De allieredes overvejelser om Polens fremtid ved afslutningen på 2. Verdenskrig foregik uden større hensyn til de grusomme begivenheder i Polen. De tre stormagter var enige om, at Polen skulle flyttes mod vest. Curzonlinjen fra 1920, en britisk idé, svarede mere til en etnisk grænse end den polske østgrænse fra 1921. Den nye grænse i vest blev floden Oder, mens fristaden Danzig (Gdańsk) og det sydlige Østpreussen skulle til Polen. Polen blev derved flyttet 250 km mod vest, og landet blev ca. 20% mindre i omfang. Millioner af tyskere blev med allieret tilladelse flyttet fra det nye Polen eller flygtede selv. Polske kritikere talte om Polens femte deling, mens eksilregeringen gerne ville have udvidelserne i vest, men ikke afståelserne i øst.
Polens historie 1944-1988
Polens grænser fra afslutningen af 1. Verdenskrig til afslutningen af 2. Verdenskrig.
Folkerepublikken Polen
Den polske stat blev ikke kun flyttet, men fik også et andet indhold. Nationale og religiøse mindretal var nu meget små; landet var 98 % katolsk og polsk. Det skulle hurtigt vise sig, at landet ikke blev befriet, men underlagt Den Røde Hær, det hemmelige sovjetiske politi og en lille gruppe af polske kommunister. Stalin havde i Moskva i juli 1944 skabt en komité domineret af kommunister, der blev kernen i den nye polske regering, som de tre stormagter anerkendte fra juli 1945. Det største parti var Bondepartiet ved Mikołajczyk. Inden valget til Sejmen i januar 1947 havde kommunisterne (PPR) skræmt oppositionen og befolkningen så meget, at Mikołajczyk senere i 1947 flygtede til USA.
Såvel valgresultatet i 1947 som en folkeafstemning året før blev forfalsket. 1948-1949 gennemførte en fløj af PPR en stalinisering af partiet og af Polen. Partiets leder, Władysław Gomułka, blev fjernet. Stalintro kommunister som Bolesław Bierut, Hilary Minc (1905-74) og Jakub Berman (1901-84) udførte Stalins politik med statens overtagelse af industri, handel og landbrug, og censur og det hemmelige polske politi overvågede alt og alle. PPR havde ringe opbakning i befolkningen og brugte derfor terror og valgtryk. Kulturlivet blev sovjetiseret, undervisning i russisk blev tvungen; kirken blev generet og frataget sine jordbesiddelser, og præster og bisper blev arresteret. Ensretningen af det politiske liv kulminerede med fusionen af PPR og PPS til PZPR i december 1948. Den sovjetiske dominans i Polen fik sit ydre symbol ved, at den sovjetiske marskal Rokossovskij i 1949 blev marskal af Polen — Piłsudskis gamle titel.
Der var stor modstand i Polen mod denne sovjetiske model. Allerede i 1954 blev det polske sikkerhedspolitis magt indskrænket efter en afhoppers afsløringer af dets brutalitet. Arbejderuroligheder i Poznań i 1956 førte oktober samme år til et lederskifte. Gomułka blev igen leder af kommunistpartiet, nu PZPR, og hævdede muligheden af en polsk vej til socialismen. På en række punkter førte hans regime til en lempelse, og den åbenlyse sovjetiske indblanding blev mindre. Kollektivformen i landbruget, som bønderne i 1956 spontant havde opløst, blev ikke genindført. Polens landbrug var på det tidspunkt for ca. 80% vedkommende i privat eje, et særsyn for østblokken, ligesom kirken fik større råderum med en katolsk presse og katolske repræsentanter i Sejmen. Udenrigspolitisk fulgte Gomułka nøje Sovjetunionen, der for ham var den bedste garant for Oder-Neiße-grænsen i vest, og i august 1968 deltog Polen i indmarchen i Tjekkoslovakiet.
En ny forsonlig kurs over for Vesttyskland begyndte med Willy Brandts besøg i Warszawa december 1970, i den måned, da Gomułka blev afsat; Vesttyskland anerkendte reelt Oder-Neiße-grænsen. Gomułkas indre reformer havde dog været få, så hverken den økonomiske politik eller partiets enemagt blev der ændret ved. Stat og kirke var ved 1000-års-jubilæet for kristendommens indførelse i 1966 i åben polemik, og omfattende uro blandt studerende i marts 1968 blev brutalt slået ned af politiet. Dele af partiet førte fra 1967 en antizionistisk kampagne, så mange jøder mistede deres job og flygtede.
Årene 1945-70 ændrede landbrugslandet Polen til et land med stærkt voksende byer og en stor sværindustri, bl.a. baseret på råstoffer fra de nye landområder. Folketallet, der var faldet med 6 mio. under krigen, steg fra ca. 24 mio. i 1946 til 34 mio. i 1975, den kulturelle frihed var efter 1956 større end i den øvrige østblok, og analfabetismen, der havde været stor i mellemkrigstiden, forsvandt.
Uroligheder i havnebyer som Gdańsk december 1970 førte til et lederskifte, idet Edward Gierek trådte til. Han forsøgte med en ny stil og en ny politik at skabe bro mellem partiet og folket. Uden at opgive partiets enemagt prøvede han at få en direkte kontakt med befolkningen. Han optog modsat Gomułka store lån i Vesten til fornyelse af polsk industri, ligesom han satsede på at bygge flere boliger og skaffe flere forbrugsvarer. Håbet om materielle ændringer blev imidlertid skuffet i løbet af få år; lånene blev ikke brugt produktivt, og udlandsgælden voksede uhæmmet. Gierek forbedrede forholdet til kirken ved besøg i Vatikanet i 1977; det kom dog som et chok for det svage polske regime, at den i 1978 nyvalgte pave, Johannes Paul 2., var polak.
Mellem 1976 og 1980 mistede regimet megen autoritet. Uro hos arbejderne i 1976 førte til et nyt samarbejde mellem arbejdere, intellektuelle og kirken, og pavens besøg i Polen i 1979 styrkede det civile samfunds selvbevidsthed over for partiet. Resultatet sås ved strejkerne i sommeren 1980, hvor det svækkede parti måtte gøre store indrømmelser. Uafhængige fagforeninger blev tilladt, der indførtes strejkeret, og Lech Wałęsa fremtrådte som de strejkendes leder og som leder af fagforeningen Solidaritet.
I årene 1980-1981 var der i Polen en for et østland uhørt fri, offentlig debat. Gierek blev fjernet som partileder og efterfulgt af Stanisław Kania i 1980-1981; ved den voksende polarisering mellem partiet og Solidaritet blev han i 1981 erstattet af general Wojciech Jaruzelski. De mange strejker øgede den økonomiske nød i Polen, og et pres fra Sovjetunionen, DDR og Tjekkoslovakiet fik i december 1981 Jaruzelski til at indføre krigsretstilstand. Alle indrømmelserne til arbejderne blev nu taget tilbage, Solidaritet blev opløst, dets ledere blev fængslet, og militæret overtog reelt ledelsen i staten.
Det lykkedes ikke for Jaruzelskis regime 1981-1988 at vinde befolkningen for sig. Økonomisk blev 1980'erne en nedtur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.