Polens historie indtil 1620

I 700-tallet levede den vestslaviske stamme polanie omkring Oders biflod Warta i Wielkopolska, den vestlige del af det nuværende Polen. De skabte i 900-tallet under fyrsteslægten Piast et rige, der afgrænsedes af Oder, Karpaterne, Bug og Østersøen og således i hovedtræk lignede det moderne Polen.

Den første dokumenterede polske fyrste er Mieszko 1., der i 966 accepterede kristendommen for at undgå den tyske missionsvirksomhed. Han oprettede 968 et bispesæde i Poznań. Det lykkedes ham at erobre Schlesien (Śląsk) og Małopolska fra tjekkerne. I år 1000 blev der oprettet et ærkebispedømme med sæde i Gniezno, og Polen blev en selvstændig kirkeprovins direkte under pavens beskyttelse. Afbrudt af voldsomme hedenske reaktioner konsolideredes kristendommen i Polen i de følgende århundreder med nye bispedømmer, talrige klostre og kirker. I 1025 blev Bolesław 1. Chrobry som den første kronet til konge over Polen. Kun nogle af de efterfølgende herskere blev kronet, andre betitlede sig blot som fyrster.

Efter Slaget ved Legnica 1241 mod mongolerne ophørte den centrale fyrstemagt med at fungere. Først i 1320 lykkedes det for Władysław 1. Łokietek at samle størstedelen af riget igen og få pavens godkendelse af kongeværdigheden. Dog var Schlesien blevet stærkt germaniseret, og Pommern var i 1308 blevet erobret af Den Tyske Orden.

Det polske samfund i middelalderen var udpræget feudalt. Kongemagten var svag, og landet var delt mellem en række magtfulde vasaller, wojewoda, der var fyrstens stedfortræder i alle militære sager. Den civile administration af krongodserne og jurisdiktionen lå hos embedsmænd, der hver regerede et distrikt. Władysław Łokietek indførte et nyt lag af embedsmænd, starosta, der blev besat med loyale lavadelige som modsætning til de gamle højadelige vasaller. Kasimir 3. den Store måtte i forbindelse med en fredsaftale med Den Tyske Orden i 1343 give afkald på Bagpommern og dermed på adgangen til Østersøen. Mod øst vandt polakkerne derimod store områder i Ukraine.

Polen gik fri af den sorte død, der hærgede det øvrige Europa, og i Kasimir 3.s regeringstid (1333-1370) oplevede landet en betydelig økonomisk vækst med udvikling af minedrift, landbrug og handel og talrige bygrundlæggelser. Medvirkende til opsvinget var en stor jødisk indvandring, hvor byen Kazimierz ved Kraków blev et center for jødisk kultur. Endnu flere tyske bønder indvandrede, og de fik i begyndelsen en bedre retlig og økonomisk stilling end de polske. Polen blev i den periode for første gang en administrativ enhed med fælles love, fælles mønt mv.

Efter Kasimir 3.s død i 1370 blev den polske trone overtaget af den ungarske kong Ludvig 1. den Store. For at sikre sig, at en af hans døtre kunne efterfølge ham på den polske trone, måtte han 1374 i Košice give den polske højadel (se magnateria) det privilegium, at ethvert skattepålæg ud over en fast jordtakst krævede samtykke fra adelen som stand, og det gav adelen stor politisk magt.

Efter Ludvigs død blev hans datter Jadwiga valgt til dronning, og den polske højadel valgte storfyrsten af Litauen, Jagiełło, til hendes mand. Dette blev indledningen til en nær forbindelse mellem Polen og Litauen, der omfattede det meste af nutidens Hviderusland og Ukraine. Med til at fremme samarbejdet mellem de to lande var den fælles fjende, Den Tyske Orden. Imidlertid var Jagiełło hedning, så han måtte love at lade Litauen og sig selv kristne. I 1386 blev han valgt til konge over Polen, døbt under navnet Władysław (2.) Jagiełło og gift med den kun 12-årige Jadwiga.

