Superflex med dyremasker
Kunstertrioen SUPERFLEX iført dyremasker i forbindelse med deres 20-års jubilæumsudstilling på Charlottenborg i København. Fra venstre Bjørnstjerne Reuter Christiansen, Rasmus Nielsen, Jakob Fenger og chef for Charlottenborg Jacob Fabricius.
Superflex med dyremasker
Af /Politiken/Ritzau Scanpix.

SUPERFLEX er et dansk kunstnerkollektiv, der laver projekter med skiftende samarbejdspartnere.

SUPERFLEX blev stiftet i 1993 af kunstnerne Bjørnstjerne Reuter Christiansen (født 1969), Jakob Fenger (født 1968) og Rasmus Rosengren Nielsen (født 1969). De kalder sig tilsammen "An Artist With Six Legs" ('en kunstner med seks ben') og et udvidet kollektiv, der samarbejder med både mennesker og andre arter. Dermed gør de op med en traditionel forståelse af kunstneren som en særlig person. I stedet peger de frem mod en mere grænseløs og postmodernistisk forståelse af kunstner og kunstværk.

SUPERFLEX er en gruppe, der konstant forandrer og tilpasser sig de enkelte projekter. Dette kan man også se af navnet SUPERFLEX: super = hyper- eller over-; flex = fleksibel – altså noget, som i usædvanlig høj grad er tilpasningsdygtigt og foranderligt.

SUPERFLEX' værker

SUPERFLEX' værker tager ofte udgangspunkt i et bestemt sted eller et konkret behov, som de inddrager andre i at løse. Derfor omtaler de gerne deres værker som tools: værktøjer, som kan hjælpe med at løse et bestemt problem. Deres tilgang til kunst kan desuden minde om den generative kunst, fordi kunstnerne fralægger sig ansvaret for det endelige værk. I stedet bliver kunstnerne idémagere og igangsættere. SUPERFLEX' samarbejdspartnere kan fx være opfindere, gartnere eller ingeniører, men de kan også være lokale beboere, dyr eller planter.

Et nøgleord for SUPERFLEX er deltagelse: dét at andre enten bidrager til at udvikle SUPERFLEX' projekter ud fra deres personlige viden og erfaringer, eller at andre er aktive i at gennemføre projektet, bygge det fysiske værk eller få det fysiske værk til at virke ved selv at gøre noget.

Guaraná Power

Superflex "Guaraná Power"
Guaraná Power er en af Superflex' bedst kendte værker. Her fra en udstilling på Charlottenborg i 2013, hvor gruppen kunne fejre 20 års fødselsdag.
Superflex "Guaraná Power"
Af /Politiken/Ritzau Scanpix.

SUPERFLEX' værker har ofte form af projekter, hvor gruppen sætter en udvikling i gang, som andre så kan fortsætte. Det var fx tilfældet med Guaraná Power (2003), der var et samarbejde med bønder i Brasilien, som med SUPERFLEX' hjælp igangsatte produktionen og distributionen af en sodavand baseret på den lokale frugt guaraná som et modtræk til store internationale sodavandsproducenters udnyttelse af områdets planter og beboere.

SUPERFLEX laver dog også mere afsluttede værker, fx installationen One Two Three Swing! (Tate Modern 2017 m.fl.), hvor publikum i fællesskab skulle holde gang i forbundne gynger.

Superkilen

Superkilen
Superkilen på Nørrebro designede SUPERFLEX sammen med områdets beboere. Bokseringen er fx skabt sammen med Billal El-Sheikh til venstre, der her afprøver den sammen med sin træner Abdul. Foto fra 2012.
Superkilen
Af /Politiken/Ritzau Scanpix.

Kunstnertrioens værker kan også opstå af en idealistisk forestilling om, hvordan verden bør være. Det var tilfældet med værket Superkilen (2012), et offentligt område på Nørrebro, som gruppen designede ud fra lokalbefolkningens ønsker og med elementer fra alle de nationaliteter, som Nørrebros beboere repræsenterer. Superkilen afspejler dermed et ønske om et multikulturelt samfund, hvor alle oplever, at der er plads til dem og deres kultur.

Øvrige projekter

Foruden de allerede nævnte projekter er de bl.a. kendt for Supergas (1996-1997), hvor de i samarbejde med en ingeniør skabte et system til at forsyne afrikanske familier med biogas til belysning og husholdning. Ved flere lejligheder har de vist en oversvømmet McDonald's som en påmindelse om klimaforandringernes konsekvenser (senest på Colby College Museum of Art, USA, 2019).

Ved FN's generalforsamling i 2021 skabte de værket Interspecies Assembly, hvor de bl.a. projicerede billeder af klodens forskellige arter op på facaden af FN's sekretariatsbygning i New York som en påmindelse om, at vi deler kloden med mange andre arter end mennesket.

Virksomheden SUPERFLEX

Til at begynde med var SUPERFLEX' navn mest en fællesbetegnelse for de tre stiftere. De medvirkede bl.a. i Kørners Kontors projekt Ambassaden (2003), hvor de deltog på linje med en række andre kunstnere. I dag har SUPERFLEX flere ansatte, bl.a. en CEO, en projektleder og en PR-ansvarlig. På den måde kan man se SUPERFLEX som en aktivistisk, kollektivistisk og socialøkonomisk virksomhed, der både tjener penge og samtidig bidrager til at skabe positive forandringer i samfundet.

Udstillinger, samlinger og hædersbevisninger

SUPERFLEX har deltaget i solo- og gruppeudstillinger i mere end 60 lande. SUPERFLEX er repræsenteret i en række museumssamlinger verden over, bl.a. Tate Modern i England, MoMA i New York, Malmö Konstmuseum i Sverige, Jumex Collection i Mexico og MUSAC i Spanien. I Danmark findes deres værker på Statens Museum for Kunst, ARKEN, KUNSTEN og Louisiana.

SUPERFLEX har modtaget en lang række priser, bl.a. Kronprinseparrets Kulturpris (2021), Aga Khan Award for Architechture (for Superkilen, 2016), Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Kunstpris (2014), Institute Honor Award for Regional and Urban Design (2013) og Red Dot Best of the Best Design Award (2013).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig