Kirstine Roepstorff

I 1997 dannede Kirstine Roepstorff sammen med Åsa Sonjasdotter (f. 1966), Andrea Creutz (f. 1970) og Lisa Strömbeck (f. 1966) den feministiske kunstnergruppe Kvinder på Værtshus. Gruppen blev senere udvidet med medlemmerne Nanna Debois Buhl (f. 1975) og Nynne Haugaard (f. 1976). Desuden var kunstnerne Katya Sander (f. 1970), Marika Seidler (f. 1972) og Christina Prip tilbagevendende samarbejdspartnere.

Kvinder på Værtshus stod bag en lang række aktivistiske værker og aktioner. Blandt de mest kendte kan nævnes Sexogpenge, hvor gruppen kortlagde og skrev fortolkende kommentarer på billboardreklamer i København og uddelte flyers med link til hjemmesiden sexogpenge.dk: en guide til produkter, der benyttede sexistiske reklamer i deres markedsføring. En anden kendt aktion var Herstories Tour, hvor gruppen arrangerede kanalrundfarter i København med fokus på kvinder og kvindelige emner såsom Amagerkonerne på Grønttorvet (begge 2000).

Kirstine Roepstorff har arbejdet med collager gennem hele sin kunstneriske karriere. Hendes collager indeholder ofte figurative dele, men kan også være helt abstrakte. De er som regel lavet af mange forskellige materialer som avisudklip, fotokopierede billeder og forskellige typer af papir og stof. Dele af hendes collager er ofte meget skrøbelige som en henvisning til, at intet forbliver det samme.

I et interview i forbindelse med hendes udstilling på Trapholt i 2018 har Roepstorff forklaret, at hun startede på sit arbejde med collagerne som en reaktion på, at samfundet i hendes øjne ikke levede op til det officielle billede af det. Tværtimod havde hun en oplevelse af, at der gemte sig noget andet bag de billeder, der ellers skulle vise hende, hvordan virkeligheden var. Det virkede derfor nærliggende at rive de officielle billeder i stykker, formindske og forstørre dem, forskyde proportionerne mellem deres bestanddele og sammensætte dem på nye og skæve måder.

Roepstorff er desuden optaget af altings foranderlighed: "Den eneste konstant er, at intet er konstant", har hun udtalt. I collagerne viser hun dette ved at inddrage foranderlige motiver som Månen (der konstant er i bevægelse rundt om Jorden) og blomsten (der åbner sig for siden at lukke sig igen og visne).

Kirstine Roepstorff peger selv på mellemrummene mellem ting som vigtige, fordi de netop ikke bare er tom plads, men steder, hvor noget endnu ukendt kan ske. Det ser man ofte i hendes collager, hvor de enkelte små papir- eller stofstykker ser ud til at æde sig ind på de felter af billedet, der ikke er fyldt ud.

Mellemrummet spillede også en vigtig rolle i installationen My world does not exist (2001), hvor Roepstorff i et hvidt rum havde 'tegnet' møbler og genstande ved at spænde hvide tråde af garn ud mellem vægge, lofter og gulv. På den måde blev møbler som stole, bord og fjernsyn næsten usynlige, og publikum måtte gøre sig umage for at bevæge sig rundt mellem dem. Tingene blev dermed bemærket, fordi de ikke var der. Værket er blevet fortolket som en reference til hjemmet og kvinders arbejde som noget, der 'bare er der', og som vi er tilbøjelige til at tage for givet.