1410 lykkedes det for en hær bestående af styrker fra Polen, Litauen, Bøhmen og Ukraine at tilføje Den Tyske Orden et alvorligt nederlag ved Tannenberg i Østpreussen, og ordenens ekspansion blev standset. I en krig 1454-1466 gjorde de førende byer i Vestpreussen, Gdańsk, Toruń og Elbląg oprør mod ordenen, og efter flere polske sejre blev Preussen delt ved Freden i Toruń i 1466, således at Polen fik Vestpreussen, mens Østpreussen forblev under Den Tyske Orden, men som et polsk len. Polen og Litauen fortsatte den fælles ekspansion mod øst i Hviderusland og Ukraine med opdyrkning af stepperne, der delvis foregik ved indkaldte tyske kolonister og oprettelse af storgodser.

I 1400-tallet udvikledes den polske stænderstat med fem separate stænder: gejstligheden, adelen, borgerne, jøderne og bønderne, og med barrierer, som var meget vanskelige at overstige. Juridisk var alle adelige lige, men reelt var der betydelig forskel på de rige magnater og den fattige lavadel (se szlachta). De højere kirkelige embeder blev kun besat med adelige. Jøderne måtte ikke eje gods eller få almindelige borgerrettigheder i byerne.

For at sikre sig militær støtte i kampen mod tyskerne måtte Kasimir 4. Jagiełłończyk i 1454 give adelen et nyt privilegium (se Nieszawa-statutten), der gav de lokale landdage, sejmiki, retten til at mobilisere hæren og udskrive nye skatter. 1493-1496 udvikledes Sejm, parlamentet, der fik to kamre: Senatet, der bestod af de kongeligt udnævnte embedsmænd, og Deputeretkammeret, hvor de deputerede fra sejmiki havde sæde. I 1505 blev det bestemt, at Sejmen havde den lovgivende magt. De deputerede til Sejmen mødte med bundet mandat fra sejmiki, og da der udviklede sig et krav om enstemmighed ved alle beslutninger i Deputeretkammeret, blev det især i 1600- og 1700-tallet meget vanskeligt at få gennemført selv de mest nødvendige love i Sejmen.

Freden i Toruń 1466 betød, at Polen fik herredømmet over hele Wisła. Da befolkningen i Vesteuropa i den periode begyndte at vokse stærkt, blev der en stigende efterspørgsel efter landbrugsvarer, især korn, som Polen var i stand til at levere i store mængder. Det var især de store godsejere, der kunne udnytte de gunstige konjunkturer. Det betød investeringer i endnu større godser og nedlæggelse af landsbyer eller opdyrkning af ny jord med hovedvægten lagt på produktionen på hovedgårdsmarkerne, som blev dyrket af livegne bønder. I den samme periode oplevede den polske kongemagt en styrkelse med en effektiv centraladministration, der dog led under mangelen på en stående hær og flåde. Ved Lublinunionen 1569 indgik Polen og Litauen en føderation med et fælles valgt statsoverhoved og et fælles parlament, Sejmen, men med separat lovgivning, forvaltning, økonomi og hærvæsen.

Med Sigismund 2. August uddøde slægten Jagiełło. Adelen valgte i 1573 den franske konges bror Henrik (3.) til polsk konge. Han måtte dog forinden underskrive en håndfæstning, der sikrede valgkongedømmet, religiøs tolerance, regelmæssige møder i Sejmen og ret til at afsætte kongen. Tilsvarende kontrakter måtte alle efterfølgende konger indgå, før de kunne bestige tronen.

Den polske højadel valgte i 1587 den svenske kong Johan 3.s søn Sigismund 3. Vasa til konge. Målet var en union med Sverige, der skulle sikre Polen herredømmet over Estland og svensk støtte mod Rusland, men da den svenske adel havde modsatte mål, var en konflikt uundgåelig. Efter Johan 3.s død søgte Sigismund at indtage Sverige, men i Slaget ved Stångebro 1598 sejrede den svenske hær, og Sigismund måtte vende tilbage til Polen. Herefter fulgte en langvarig konflikt mellem Polen og Sverige. Krigen blev i begyndelsen udkæmpet i Livland.

Læs videre om Polens historie 1620-1918

• Polens forhistorie
• Polens historie indtil 1620 (denne artikel)
• Polens historie 1620-1918
• Polens historie 1918-1944
• Polens historie 1944-1988
• Polens historie efter 1988