Kasimir 3. den Store, Kazimierz Wielki, 1310-1370, konge af Polen fra 1333, søn af Władysław 1. Łokietek. Kasimir 3. var den sidste konge af fyrstehuset Piasterne. Han gav afkald på overhøjheden over Schlesien, men sikrede sig til gengæld herredømmet over det nordlige Polen, Kujavien, ved freden med Den Tyske Orden i Kalisz 1343. Kasimir erhvervede 1340-49 den vestlige del af Ukraine. I hans regeringstid oplevede Polen en betydelig økonomisk og politisk udvikling med grundlæggelsen og befæstningen af talrige byer og slotte. Kasimir 3. grundlagde i 1364 universitetet i Kraków.