Otting Kirke er en sognekirke beliggende, der ligger syd for selve Otting by, omgivet af marker og spredt bebyggelse centralt på halvøen Salling.
Kirkens relativt lille størrelse i forhold til den nærliggende Oddense kirke vidner om historiske forhold og den geografiske nærhed mellem de to sogne.
Kirkegården er omgivet af stendiger, som følger ældre skel. Ved kirken, i den nordøstlige del af kirkegården, er der rejst en mindesten for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.
Kirkens bygningshistorie er kendetegnet ved flere overordnede faser fra romansk tid og frem til senmiddelalderen. Materialeanvendelse og formsprog er kendetegnende for området, herunder særligt det vestjyske tårn med høje gavle og øst-vest-vendt sadeltag.
Bygningen udgøres af et romansk kor og skib, et sengotisk tårn i vest og et nyere våbenhus mod syd. De romanske dele er opført i kampesten og en på nogle steder kvaderhugget skråkantet sokkel. Hele kirken står hvidkalket, på nær den på nogle steder synlige granitsokkel. Murværkets opbygning og konturer fornemmes tydeligt flere steder under kalken.
Syddøren er endnu i brug. Ved den tilmurede norddør ses en retvinklet overligger. Der ses tilmurede rundbuevinduer på kirkens nordside, et i koret og et i skibet. En romansk gravsten med kors og tovsnoning i kanterne er indmuret forneden i korets østfacade.
Det senmiddelalderlige tårn er opført i kamp- og munkesten og er næsten lige så bredt som skibet. Tagfladen er øst-vest-vendt, og på nordgavlen er der skråt afskårne højblændinger, dvs. murnicher. Sydgavlen er glat som et resultat af nyere skalmuringer. Adgang til mellemstokværket, dvs. tårnets mellemetage, sker udefra via en trappe på nordsiden.
Det lille våbenhus mod syd er opført i mursten i 1800-tallet.
Indvendigt er væggene hvidkalkede, og både kor og skib dækkes af bjælkelofter i røde og grønlige nuancer. Stoleværket er malet i de samme farver. Korbuen er, lidt usædvanligt for området, helt glatpudset uden kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på. I den nordlige side er en niche udhugget over den indmurede døbefont. Tårnrummet dækkes også af bjælkeloft og forbindes med skibet via en rundbue.
Over tårnet er der blytag, hvorimod resten af kirken har tegltag belagt med sortglaserede tegl. Der er i nyere tid oplagt et fast undertag over kirken. Dele af den bevarede tagkonstruktion er ældre, primært i fyrretræ.
Bygningen blev istandsat i årene 1959-1960 ved arkitekt Søren Vig-Nielsen (1876-1964). Dette arbejde omfattede især det indvendige, men der blev også gennemført et omfattende tagarbejde. I nyere tid er kirkerummet og dets inventar istandsat fra år 1999 og ind i 2000’erne. Dette indebar bl.a. et nyt varmeanlæg samt nymaling af stoleværk, alterskranke og loft.
Den romanske døbefont af granit med glat kumme er kirkerummets ældste inventar. Den ses her indmuret i korbuens nordlige vange.
Prædikestolen er ligesom altertavlen fra omkring år 1600. Den blev også ombygget og samtidig tilført nye malerier i 1712.
Det historiske inventar rummer dele fra middelalderen, 1600-tallet og fra nyere tid.
Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont af granit med glat kumme. Den er indmuret i korbuens nordlige vange.
Fra middelalderen stammer desuden to træfigurer, begge ophængt i kirken på skibets vestvæg. Den ene udgør resterne af et sengotisk korbuekrucifiks. I dag er kristusfiguren bevaret, mens korstræet er borte.
Den anden middelalderlige figur dateres til omkring år 1500. Det er en stående Johannes Døberen fra en sengotisk altertavle, som tidligere var ophængt i kirken. Figuren har langt hår og stort fuldskæg og er iklædt et kamelskind, som holdes sammen af et reb. Højre hånd peger på lammet, som holdes i venstre arm på en bog (kun et fragment af denne er bevaret).
Altertavlen er fra omkring år 1600, men ombygget i 1712. Tavlen udgøres af et midterfelt og to sidefelter, inddelt af søjler. I midterfeltet er der et maleri af Korsfæstelsen, mens der i de indrammede sidefelter er indskrifter. Foroven og forneden er der smalle gesims- og postamentfelter, dvs. felterne på fodstykket, med indskrifter. Øverst krones tavlen af en trekantformet gavl. Tavlens nuværende bemaling er fra 1959.
Prædikestolen er lige så gammel som altertavlen (omkring år 1600) og ligeledes ombygget og tilført nye malerier i 1712. På kurven er der rektangulære felter, som er inddelt af halvrunde hjørnestolper. I gesims- og postamentfelter er der indrammede indskrifter. Storfelternes malerier forestiller evangelisterne. Stolens bemaling er fra 1712 og blev afdækket i 1959. Stolens nyere trappe er formentlig fra 1959.
Et tidligere altertavlemaleri fra 1800-tallet er ophængt i en nyere ramme.
Kirkens stoleværk fra 1909 består af bænke med gavle og låger ved midtergangen. Salmenummertavlerne er formentlig samtidige med stoleværket eller lidt ældre.
.JPG){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.