Helstaten
Helstaten – en definition
I en helstat er der et fælles statsoverhoved, men de enkelte dele af helstaten kan have forskellig status. Således kan der indenfor en helstat herske store sproglige og kulturelle forskelle blandt undersåtterne, ligesom enkelte dele af helstaten kan have forskellige statsmæssige tilknytningsforhold. Således var hertugdømmet Holsten (og Lauenborg) indtil 1806 del af Det Tysk-Romerske Kejserrige og fra 1815 medlem af Det Tyske Forbund.
Forskellige tidsmæssige og geografiske afgrænsninger
Selvom begrebet Helstaten for det meste anvendes, når man skal beskrive forbindelsen mellem kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer efter 1814, er der blandt historikere en vis uenighed om helstatens tidsmæssige begyndelse eller geografiske omfang.
Således sætter nogle helstatens begyndelse til 1773, da de gottorpske dele af Holsten blev indlemmet under kronen, og den danske konges magt over hele Holsten blev cementeret. Andre historikere foretrækker derimod 1814, da unionen med Norge blev opløst.
Atter andre bruger betegnelsen helstat om hele det danske-norske monarki inklusive bilande og kolonier, dvs. Færøerne, Grønland, Island og kolonierne i Vestindien, Afrika (indtil 1850) og Asien (med undtagelse af Nicobarerne indtil 1845), uden at de derfor sætter et nøjagtigt begyndelsestidspunkt. Dette kunne være 1536, da det norske rigsråd blev opløst og Norge dermed de facto ophørte med at eksistere som selvstændig stat og blev et lydrige, eller alternativt 1665, da Danmark og Norge igen formelt blev ligestillet efter enevældens indførelse.
I nyere forskning anvendes dog især begrebet "det oldenborgske dobbeltmonarki" i stedet for "helstaten", hvis man skal beskrive det dansk-norske monarki op til 1814.
Helstaten i 1800-tallets danske politik
De tætte forbindelser mellem helstatens forskellige dele kom fra 1830'ere under et stærkt pres i takt med, at de nationale og regionale kræfter øgede deres argumentation.
Udtrykket blev politisk aktuelt, da man efter Treårskrigen 1848-51 skulle etablere de forfatningsmæssige rammer for monarkiet og her måtte gå ind på Aftalerne af 1851-52 (se Londontraktater), der forbød en nærmere tilknytning mellem enkelte af monarkiets dele.
Her bruges udtrykket helstatspolitik almindeligvis om de kræfter, der over for de øgede nationale spændinger søgte at hævde respekten for monarkiets flernationale sammensætning.
Helstaten blev formelt proklameret 28. januar 1852 ved en kongelig kundgørelse og efter lange og vanskelige politiske forhandlinger udstedte kongen 26. juli 1854 en forfatning gældende for monarkiets fællesanliggender. Denne havde et delvist enevældigt præg og var dermed (for kongerigets vedkommende) en betragtelig indskrænkning af Junigrundloven.
Helstatsforfatningen
Den 2. oktober 1855 gennemførtes en ny, nu konstitutionel forfatning, Helstatsforfatningen. Helstatsforfatningen blev mødt med stærk kritik både i Danmark og i Holsten.
Således stod helstatspolitikken i hele perioden 1850-64 over for de nationalliberales krav om et Danmark til Ejderen (se Ejderpolitik). Tilhængerne af Helstaten fandtes især i konservative embedsmandskredse og i aristokratiet både i Danmark og i Hertugdømmerne.
Allerede 11. februar 1858 erklærede Det Tyske Forbund forfatningen for ugyldig, og 6. november 1858 blev den sat ud af kraft i Holsten og Lauenburg, hvor enevælden blev genindført. Helstaten var dermed reelt sprængt.
Helstaten spiller fallit i 1863
Formelt fik helstaten dødsstødet 30. marts 1863, da en kongelig kundgørelse proklamerede en særskilt forfatning for Holsten og Lauenburg. Adskillelsen blev fuldført ved Forfatningen af 18. november 1863, Novemberforfatningen, der knyttede Slesvig til kongeriget.
Efter Danmarks nederlag i Den Anden Slesvigske Krig i 1864 søgte Christian 9. forgæves at fastholde helstatsidéen i form af en personalunion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.