Helstatsforfatningen, Fællesforfatningen, forfatning af 1855, der omfattede kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg (se Hertugdømmerne).

Helstatsforfatningen var i det væsentlige udformet af C.G. Andræ. Den indførte et fælles rigsråd med i alt 80 medlemmer; 20 var kongevalgte, 30 valgt af Rigsdagen og stænderforsamlingerne og 30 valgt ved direkte valg. Ved de direkte valg benyttedes den af Andræ opfundne forholdstalsvalgmåde, og valgretten var indtægtsbestemt.

Helstatsforfatningen var et forsøg på at etablere en konstitutionel helstat (se Helstaten) med en beskyttelse af den tysksindede befolkning i Hertugdømmerne.

Forfatningen trådte i kraft 2.10.1855, men blev sat ud af kraft i Holsten og Lauenburg 6.11.1858 og afløstes i Slesvig og Danmark 18.11.1863 af Novemberforfatningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig