De Fjorten Punkter

De første fire punkter beskrev principperne for en ny verdensorden: åbent diplomati, havenes frihed i såvel freds- som krigstid, international frihandel og almen nedrustning til ”det laveste niveau, der er foreneligt med opretholdelsen af den indre sikkerhed”.

Punkt fem foreslog en upartisk ordning af kolonikrav, der både tog hensyn til de berørte befolkninger i koloniernes ønsker og til kolonimagternes ”rimelige krav”.

Punkterne 6-13 behandlede territoriale spørgsmål. De områder, som Centralmagterne havde besat i Belgien, Frankrig og Rusland skulle rømmes, og Alsace-Lorraine, som Tyskland havde annekteret i 1871, skulle atter være fransk. Desuden blev der lagt op til et nyt Centraleuropa: ”Folkene” i Østrig-Ungarn skulle sikres den ”frieste mulighed for selvstændig udvikling”, og der skulle skabes et selvstændigt Polen i de områder, hvor befolkningen ”ubestrideligt er polsk”. Italiens grænser skulle revideres efter klare ”nationalitetslinjer”. I Osmannerriget skulle den tyrkiske del sikres selvstændighed, mens andre folk, der var under osmannisk styre, skulle have ret til ”selvstændig udvikling”, og Dardanellerne gøres til internationalt farvand.

Det 14. og sidste punkt drejede sig om oprettelsen af en international sammenslutning, der skulle sikre garantere staternes – store som små – politiske uafhængighed og territoriale integritet; se Folkenes Forbund.

Forud for præsentationen af De Fjorten Punkter havde Wilson ved flere lejligheder argumenteret for, at målet måtte være at skabe en ”retfærdig og sikker fred” efter krigen, ikke bare en ”ny magtbalance”, og han sluttede fremlæggelsen af sit fredsprogram af med at understrege, at USA respekterede Tyskland og ønskede, at landet skulle indgå i ”den nye verden” på lige fod med verdens andre folk.

Hovedprincipperne bag De Fjorten Punkter var visioner om en liberal verdensorden og om folkenes selvbestemmelsesret. Programmet er med rette blevet karakteriseret som liberalt og idealistisk, men det skal påpeges at kravene om frie verdenshave og international frihandel klart flugtede med USA’s økonomiske interesser. Når det gjaldt kolonispørgsmålet, var der også grænser for de liberale visioner. Mens der skulle tages hensyn til de berørte folks ønsker, blev retten til at have kolonier ikke antastet. Retten til national selvbestemmelse var forbeholdt hvide.

Wilson fremlagde helt bevidst sit program offentligt. Ambitionen var, at programmet ville være med til at underminere krigsviljen hos befolkningerne i Centralmagterne, men også at det ville sætte dagsordenen for fredsforhandlingerne efter krigen. Det kom i betydelig grad til at holde stik. I efteråret 1918 søgte Osmannerriget, Østrig-Ungarn og Tyskland alle om våbenhvile med henvisning til De Fjorten Punkter, og da sejrherrerne i 1919 samledes i Paris for at forberede fredsaftalerne, var forventningen i offentligheden overalt, at Wilsons program ville danne rettesnoren for aftalerne.

Det blev imidlertid kun delvist tilfældet. Selv om Wilsons tanker om et Folkenes Forbund og selvbestemmelsesretten nød udbredt støtte, var hans program ikke blevet accepteret som fællesprogram af USA's allierede. Mens den nyordning af store dele af Europakortet, som De Fjorten Punkter havde foreslået, i store træk blev realiseret, blev freden i tabernes og især Tysklands øjne langt fra den ”retfærdige og sikre fred”, Wilson havde lovet. Selv om Folkenes Forbund blev en realitet, gjaldt det samme ikke for Wilsons visioner om en ny verdensorden, og hvad kolonispørgsmålet angik, så blev der reelt ikke lyttet til befolkningernes ønsker i de landområder i Afrika, Mellemøsten og Oceanien, som sejrherrerne efter krigen delte mellem sig.

• Folkens Forbund
• national selvbestemmelse
• Cordell Hull