Den Tyske Orden

Den Tyske Orden, gejstlig ridderorden, grundlagt 1198/99 i Palæstina, hvor den snart erhvervede sig betydelige landområder. Frem til 1291 havde ordenens højmester sit hovedsæde i hhv. Akko og Montfort.

Også andre steder fik ordenen store landområder, ikke mindst i Tyskland. På foranledning af hertugen af Masovien begyndte Den Tyske Orden i 1231 en erobring af Preussen, som var tilendebragt i 1285. Samtidig havde ordenen i 1237 overtaget store besiddelser i Livland efter Sværdridderordenens opløsning.

Alligevel var det først efter fordrivelsen fra Det Hellige Land i 1291 og overflytning af ordenens hovedsæde til det preussiske Marienburg (nuværende Malbork) i 1309, at Den Tyske Orden helt og aldeles engagerede sig i Baltikum.

Erobring af Litauen blev nu det primære mål, og ordenen anførte en næsten kontinuerlig række af korstog mod litauerne. Den polsk-litauiske union 1386 og litauernes overgang til kristendommen herefter betød dog, at støtten til Den Tyske Orden hurtigt svandt ind. Tilmed led ordenen i 1410 et alvorligt nederlag til litauerne og polakkerne i Slaget ved Tannenberg.

Tiden herefter var præget af krig og indre splid, og Den Tyske Orden måtte i 1466 afstå betydelige landområder til Polen. En stigende sekularisering prægede herefter ordenens baltiske områder, indtil Preussen i 1525 blev et verdsligt fyrstendømme under Polen; i 1562 fulgte Livland efter.

Trods disse territoriale tab mod øst forblev ordenen selvstændig indtil 1809, da den formelt blev ophævet af Napoleon. Reelt levede Den Tyske Orden videre og blev i 1835 under habsburgsk ledelse omdannet til en karitativ orden, der siden 1929 udelukkende har haft præster som medlemmer.

Se også ordener – gejstlige ridderordener.