Norges udvikling fra enevældens indførelse til unionen med Sverige med Kielerfreden i 1814 er grundlæggende præget af en markant, om end ujævn vækst. Folketallet fordobledes fra 440.000 i 1665 til 885.000 i 1815, til trods for at der stadig var mange år, hvor antallet af døde som følge af krig, epidemier og fejlslagen høst langt oversteg antallet af fødte.
Det var et samfund af bønder, op gennem 1700-tallet med en stærkt voksende husmandsbefolkning; adel og godser som i Danmark og på kontinentet fandtes så godt som ikke, og byerne var få. Men den flerstrengede norske økonomi, hvor landbruget suppleredes med en stigende eksport af tømmer, fisk, jern og kobber, var stærk. Produktionen steg mere end folketallet, og selvom velstanden forblev ujævnt fordelt, var der tale om en langvarig økonomisk vækst.
Samtidig prægedes udviklingen dels af, at Norge var en del af en større stat, der også omfattede Danmark og hertugdømmerne Holsten og Slesvig samt de nordatlantiske øer, dels af en politisk struktur, hvorved kongen i København vel langtfra var så enevældig, som Kongeloven fra 1665 umiddelbart gav indtryk af, men hvor de oldenborgske konger på den anden side ikke længere var bundet af at skulle samarbejde politisk med den danske højadel. Enevoldskongerne havde initiativmuligheder, som deres forgængere ikke havde haft, og dem udnyttede de i deres helstatspolitik.
På det udenrigspolitiske område havde statsdelene lige kår. Byrderne ved revanchepolitikken, dvs. forsøgene på at generobre Danmarks afståede skånske provinser og de norske provinser Bohuslän, Härjedalen og Jämtland, var fælles; krigen 1709-20 blev dog ført på norsk jord, ikke på dansk. Fordelene ved den lange fredsperiode 1720-1807 var til gengæld også fælles.
De 87 år fra freden efter Store Nordiske Krig til krigen med England blev en formativ periode i Norges historie og samtidig den, hvor nordmændenes vilkår i den fælles stat er blevet mest indgående debatteret i eftertiden af norske historikere, politikere og kulturpersonligheder, hvor interessen især har samlet sig om de økonomiske forhold, de kulturelle bånd og udviklingen af en norsk national identitet.
På det økonomiske område lagde enevælden udadtil vægt på en byrdefordeling, der var ligelig og retfærdig. Her fremstod kongen som den kærlige far og de to riger som hans taknemmelige og lydige børn. I virkelighedens verden, hvor kongerigerne havde så vidt forskellige økonomiske vilkår og traditioner, var en sådan ligelig byrdefordeling en illusion — og retfærdighed et meningsløst begreb. Det kan dokumenteres, at Norge målt i skatter og afgifter i forhold til sit befolkningstal ydede væsentlig mindre end Danmark til de fælles statsudgifter.
Inddrager man de norske militære ydelser i form af soldater og af matroser til den fælles flåde, bliver billedet dog mindre skævt. Og lægger man hertil betydningen af, at de overførte norske statsindtægter blev investeret og forbrugt i Helstatens hovedstad, bliver forskellen i ydelser vanskeligere at vurdere. For at styrke sin magt udadtil og indadtil udnyttede enevælden helt bevidst de enkelte statsdeles særlige resurser.
På bank- og valutaområdet fulgte den en politik, der tilgodeså import-Danmark over for eksport-Norge, og afviste konsekvent norske ønsker om en egen bank; og fastlåsningen af størstedelen af Norge som et beskyttet marked for korn fra Danmark og Slesvig, det såkaldte kornmonopol, blev i væsentlig grad betalt af de norske forbrugere. Da de knappe resursers merkantilistiske politik mod slutningen af 1700-tallet afløstes af en liberalisering, kom dette til gengæld navnlig norsk økonomi til gode. Og handelen og søfarten under kongens neutrale flag oplevedes både i Norge og i Danmark som den florissante handelsperiode.
På det kulturelle område er det betydningsfuldt, at det gamle norske skriftsprog for længst var gået af brug, og at kongens, kirkens, lovens og den civile og militære forvaltnings sprog var dansk. På skriftsprogets område herskede der en fælleskultur, og den skulle leve længe efter 1814.
Det styrkedes yderligere af det forhold, at rigernes eneste universitet, hvor præsterne og embedsmændene fik deres uddannelse, lå i København. Nordmændenes ønske om et universitet gik helt tilbage til 1661, da de neden for Akershus hyldede enevoldskongen repræsenteret af kronprins Christian (5.). Men styret i København afviste konsekvent disse ønsker, også efter at Helstaten i 1773 fik endnu et universitet, Christian Albrecht Universität i Kiel.
København var derfor Norges og Danmarks fælles kulturcentrum. Ludvig Holberg og Peter Wessel var bevidste om, at de var født i Norge, og de var stolte af det. Men de var frem for alt kongetro og helstatsloyale, og de afviste begge de nye nationale tanker og følelser, der udviklede sig i midten af 1700-t., og som klart udgjorde en trussel mod den mangesprogede og mangekulturelle stat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.