et af Europas største lande, men grundlæggende var det svagt. Der var ingen centralmagt, ingen fælles statskasse, og hæren talte kun ca. 12.000 mand. Polens sidste konge, Stanisław 2. August Poniatowski, der kom på tronen i 1764 med massiv støtte fra Ruslands kejserinde, Katarina 2. den Store, forsøgte at gøre Polen til en moderne stat, men nabomagterne bidrog systematisk til at holde landet svagt ved at forhindre ethvert tilløb til politiske, administrative og militære reformer, idet de støttede kongemagtens modstandere økonomisk og militært. Et adelsoprør, Bar-konføderationen, der var vendt mod kongen og mod Rusland, blev støttet af Frankrig og Osmannerriget, og det udviklede sig til en omfattende borgerkrig. Da Rusland og Østrig var ved at komme i krig med hinanden, foreslog Preussen en deling af Polen mellem de tre lande.

Ved den første deling i 1772 mistede Polen ¹/₃ af sit areal og over ¹/₃ af befolkningen. Preussen tog Vestpreussen (uden Gdańsk) og fik dermed etableret forbindelse mellem Brandenburg, Pommern og Østpreussen, og Polen blev afskåret fra Østersøen. Rusland tog den østlige del af Hviderusland, og Østrig fik Galicja.

Efter 1772 oplevede Polen en bemærkelsesværdig økonomisk og kulturel fremgang, og til sidst lykkedes det også at få gennemført en demokratisk forfatning med et konstitutionelt monarki ved Tredje Maj-Forfatningen 1791 og få organiseret en stående hær på 100.000 mand. Da hverken Preussen eller Rusland imidlertid ville acceptere et stærkt Polen, rykkede russiske tropper ind i landet, hvor de nedkæmpede de polske styrker.

Resultatet blev, at Polen atter i 1793 blev delt mellem Preussen og Rusland. Inspireret af Den Franske Revolution ledede Tadeusz Kościuszko året efter en opstand mod delingsmagterne, hvori for første gang også bønderne og i nogen grad borgerne deltog. Det lykkedes for oprørerne at tage både Warszawa og Vilnius, men de bukkede til sidst under for overmagten, og russerne gennemførte en blodig massakre på befolkningen i Warszawa. Ved den tredje deling i 1795 delte Preussen, Østrig og Rusland det resterende Polen mellem sig.

Efter den tredje deling i 1795 havde de nationalistiske polakker som mål at genrejse Polen, men midlerne var der stor uenighed om. Nogle mente, at det kunne ske ved et væbnet oprør, mens andre var overbeviste om, at uafhængigheden kun kunne opnås i samarbejde med en af delingsmagterne og ved at styrke den polske nationale kultur. En af de få institutioner, der havde fået lov at bestå, var den katolske kirke, som kom til at spille en væsentlig rolle under hele delingsperioden. Trods alle forsøg hos delingsmagterne på at ødelægge og forbyde alt, der var polsk, lykkedes det faktisk at holde polsk kultur og nationalfølelse levende.

Efter nederlaget i 1795 flygtede mange polakker til Frankrig, hvor de sluttede sig til de revolutionære arméer. Blandt dem var general Jan Henryk Dąbrowski, som fik overtalt Napoleon til at opstille polske legioner til befrielse af Polen. Ved Napoleons hjælp opstod et nyt Polen, Warszawahertugdømmet. Det blev oprettet i 1807 af de preussiske dele af Polen og inkluderede fra 1809 dele af de østrigske besiddelser.

Efter Napoleons fald besluttede sejrsmagterne på Wienerkongressen 1814-1815 at genoprette "Kongeriget Polen" eller Kongres-Polen, der bestod af Warszawa-hertugdømmet med undtagelse af Poznań, der kom til Preussen, og Kraków, der blev en fristad. Kejser Aleksander 1. af Rusland blev konge af Polen, og de østlige dele af det gamle Polen-Litauen blev direkte indlemmet i Rusland.

Revolutionerne i Belgien og Frankrig 1830 gav straks inspiration til Novemberopstanden i Polen samme år. Den begyndte på officersskolen i Warszawa og bredte sig hurtigt til hele landet, hvor man afsatte kejser Nikolaj 1. som konge af Polen. Kampene varede til september 1831, da russerne med stor brutalitet knuste opstanden. Kongerigets særlige forfatning, Sejmen, regeringen og hæren blev opløst, og universiteterne i Warszawa og Vilnius blev lukket.

