Christian 9.

Christian 9. var konge af Danmark fra 1863. Han var søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg (1785-1831) og Louise Caroline (1789-1867).

Prins Christians mor var søster til Frederik 6.s dronning, Marie, og efter faderens død i 1831 blev han opdraget i København. Hans uddannelse var rent militær (rytterofficer) bortset fra et universitetskursus i Bonn i 1839-1841. I 1842 viedes han til prinsesse Louise af Hessen-Kassel.

Da det efterhånden stod klart, at den oldenborgske mandsstamme ville uddø med Frederik 7., henledtes opmærksomheden på Christian, som ved Londontraktaten af 1852 og Arvefølgeloven året efter anerkendtes som tronfølger. Forholdet til den folkekære Frederik 7. var spændt pga. Christians afvisende holdning til grevinde Danner.

Ved Frederik 7.s død d. 15.11.1863 besteg Christian 9. tronen. Situationen var meget vanskelig; trods sin modvilje mod den netop vedtagne Novemberforfatning, som Frederik 7. ikke havde nået at underskrive, bøjede Christian 9. sig for den udbredte stemning blandt politikerne og i befolkningen og underskrev.

Hans stilling var ligeledes svær under krigen i 1864; rømningen af Dannevirke gav anledning til stærke angreb på ham, og hans danske sindelag blev draget i tvivl. På konferencen samme år i London søgte han længst muligt at opretholde Helstaten, men måtte igen bøje af for kravet om deling af Slesvig og opgivelse af Holsten.

Christian 9.s klare støtte til Højre og ikke mindst hans binding til Estrups person under provisoriekampen medvirkede til hans manglende folkelige popularitet, og hans ønske om at beholde Estrup som konseilspræsident bidrog utvivlsomt til at forlænge den politiske konflikt.

Med årene opnåede han dog en ganske udbredt popularitet, og gennem sine døtres giftermål (Alexandra med Edward 7., Dagmar med kejser Aleksander 3. og Thyra med hertug Ernst August af Cumberland) og en søns overtagelse af den græske trone i 1863 som Georg 1., fik Christian 9. prædikatet "Europas svigerfar", ligesom Fredensborg i årevis var mødested for Europas kongehuse. Forbindelserne fik dog ikke politisk betydning.

Årene, de mange familiebegivenheder og Systemskiftet i 1901 gjorde, at kongen på sine gamle dage vandt almindelig sympati for sin noble og stilfærdige personlighed, og man oplevede, at han og folket var vokset sammen gennem ulykkesåret 1864 og den almindelige fremgang.

Christian 9. var til sin død en slank og statelig skikkelse, en ideel officersskikkelse med typens lyder og dyder.