Tusindvis af polakker flygtede til Frankrig, hvor de moderate samlede sig om fyrst Adam Jerzy Czartoryski, der søgte at få britisk og fransk støtte til at befri Polen. De mere vestreorienterede mente, at kun en national og social revolution i samarbejde med andre folk kunne løse det polske problem.

I 1846 udviklede en national opstand i den østrigske del af Polen sig til et regulært bondeoprør, hvor herregårde og slotte blev brændt ned, og de oftest polske adelige godsejere blev dræbt. Kraków blev herefter indlemmet i Østrig. Under inspiration fra begivenhederne i det øvrige Europa i 1848 kom det også til opstande i Poznańområdet mod preusserne og i Galicja mod østrigerne; begge steder blev opstandene slået ned under blodsudgydelser.

Efter at bønderne i såvel den preussiske som den østrigske del havde fået ophævet livegenskabet og opnået selveje og borgerlige rettigheder, og det samme var sket i Rusland i 1861, men ikke i Kongres-Polen, gjorde en polsk nationalkomité oprør i januar 1863 og krævede frihed for bønderne i Polen, Litauen og Ukraine. Preussen støttede Rusland for at få russisk støtte til krigen mod Danmark, og Frankrig, Storbritannien og Østrig nøjedes med at udtrykke deres sympati for oprørerne, så selvom kampene varede lige til efteråret 1864, var udfaldet klart: En skånselsløs undertrykkelse af oprørerne, hvoraf flere tusinde blev deporteret til Sibirien. Bønderne fik dog derefter deres frihed af den russiske regering, som brugte alle midler til at ophidse dem mod de polske godsejere og den katolske kirke. Resultatet blev imidlertid det modsatte af det tilsigtede, og bønderne blev for alvor nationalt bevidste og sluttede massivt op om den katolske kirke. Kongres-Polen oplevede en betydelig industrialisering især med tekstilindustrien i Łódź og Warszawa, og i de preussiske dele ekspanderede kulminerne og den schlesiske jernindustri.

Med oprettelsen af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (se Ausgleich) fik også Galicja nationalt selvstyre i 1867, og polsk kultur kunne endelig igen udfolde sig frit, ikke mindst ved universiteterne i Kraków og Lvov (Lemberg).

Ligesom de danske sønderjyder oplevede de preussiske polakker en massiv national undertrykkelse under Bismarcks regering i de sidste årtier af 1800-tallet. I et vist samarbejde med danskerne udviklede polakkerne et udbredt net af kreditforeninger, andelsforetagender og sociale hjælpeinstitutioner, der skulle forhindre, at landbrugsejendommene gik over til tyske ejere.

De dårlige sociale og økonomiske forhold, især i de russiske og østrigske dele af Polen, bevirkede, at ca. 4 millioner personer, heraf mange jøder, der ofte var udsat for forfølgelse, udvandrede til især USA 1870-1914, ligesom mange landarbejdere tog på sæsonarbejde til Tyskland og Danmark.

I 1890'erne udvikledes to særdeles forskellige politiske partier i Polen og blandt polakker i udlandet. Meget højreorienterede og nationalistiske var Nationaldemokraterne, Narodowa Demokracja, ND, under ledelse af Roman Dmowski. Partiet, der var yderst antisemitisk og antitysk, håbede på russisk støtte i form af slavisk solidaritet til genskabelsen af et nyt Polen.

I stærk modsætning til ND dannedes i Paris i 1892 Det Polske Socialistiske Parti, Polska Partia Socjalistyczna, PPS, hvis mål var dannelsen af et nyt demokratisk og uafhængigt Polen. Blandt lederne var Józef Piłsudski, der mente, at vejen hertil var en væbnet national opstand. Andre i partiet mente, at Polen kun kunne få sin uafhængighed som et led i en stor international revolution. De dannede senere i 1918 Polens Kommunistiske Parti, KKP.

Læs videre om Polens historie 1918-1944

• Polens forhistorie
• Polens historie indtil 1620
• Polens historie 1620-1918 (denne artikel)
• Polens historie 1918-1944
• Polens historie 1944-1988
• Polens historie efter 1988
• Polen generelt